Når stammens ældste taler

Den tidligere filmproducent og filmskolelærer, Ib Tardini, som gennem en menneskealder har beskæftiget sig med dansk film, har i forbindelse med nytåret lagt en opsigtsvækkende post op på Facebook. Den kan læses nederst i dette blogindlæg.

Under overskriften Something Wrong in Danish film giver han sit besyv med i forbindelse med de udfordringer, som dansk film slås med.

Tardini skriver, at han på ingen måde er enig med mig i, ”at man nødvendigvis skal nedbringe antallet af lowbudgetfilm”.

Nu har man fra politisk side, i forbindelse med Filmaftalen 2015-2018, klart beskrevet, at Det Danske Filminstitut i perioden kan – ikke skal – støtte mellem 12 og 24 lavbudgetfilm.

Pt. har Det Danske Filminstitut støttet femten lavbudgetfilm. Så målet er såmænd for længst nået. Og det er direkte umuligt for nogen at nedbringe antallet af lavbudgetfilm. Sket er sket. Hvad jeg har plæderet for er, at man stopper, mens legen er god. For tingene er gået aldeles over gevind.

I forbindelse med de små danske film kunne Tardini godt tænke sig at se, om der er en sammenhæng mellem publikumstal og lanceringsbudgettets størrelse. I samme åndedrag fremhæver Ib Tardini, at den dårlige økonomi i dansk film har krævet billige og andre produktionsformer.

Ja, forhåbentlig er der en sammenhæng mellem publikumstal og lanceringsbudgettets størrelse. Ellers har distributøren gjort sit arbejde elendigt. Og distributørerne har virkelig gjort deres arbejde elendigt i forbindelse med lancering af små danske film.

Indtægterne på de små danske film har i overvejende grad ikke engang kunnet dække lanceringsomkostningerne i forbindelse med lanceringen i biograferne. Så de små film har på ingen måde hjulpet dansk films skrantende økonomi. Tværtimod. Der er i vid udstrækning blevet kastet gode penge efter dårlige.

Det ligger dybt begravet i generne på både filmproducenter og filminstruktører, at når et flop skal forklares, er det alle andres skyld end deres egen. Sådan er det. Basta!

I øvrigt er Tardinis indlæg gennemsyret af filmbranchens værste sygdom: Man tager udgangspunkt i sig selv og generaliserer ud fra mindst mulige grundlag.

Ib Tardini mener, at elendigheden skyldes biograferne og Det Danske Filminstitut.

Ja, at tænke sig biograferne er så formastelige at tage en film af plakaten, hvis der ikke kommer noget publikum. Tardini mener øjensynligt, ganske uden bevisførelse, at blot filmene vises længe nok i biograferne, bliver de alle succesfulde. Og Tardini påstår oven i købet resolut, at biograferne slet ikke er indstillet på at ændre tilstanden.

Jo, jeg kan garantere for biograferne gerne vil ændre tilstanden. Men den resterende del af filmbranchen arbejder hårdnakket på at presse så mange film som muligt gennem biograferne og arbejder i øvrigt målrettet på at afkorte biografernes eksklusivitetsperiode mest muligt. Det er hårde odds at arbejde mod. Det siger sig selv, at den cocktail ikke levner biograferne muligheder for at give filmene en smule mere luft.

Med hensyn til Tardinis selvopdigtede ”biografernes kulturelle forpligtelse” kan jeg oplyse, at bevillingssystemet blev ophævet for 45 år siden.

Ikke desto mindre repræsenterer den halvdel af filmene, som har de dårligste tilskuerantal, kun sølle 1,9 procent af biografernes samlende antal publikummer. Altså ville halvdelen af filmene kunne skæres væk, uden det ville få synderlig mærkbar effekt på biografernes økonomi. Tværtimod ville det rent faktisk betyde en forbedring af biografernes økonomi. Men alligevel viser biograferne tonsvis af små film, så tal ikke om "kulturel forpligtelse" til mig.

Tardini mener altså på den ene side, at biograferne skal vise alle de små film, og samtidig skal de vises i en længere periode. Det er uforeneligt!

Tardini mener heller ikke, at filmbranchen tager streamingtjenesterne alvorligt.

Men jo, filmindustrien tager så sandelig streamingtjenesterne alvorligt. Problemet er blot, at streamingtjenesterne ikke genererer nogen indtægter. Jo mere filmindustrien omfavner de digitale tjenester, desto mindre samlede indtægter.

Filmene kommer hurtigere og hurtigere på streamingtjenester, men har det hjulpet filmbranchens samlede økonomi? Ikke en døjt!

Tardini harcelerer også over, at man fra home entertainment-sektoren ikke kan få oplyst, hvor mange, hvornår og hvem der ser filmene. Data som kunne bruges som forhandlingsgrundlag, når filmproducenterne skal sælge deres film til streamingtjenesterne.

Ja, det er fuldstændigt korrekt. For eksempel Netflix våger over disse data som en høg. Og der er ingen måde man nogensinde vil kunne få indsigt i disse data. Så spild ikke tid på det. Dansk film er simpelthen for lille og ligegyldig, til at kunne presse de store globale streamingtjenester.

Biograferne derimod har fuld gennemsigtighed i tilskuerantallene og tilbyder en afregning for hvert et par øjne, der ser filmene. Streamingtjenesterne hemmeligheder alt og tilbyder kun en fast (lillebitte) pris, uanset hvor mange der ser filmene. Alligevel vil Tardini omfavne sidstnævnte.

Man må undre sig dybt over, at Tardini ikke formår at kæmpe sig ud af den utopiske drøm om, at internettet kan tilbyde en bæredygtig økonomi til produktion af danske film. Det vil nemlig aldrig ske.

Tænk på, at musikindustrien tabte 70 procent af deres indtægter ved at gøre præcis det, Tardini vil have filmindustrien til at gøre.

Uanset Tardinis betalingslyst til at se filmene på streamingtjenester, er der også rigtigt mange, som ikke vil betale. Der er ingen filmtyverier på danske film, så længe de vises i biograferne. Filmtyverierne opstår præcis i det sekund, at Tardini kan se filmene på sin storskærm. Så at tro hurtig tilgængelighed vil øge filmbranchens indtægter, er et naivt håb. Hvad der derimod vil ske er en eksplosion i antallet af filmtyverier, som endegyldigt vil tage livet af den danske filmindustri.

Ib Tardinis post har fået rigtig mange ”likes”, blandt andet fra notabiliteter som Ole Christian Madsen, Birgitte Stærmose, Morten Lorentzen, Cyron Melville, Prami Larsen, Morten Arnfred, Rumle Hammerich og Ib Bondebjerg.

Jamen, er der gået kollektivt nedsmeltning i filmbranchen?