Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

31. dec. 2013 | 14:18

Skal vi så lige komme ned på jorden

31. dec. 2013 | 14:18

Skal vi så lige komme ned på jorden

I dagens udgave af dagbladet Information kan man læse harmdirrende indignation over, at årets sølle nitten danske spillefilm ikke når hele vejen rundt om samtlige repræsentationer af køn, race, seksualitet, krop og klasse – og det påstås endda at dansk film mangler mangfoldighed.

Skal vi nu lige komme ned på jorden og konstatere, at årets produktion af danske spillefilm er dybt imponerende, vort lillebitte sprogområde og spinkle indbyggertal taget i betragtning.

Intet andet land i verden har en national filmproduktion, som i den grad, procentuelt i forhold til indbyggertallet, er i stand til at samle landets indbyggere og samtidig hjemtage baljer af internationale filmpriser. Dansk film har nu – for fjerde år i træk – en film shortlistet til Oscar i kategorien ”Bedste fremmedsprogede film”.

Medtages skal det da også, at det i det hele taget er lykkes vort lille land at producere nitten danske spillefilm til trods for en finanskrise, hvor bankerne har smækket kassen i og filmbranchens indtægter er i frit fald på grund af de nye digitale mediers indtog.

Dét burde hyldes i stedet for en dissekering af årets danske film, som er så beskedent i antal, at det må være udtryk for snotforkælelse at forlange, at artiklens mange krav om køn, race, seksualitet, krop og klasse skal være repræsenteret.

Derudover nævnes Bechdel-testen – en test, som ikke engang fremmer sit eget formål. Når film med meget markante og stærke kvinderoller, som for eksempel Gravity, Lola Rennt, The Girl with the Dragon Tattoo, The Long Kiss Goodnight og Misery ikke består testen, ja, så kan den test vist ikke bruges til ret meget.

Og sidst, men ikke mindst, fremstår artiklens forfatter fastsmeltet i sin opfattelse af omstændighederne bag MGP Missionen, til trods for denne sag er blevet belyst både for-, bag-, nede- og ovenfra.

Der var i Filminstituttets afslag en lang række øvrige faktorer, end den medierne satte fokus på – og Filminstituttet har beklaget til hudløshed. Blandt andet at filmen, når der søges i instituttets støttegren, den såkaldte markedsordning, fordres en forventning om et salg på over 200.000 billetter i biograferne. Det lykkes som bekendt ikke, hvorfor instituttets afslag var helt legitimt.

Jeg synes vi skal være himmelhenrykte over de nitten danske spillefilm, det – trods alt – er lykkes af producere i 2013 i lillebitte Danmark.

Godt nytår!

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko