17. okt. 2017

Black Panther

Foto | Matt Kennedy

Marvels første superheltefilm med en sort mand i hovedrollen ser ud til at blive en af 2018’s helt store film.

T’Challa eller Black Panther (Chadwick Boseman) var en af de bedste karakterer i Captain America: Civil War, og til februar får han sin egen film: Black Panther.

Ligesom med Marvels andre film fra i år – navnlig Guardians of the Galaxy Vol. 2 og Thor: Ragnarok – ser tempoet ud til at være højt og farvepaletten stor og varieret. Til tonerne af Vince Staples hiphop-nummer Bagbak drøner traileren af sted og viser alt fra fængselsudbrud, biljagter og masser af mænd i panterpanser.

Ud over Andy Serkis og Martin Freeman er de fleste af skuespillerne sorte, heriblandt Chadwick Boseman, Angela Bassett, Danai Gurira (The Walking Dead), Forest Whitaker og Sterling K. Brown (This Is Us).

Det er hermed den første superheltefilm med en sort hovedrolleindehaver siden Blade: Trinity.

Instruktøren Ryan Coogler fortsætter sin rejse mod toppen. Han brød igennem med den glimrende Rocky-efterfølger Creed i 2015 efter at have instrueret Fruitvale Station (2013), der skildrer det autentiske politidrab på en ung, sort mand.

Michael B. Jordan spiller hovedrollen i begge film, og i Black Panther er han skurken med det farverige navn Erik Killmonger.

Black Panther har dansk biografpremiere 15. februar 2018.

Hver uge sætter Ekko fokus på traileren til en ny film.

Du er velkommen til at komme med din kommentar nedenfor.

© Filmmagasinet Ekko