28. mar. 2018

Charmøren

Foto | Jason Idris Alami

En af dansk films spændende nye stemmer debuterer med en spillefilm om en mand, der prøver at forføre sig til at blive i Danmark.

Milad Alami er en del af det 2011-kuld fra Den Danske Filmskole, der af Filmmagasinet Ekko blev døbt ”årgang ekstrem”.

I afgangsfilmen Intet kan røre mig – se den på Ekko Shortlist – eksploderer en teenagers outsiderfølelse i en voldsom skolemassakre. Nu er den iransk fødte instruktør klar med sin første spillefilm, Charmøren, der ud fra traileren at dømme er et mere afdæmpet drama.

Den følger iranske Esmail, som med stigende desperation prøver at finde en dansk kæreste, så han kan blive i landet.

I traileren forfører han en række kvinder, mens han har ubehagelige drømmesyn om at være fanget under vand. Der er øjensynlig både romantik og spænding, når Esmail til tonerne af stemningsfuld thrillermusik bevæger sig gennem en verden, der skiftevis byder på flotte boliger og mørk mystik.

Filmen er skrevet af Milad Alami sammen med Ingeborg Topsøe og har Ardalan Esmaili, der lige nu kan opleves på TV 2 i serien Greyzone, i hovedrollen. På rollelisten finder man også danske skuespillere som Lars Brygmann og Stine Fischer Christensen foruden en lang række knap så kendte navne.

Det bliver interessant at stifte bekendtskab med en ny stemme i dansk film, der for alvor synes at være inde i en spændende periode, hvor det meste er muligt.

Charmøren får biografpremiere den 17. maj.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko