10. jan. 2023

Viften

Foto | SF Studios

Dyb alvor og absurd komik blandes i en film, der vender den danske kolonihistorie på hovedet og udfordrer Danmarks romantiserede selvbillede.

Af Nicki Bruun

Frederikke Aspöck gjorde sig med fængselsdramakomedien De frivillige til en af dansk films mest spændende instruktører.

Nu er hun tilbage med en film, der ser ud til at blive en af de mest kontroversielle i år.

Viften blander dyb alvor og absurd komik i en historie, der foregår på De Vestindiske Øer anno 1848.

Her har to farvede kvinder vidt forskellige liv. Den ene bor som en fri kvinde med generalguvernør Peter von Scholten, mens den anden er en slavegjort husholderske.

Filmen er skrevet af Anna Neye, der er bedst kendt for satire-serien Normalerweize. Hun spiller også hovedrollen i Viften, der i sin første trailer fremstår som en særdeles farverig fortælling.

Til tonerne af glad musik kommer der pludselig indklip af tortur og drab på det indfødte caribiske folk. Undervejs er sorte børn malet hvide i ansigtet, og den livsfarlige vold lurer hele tiden under overfladen, når de hvide mennesker gør grin med de sorte.

”Filmen vender den danske kolonihistorie på hovedet og udfordrer Danmarks romantiserede selvbillede. Verdenshistorien er som bekendt skrevet af og om hvide mænd, hvorfor Viften bevidst placerer afro-caribiske kvindelige karakterer i centrum af fortællingen – slavegjorte såvel som frie,” udtaler Frederikke Aspöck og suppleres af Anna Neye.

”Som brun dansker ønsker jeg inderligt, at tiden, hvor brune danskere er en fodnote i Danmarkshistorien, lakker mod enden. Det ville være rart, hvis vi i det mindste havde vores eget kapitel,” siger Anna Neye.

Viften får verdenspremiere på den svenske Göteborg-festival og kommer i danske biografer den 20. april.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko