Cannes har fået nok af krigen i Gaza

Da jeg taler med Sepideh Farsi, er det akkurat en måned siden, at Fatima Hassouna blev dræbt.

Hun var en palæstinensisk fotograf i Gaza, der dokumenterede de massive ødelæggelser forårsaget af det israelske bombardement af enklaven efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023.

Hun døde midt om natten sammen med seks familiemedlemmer, da to missiler ramte den boligblok, hvor de boede. Det israelske militær hævder, at målet for angrebet var et medlem af Hamas, men man har ikke fremlagt dokumentation for den påstand.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om timingen af angrebet,” siger instruktøren, der møder pressen klædt i sort. 

”Jeg fortalte hende om eftermiddagen, at vores film skulle til Cannes. Dagen efter var hun borte. Så simpelt er det.”

200 journalister dræbt
Selv om Fatima Hassouna af naturlige og dybt tragiske årsager er forhindret i at komme til Cannes, er hun svær at overse.

Kort før festivalen cirkulerer et åbent brev, som med udgangspunkt i Fatima Hassounas død fordømmer Israels folkemord i Gaza. Til åbningsceremonien erklærer jurypræsident Juliette Binoche sin støtte, og et par dage efter følger den dobbelte Guldpalme-vinder Ken Loach trop med sit eget opråb.

Han refererer til en rapport udgivet af researchgruppen Forensic Architecture, som Sepideh Farsi også sender til journalisterne dagen før vores interview. Af den fremgår det, at mere end 200 journalister har mistet livet siden krigens begyndelse. 

”Fatima var hverken den første eller den sidste journalist, der er blevet dræbt i denne konflikt. De dræbte én mere for to dage siden,” fortæller Sepideh Farsi.

”Én ting er at gå efter sine politiske modstandere, når Hamas, Iran eller Israel bekriger hinanden. Noget andet er at gå efter journalister, fotografer eller forfattere.”

Lyrisk livskraft
Fatima Hassouna havde en lyrisk måde at udtrykke sig på. 

”Jeg spurgte Fatima, hvad det vil sige at være en fotograf i Gaza i dag. Hun svarede, at det er som at tage sin sjæl i hånden og gå gennem gaden. Jeg syntes, det var genialt sagt, og det er blevet hos mig siden,” siger Sepideh Farsi.

Put Your Soul on Your Hands and Walk er en enkelt fortalt samtalefilm mellem eksil-iraneren Sepideh, der ikke kan rejse tilbage til sit hjemland, og palæstinenseren Fatima, der hverken kunne eller ville rejse bort fra sit.

”Både hun og hendes søskende var langt mere optimistiske, end vi er uden for Gaza. Da der var våbenhvile, var jeg meget skeptisk, men det sagde jeg aldrig til hende. Det havde jeg ingen ret til. Hvis de tror på det, er man nødt til at følge deres eksempel.”

Filmen er enkelt fortalt.

Et makroobjektiv er fikseret på Sepideh Farsis telefon, så vi møder Fatima, ligesom instruktøren gjorde det: over en hakkende videochat, langt borte og pixeleret, gemt bag et lag af støv og fedtfingre.

Hun er en køn, ung kvinde i hijab, der har let til latter og smiler, som om hun klamrer sig til optimismen. Hun har allerede mistet tretten familiemedlemmer i krigen, forklarer hun. 

”Det faldt Fatima naturligt at smile, men jeg tror også, det var hendes måde at beskytte sig selv på. Man er nødt til at have en humoristisk sans for at kunne holde fortvivlelsen på afstand. Ellers bryder man sammen,” siger Sepideh Farsi.

Når forbindelsen afbrydes, går skærmen i sort, og instruktøren lades alene tilbage med sit ansigt spejlet i displayet.

”Det kom som et chok, da jeg indså, at det er en måned siden, hun døde. Heldigvis har jeg haft travlt. Fatima og jeg havde en forbindelse, som rakte ud over filmen. Vi blev som søstre. Det er også derfor, det er så hårdt for mig nu. Hun blev en del af mit liv. Og er det stadig.”

Hjælpeløs position
Filmen viser også, hvordan Fatima udvikler sig, mens krigen æder sig ind på hende, reducerer hendes by til murbrokker og dræber familie og venner.

”Fatimas måde at skrive på blev mindre romantisk, hendes fotografier mindre farverige. Hun bevægede sig fra en pikaresk, romantisk stil mod et mere hårdt og kompromisløst udtryk.”

Men filmen byder også på små afbræk fra grusomhederne, når omgivelserne trænger sig på. 

Da Sepideh Farsis katte miaver insisterende, holder hun dem op, så Fatima kan møde dem. Og Fatimas små søskende titter af og til med over hendes skulder. De er nysgerrige på, hvorfor deres storesøster taler et fremmed sprog med en kvinde uden slør.

”I love you,” har hendes fire-femårige lillesøster netop lært at sige. Hun døde også den 16. april.

Det er en brutal film. Og instruktøren forstår godt, hvis ikke alle har lyst til at se den.

”Den menneskelige hjerne lukker af for ting, der er for grusomme. Men det er også fejt. Jeg har virkelig gode venner, som siger, at de ikke kan sove, hvis de ser noget fra Gaza. Jeg siger til dem: ’Tror I, at massakrerne hører op, fordi I kigger væk?’”

”Jeg forstår godt, at folk kan være særligt følsomme. Jeg bliver da også oprevet, men jeg tvinger mig selv til at se med. For vi har alle et ansvar. Kunstnere, filmskabere, kendisser, jurypræsidenter, festivalledere og selvfølgelig først og fremmest politikere. Journalister har også et stort ansvar, og det gælder jer alle sammen,” siger hun og ser rundt på forsamlingen.

”Vores regeringer har sat os i en hjælpeløs position. Vi er nødt til at være mere modige og råbe højere. Juliette Binoches tale ved Cannes-åbningen har allerede fået to millioner visninger. Og det betyder noget.” 

Israel sletter historien
Men hvis støtteerklæringerne skal gøre en forskel, er der nødt til at være en politisk erkendelse af, at Israels behandling af palæstinenserne er moralsk uansvarlig, mener Sepideh Farsi.

Film som 5 Broken Cameras og No Other Land har på klos hold dokumenteret, hvordan israelske bosættere chikanerer og angriber palæstinensere, der har boet på Vestbredden gennem generationer. Og det er kun taget til siden 7. oktober 2023.

”For to dage siden lukkede Israel landregistret for Vestbredden. Alle optegnelser over, hvem der ejer hvad, er væk. Det gør det lettere at annektere landet, men også at slette historien. Når de brænder biblioteker og moskéer og fælder oldgamle oliventræer, er det alt sammen for at slette historien,” siger Sepideh Farsi.

”Israelerne besætter deres land, og de besætter deres kultur. I Gaza dræber de civile, ikke kun med bomber, men også ved at udsulte dem.”

”Prøv at se denne lille pige, som også var med i filmen,” siger hun og fisker sin telefon op af lommen og finder et billede af en piltynd pige på en fire-fem år.

”Hun er et år ældre, end da jeg så hende første gang, men hun er blevet tyndere. Det burde ikke være muligt. Og hendes familie har endda penge, men penge kan ikke købe mad, hvis der ingen mad er at købe.”

Undergraver demokratiet
Vesten er blevet vredere siden 7. oktober 2023, noterer Sepideh Farsi sig. 

I takt med at Israel har sat Hamas’ allierede ud af spillet med spektakulære angreb i Libanon, Iran og mod Houthierne i Yemen, er nyhedsdækningen blevet mindre forstående over for, at krigen fortsætter.

Men hun nærer ingen forhåbninger om, at debatten bliver mindre betændt foreløbig.

”Europa har stadig dårlig samvittighed over, hvad der skete mod jøderne i Anden Verdenskrig, men ingen har modet til at tage dét opgør. I dag beskylder man enhver, der påpeger den humanitære krise, for at være antisemitter.”

”Den slags forenklinger er undergravende for demokratiet. De fører os ud i fascisme. Jeg er antizionist, ja, men ikke antisemitisk. Der er en klar skillelinje mellem de to.” 

Islamofobi hæmmer empati
En anden faktor, som ifølge instruktøren har gjort den vestlige verden sløve til at reagere på krigen i Gaza, er en uerkendt islamofobi.

”Jeg har ofte snakket med gode venner, der ikke vil indrømme, hvorfor de føler så lidt for dræbte palæstinensiske kvinder. Men samtidig støtter de ivrigt iranske kvinder, der kæmper for ikke at gå med slør. Jeg har mistet venner på grund af konflikten,” forklarer hun.

Put Your Soul on Your Hands and Walk handler ikke om politik, men i en enkelt scene spørger instruktøren alligevel, hvad folk i Gaza mener om Yahya Sinwar. Han var hjernen bag terrorangrebet 7. oktober og blev dræbt kort efter at være blevet valgt af Hamas som leder.

Han var upopulær, lyder svaret, og i filmen hævder Fatima Hassouna, at palæstinenserne afviser ham.

Det er måske ikke den utvetydige fordømmelse, man kunne ønske sig. Men som Sepideh Farsi pointerer, voksede Fatima også op i Gaza under Hamas’ diktatoriske styre og har aldrig kendt andet.

”For en pige, der blev født og døde uden nogensinde at forlade Gaza, var Fatima exceptionelt velinformeret. Men folk i Gaza lever virkelig afskåret fra omverdenen,” fortæller hun.

Smiler til stjernerne
Filmen viser også, hvordan Fatima udvikler sig, mens krigen æder sig ind på hende, reducerer hendes by til murbrokker og dræber familie og venner. 

”Fatimas måde at skrive på blev mindre romantisk, hendes fotografier mindre farverige. Hun bevægede sig fra en pikaresk, romantisk stil mod et mere hårdt og kompromisløst udtryk.”

Sepideh Farsi har ikke haft tid til at bearbejde Fatimas død. 

”For et år siden var jeg også i Cannes, og da filmede jeg vores samtaler fra mit værelse på Hotel Majestic. Nu er hendes fotografier udstillet det samme sted, og hun er her ikke til at se det.”

Selv om Sepideh Farsi må præsentere filmen alene, er hun taknemmelig for den støtte, hun har modtaget. Og hvor festivalen sidste år frabad sig politiske udmeldinger af enhver art, har tonen fra oven nu diskret, men umiskendeligt skiftet karakter.

Hvis stjerner, instruktører og journalister kaster et blik til venstre, når de tager til festivalens pressekonferencer på tredje sal af Palais des Festivals, bliver de mødt af en plakat med Fatima Hassounas portræt. 

På billedet smiler hun stadig.