Om Ekko

Hvad er Ekko?

Filmmagasinet Ekko er et magasin om film og medier. Det er anmeldelser, essays, analyser og baggrund, store interviews med hjemlige såvel som internationale filmikoner – skrevet af danske og internationale kritikere, filmfolk, journalister og kulturpersonligheder. Med hvert nummer følger en eksklusiv dvd. Ekko går i dybden og insisterer på, at filmjournalistik er mere end bare premiereomtaler og anmelderstjerner.

Hvis man skal blive i filmens univers, vil vi gerne hylde den højtravende, idealistiske declaration of principles, som Citizen Kane sværger til i filmen af samme navn: ”Jeg vil give denne bys indbyggere en daglig avis, der ærligt vil fortælle alle nyhederne. Jeg vil også give dem en utrættelig forkæmper for deres rettigheder som borgere og som mennesker.”

Magasinet udkommer fire gange om året og kan købes i kiosker, boghandlere og biografer landet over. Du kan også bestille et abonnement og få det bragt lige til døren. 

Læs om Ekko på Wikipedia.


Fonden Ekko

Filmmagasinet Ekko udgives af Foreningen Ekko og Mifune. Foreningens formål er at udgive et inspirerende og kritisk magasin om film og medier. Foreningen består af Dansklærerforeningen, Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber og Medielærerforeningen for de gymnasiale uddannelser plus en repræsentant for det tidligere Mifune ApS. Bestyrelsesformand er Søren K. Lauridsen. Magasinet er støttet af Det Danske Filminstitut og Kopifonden.

Redaktionen er uafhængig.

ISSN: 1903-4075


Historie

Filmmagasinet Ekko blev etableret i 1999 på foranledning af Det Danske Filminstitut som en sammenlægning af det mediepædagogiske blad Klip og Danske Børne- & Ungdomsfilmklubbernes blad Pråsen. Mette Damgaard-Sørensen var 2000-02 redaktør på magasinet, som på dette tidspunkt blot hed Ekko. I begyndelsen fungerede Ekko udelukkende som et abonnementsbaseret, mediepædagogisk tidsskrift, der primært rettede sig mod undervisningssektoren.

I 2002 kom nuværende chefredaktør Claus Christensen til, og under hans ledelse har magasinet gradvist udvidet målgruppen til også at inkludere filmbranchen og cineaster. Magasinet blev i 2005 relanceret med et nyt design, det blev sat til salg i kiosker, og der begyndte at være annoncer i bladet. Og med Lars von Trier, som i et stort interview langede ud efter en ― ifølge ham ― strømlinet, dansk filmindustri, skabte det nye Ekko fra starten debat i branchen og medierne. 

Efterfølgende tegnede fagforbundet Danske Filminstruktører kollektivt abonnement, og de blev efterfulgt af filmarbejdernes forening, FAF, og Producentforeningen. Senest har Danske Dramatikere og tv-arbejdernes forening TV Gruppen, som er en sammenslutning under Dansk Journalistforbund, fulgt trop.

Det var i Ekko #48, at Christoffer Guldbrandsen startede lækagesagen, og med #52 udgav magasinet den Israel-kritiske film Defamation, som DR2 havde syltet på uvis tid. I samme nummer skrev René Fredensborg artiklen Frygt og lede i Avedøre og omegn, der vakte ophedet debat om indspisthed i filmbranchen.

Men Ekko har også lavet con amore-projekter, for eksempel da magasinet gik i brechen for Jonas Elmers Let’s Get Lost, som Nordisk Film ellers ikke ville udgive på dvd. I samarbejde med Nordisk og Elmer blev filmen udgivet med Ekko #55.

© Filmmagasinet Ekko