Christiania er et billede på velfærdsstaten

I et kollektiv på Christiania, i samme nedslidte bygning som Bøssehuset, sidder Karl Friis Forchhammer på sit værelse. I vindueskarmen ligger pakker med smøger og dertilhørende lightere. På bogreolen står Dostojevskijs Idioten og i midten af lokalet en gigantisk fladskærm.

Værelset har kun været hans hjem i halvandet år, men stedet har fyldt langt mere end det. De seneste fem år har han lagt blod, sved og utallige timer i en dokumentarfilm om sit fødested: fristaden.

”Mine forældre boede her i ti år og flyttede den dag, jeg blev født. På en måde er Christiania indirekte grunden til, at jeg eksisterer. Da jeg var teenager, begyndte jeg at komme her meget og fik mange venner,” fortæller instruktøren, der tidligere har lavet to korte og en halvlang dokumentarfilm.

”Det var lidt som at være fra Sicilien, have boet i Danmark hele sit liv og så vende tilbage og besøge sine forældres gamle landsby. Alle kendte mine forældre. Min far var læge herude og med til at starte Sundhedshuset, så jeg var ’lægens søn’. Jeg har altid haft en fod både indenfor og udenfor.”

Som barn fik Karl Friis Forchhammer fortalt vilde historier af sine forældre.

”Under mine forældre boede der en sort bjørn, der hed Rikke. Den havde tidligere været ølkusk og var så alvorligt alkoholiseret, at den en dag brød gennem loftet, fordi den kunne lugte, at overboen bryggede æblevin. Som barn ærgrede jeg mig over, at jeg aldrig selv nåede at opleve at have en bjørn som underbo.”

Mere anarki end hippie
Christiania har biografpremiere den 19. februar og er udtaget til hovedkonkurrencen på Cph:Dox-festivalen i marts. Den fortæller historien om fristaden med spandevis af arkivmateriale, nuance og måske vigtigst af alt: charme.

”Jeg har altid vidst, at der lå en film her. Jeg er vokset op med røverhistorierne, og der findes et helt vildt arkiv med gamle optagelser og billeder. Men da nogle af de gamle christianitter begyndte at dø, gik det op for mig: ’Det er fandeme nu!’ Hvis historien skulle fortælles indefra, skulle det være nu,” siger Karl Friis Forchhammer og sætter sig entusiastisk frem i stolen.

Karl Friis Forchhammers forældre boede oven på en lejlighed, hvor den alkoholiserede sortbjørn Rikke huserede.

Men hvordan fortæller man den definitive historie om et sted som Christiania, hvor historien strækker sig over mere end 50 år?

Er det en triumferende historie om slumstormere, der ikke passede ind andre steder og i stedet forsøgte at skabe noget nyt? Eller tragedien om, hvordan fri hash og idealistisk rummelighed førte til bandekrige, skyderier og voldelige opgør med kampklædte betjente?

”Det er en film, der selvfølgelig står på skuldrene af virkelig mange film om Christiania gennem tiden – fra Ove Nyholms Christiania i 1977 til Nils Vests Christiania – du har mit hjerte i 1991,” forklarer instruktøren.

”Men siden Nils’ film er der ikke blevet lavet et stort samlende historisk portræt. Der er sket enormt meget siden, og jeg er ikke en del af den skabende generation. Jeg forstår Christiania, men jeg ser det også udefra.”

”Christiania er ekstremt misforstået. For højrefløjen er det et frygteligt sted, hvor ingen betaler skat. For venstrefløjen er det et hippieparadis med guld og grønne skove. Men ingen af delene passer. Det har aldrig været et hippieprojekt, det er et anarkistisk projekt.”

Søde og besværlige mennesker
Christiania viser, hvordan projektet fra begyndelsen var et politisk og ideologisk eksperiment i anarkistisk selvforvaltning. Selv om hippieæstetikken fra starten i 1970-71 satte sit præg, har fundamentet altid været et brud med statslig autoritet og privat ejendomsret.

”Christianitterne gider ikke myter og fordomme. Herude findes der ingen enkle forklaringer – alt er nuancer, og intet er sort-hvidt. Det er hårdt og slidende, idealistisk og fuld af modsætninger. Her møder man nogle af de sødeste mennesker og nogle af de mest besværlige. Og midt i det hele: et virkelig fascinerende demokratisk projekt,” siger instruktøren.

”Jeg håber, at dem, der elsker Christiania, får et mere realistisk indblik – og at dem, der hader det, kommer til at hade det lidt mindre. Måske endda kunne lide det. Og så håber jeg bare, at folk ser en film, der er underholdende, sjov og fuld af nuancer.”

Pusher Street lukker
Fristaden er organiseret efter et konsensusdemokrati, hvor beslutninger træffes gennem samtale, indtil alle er enige. Grundtanken er, at alle kan deltage i fællesskabet og få reel indflydelse.

”Rummelighed er Christianias eksistensberettigelse. Christiania rummer mennesker og idéer, der ikke er plads til uden for fristaden. Konsensusdemokratiet er en del af det, og det er både det smukke og det svære. Nogle gange rummer man måske også noget, man ikke burde have rummet.”

I dokumentaren ses scener fra det afgørende fællesmøde i 2024, hvor det blev besluttet at lukke Pusher Street.

Konsensusprincippet er både en styrke og en udfordring. Processerne er langsomme og kan i perioder blive udnyttet.

Særligt når snakken er faldet på Pusher Street, der åbnede i 1979, da christianitterne indførte junkblokaden for at få bugt med narkosalget. Kun hash og pot måtte nu sælges på Christiania. Og det foreløbige punktum blev sat, da christianitterne lukkede den berygtede gade i 2024, fordi hashsalget var kommet ud af kontrol.

”Vi har et fællesmøde i filmen, hvor Pusher Street bliver lukket. Det er et historisk øjeblik, men det har været vigtigt for mig, at det ikke kom til at fylde hele filmen. Det, der sker lige nu, må ikke overskygge spørgsmålet om, hvad Christiania i virkeligheden handler om: rummelighed og demokrati,” understreger Karl Friis Forchhammer.

Danskerne når de er bedst
Selv om han ikke har boet der hele sit liv, er han alligevel født på Christiania og positionen som tilflytter med rødder har været skelsættende for hans adgang til staden.

”Christiania har været udsat for medier i årtier og er blevet reduceret til et binært system, hvor man enten skal være for eller imod. Mit ansvar har været at lave en film, der kan ses herinde, og som beboerne kan genkende sig selv i. Og samtidig skal filmen også fungere ude i resten af Danmark.”

Fordi han ikke er vokset op på Christiania, har han også haft sine egne fordomme som tilflytter.

”Ham, jeg troede var nice, viser sig at være en kæmpe egoist, mens røvhullet i virkeligheden er en vildt flink fyr. Det har været en konstant blanding af at få sine fordomme aflivet og bekræftet.”

”Christiania er på mange måder et billede på velfærdsstaten, da den var allermest rummelig. Et sted, hvor man valgte at give plads til mennesker og idéer, der ikke var plads til andre steder. Også selv om det var besværligt, langsomt og nogle gange naivt.”

”Det er måske ikke perfekt, men utroligt smukt. Den socialdemokratiske forsvarsminister Kjeld Olesen var i starten af 70’erne med til at gøre drømmen om Christiania mulig og satte dermed en høj barre for andre politikere. Han hjalp et ideal, som måske har trange kår i dag.”

”Jeg håber, at min film bliver et billede på det, danskerne kan, når vi er bedst. Når vi rummer ting, der er anderledes end os selv, og kan snakke sammen, selv om vi er vildt uenige.”