Dødens kreativitet

Final Destination: Bloodlines, som får fire stjerner af overtegnede, er den første film i serien siden 2003 til at få dansk biografpremiere. 

Samtidig er det 25-året for den første Final Destination-film. 

Det er en god anledning til at kigge tilbage på den succesfulde horrorfranchise, hvor mennesker forsøger at undslippe Dødens regler med varierende succes. 

Final Destination (2000)
 

Den første film i serien er instrueret af James Wong, et hovednavn i moderne horrorfilm, med Devon Sawa og Ali Larter i hovedrollerne.

Det er en af de bedste teenagegysere lavet i kølvandet på Scream-serien, med et gennemarbejdet manuskript centreret om en ny mytologi og en usædvanlig seriemorder: Døden selv!

Alt i filmen funkler af kreativt overskud, fra de mange forvarsler om, hvad Døden planlægger af fatale fælder, til personernes navne, der ekkoer filmhistoriens største horrorinstruktører såsom Dreyer og Lewton.

Meget apropos er filmens chokerende busulykke en reference til filmhistoriens første jump scare, nemlig bussen med den skrigende opbremsning i Val Lewtons Cat People.

I en cameo som ligsynsmand med mystisk viden om dødens mysterier leverer Tony Todd filmens centrale monolog, og rollebesætningen er lige så velfungerende som filmens mange varierede dødsfald.

Kvælning med en tørresnor i et glat badekar. Skolelæreren med den dryppende kop, en eksploderende computer, faldende køkkenknive og et eksploderende hus. Cafeens neonskilt, der på fatal vis bliver til flynummeret 180. Bilen, der nægter at starte, parkeret på togskinnerne, mens et tog nærmer sig.

Sidstnævnte er et godt eksempel på, at man absolut ikke kan forudse, hvad der vil ske.

Det eneste, der skuffer ved gensyn, er den indledende lufthavnsulykke på Flight 180, men kun fordi de efterfølgende film indledes med endnu mere spektakulære dødsulykker.

Final Destination 2 (2003)
 

Solidt instrueret af David R. Ellis (Snakes on a Plane) om end ud fra et halvtyndt manuskript.

Filmen er en direkte sequel, der foregår et år efter flyulykken i den første film, med Ali Larter som den eneste overlevende flypassager og Tony Todd tilbage som ligsynsmanden.

Det starter fuldstændigt overvældende, da træstammerne fra en tømmerlastbil udløser et episk harmonikasammenstød i en sekvens, man aldrig glemmer. Har man set Final Destination 2, kan man ikke passere en tømmerlastbil uden at tænke på scenen. 

Senere højdepunkter involverer lattergas, duer, en fiskeuro og en glasplade, en elevatorpassager med en kasse kunstige lemmer og en fatal airbagudløsning.

Final Destination 2 er også filmen, som lærer os ikke at smide spaghetti ud ad vinduet og dernæst stikke hånden i et afløb, lige inden der går ild i køkkenet. Husk det nu!

Final Destination 3 (2006) 

James Wong er tilbage i instruktørstolen, denne gang med Mary Elizabeth Winstead i hovedrollen.

Karaktererne er en anelse flade og, og dødsscenerne ikke helt så opfindsomme som i de to første film, men Wong kan iscenesætte, så man ikke keder sig.

Filmen starter på toppen med en rutsjebaneulykke, der ville få ethvert tivoli til at dreje nøglen om. Efterfølgende gør Døden kreativt brug af en vægtløftermaskine, en gaffeltruck, en sømpistol, en løbsk hest og et eksprestog. 

Final Destination 3 fik af ukendte årsager ikke dansk biografpremiere.

The Final Destination (2009) 

Habile David R. Ellis er her atter bag kameraet med sin anden og sidste film i serien.

Den er filmet i HD 3D med konstant brug af ting, der kyles i hovedet på tilskueren, og starter med en storslået katastrofe på en misvedligeholdt bilvæddeløbsbane.

Efterfølgende møder med skæbnen involverer sten fra en plæneklipper, en flamberet racist slæbt efter sin egen truck, og (i begge ordets betydninger) et røvhul fanget i et swimmingpoolafløb, av mine indvolde!

The Final Destination var tænkt som seriens sidste og kulminerer som metafilm i en biograf med en fiktiv 3D-film, hvor en eksplosion af søm og flammer rammer tilskuerne gennem filmlærredet – i et indkøbscenter, hvor en kvinde knuses i en rulletrappe. 

Filmen er underholdende, men ikke desto mindre seriens dårligste, med et mekanisk manuskript, flade karakterer, og syntetisk udseende computereffekter. 

Alligevel blev dette seriens største box office-hit, for 3D-bølgen boomede lige dér. Flere danske biografer nægtede dog at betale for 3D-udstyr, så i Danmark fik filmen slet ikke biografpremiere!
 

Final Destination 5 (2011)

Seriens bedste film siden originalen, instrueret af Steven Quale og udformet som en prequel til etteren.

Indspillet i velfungerende 3D med flotte visuelle effekter ud fra et godt og velspillet manuskript, hvor stort set alle personer fremstår som rigtige mennesker.

Niveauet er højt lige fra start: Sammen med toerens tømmerlastbil er femerens krakelerende hængebro seriens to visuelle højdepunkter.

Efter at have samlet kæben op fra gulvet bliver man derefter siddende i åndeløs spænding, som var det en Hitchcock-gyser, mens eksempelvis en løbsk skrue i en gymnastiksal fører til grotesk radbrækning, og en løbsk laserstråle saboterer en øjeoperation. Der er også plads til galgenhumor i forbindelse med en kinesisk massør og hendes akupunkturnåle.

Serien kommer full circle til slut, hvor vi pludselig er tilbage om bord på Flight 180 fra åbningssekvensen i etteren. 

Som et passende efterspil runder filmen af med en montage af seriens bedste dødsscener samt et tilfreds afskedsnik fra Tony Todd. Helt ubegribeligt blev filmen en kommerciel skuffelse, så heller ikke denne fik dansk biografpremiere.