Endnu en pind i journalistikkens kiste

Hvis man vil have et indtryk af, i hvilket omfang vores folkevalgte interesser sig for betalingsmediernes krise, skal man bare tjekke, hvilke spørgsmål der er på dagsordenen i de åbne samråd i Kulturudvalget.

Man kunne tro, at de folkevalgte havde løftet blikket, efter at politikerne i samråd havde kanøflet først en dokumentar om kryolit og derpå en ung debattør, Harald Toksværd.

Men nej, Kulturudvalget er blevet højrepopulismens foretrukne scene.

For eksempel mener Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne lige nu, at vi skal fortsætte med at riste DR.

”Mener ministeren, at det er rimeligt, at DR betragter køn, hudfarve, seksuel orientering eller handicap som selvstændige kvalifikationer til medvirken i DR-indslag ….”

Samtidig retter de folkevalgte for tiden kritik mod DR’s programmer for en ”åbenlyst venstreorienteret slagside” og spørger, om ”ministeren mener, at DR leverer alsidigt og upartisk indhold, der understøtter borgernes handleevne …”

Spørgsmålene vidner om, at Folketinget ingen anelse har om, hvor stor krisen er i vores medier, og hvor problemet i virkeligheden viser sig.

Journalistikken er ved at miste sit greb som det fag og den disciplin, der binder samfundet sammen. Det interesser ikke politikerne, for de får deres aviser leveret gratis og bekymrer sig ikke om, hvorvidt danskerne overhovedet bliver klædt på til at agere i demokratiet.

Da vi lovpriste internettet som stedet, hvor vi alle skulle blive klogere og udveksle vigtige oplysninger, anede vi ikke, at vi få år efter ville være vidne til, at avisernes betalingsmodel ville styrte i grus, fordi danskerne skulle online, hvor de fik gratis ”nyheder”. Som resultat faldt avisernes oplag så meget, at annoncørerne også skyndte sig på internettet.

Dér står vi nu. Med vingeskudte aviser, der rasler ned i oplag og udkommer online i en bizar forstyrret konkurrence med alt muligt andet.

Journalistik af høj kvalitet bliver i stigende grad skabt for en lille niche af danskere, mens mange lader sig fodre af larmen på sociale medier, kunstig intelligens og gennemkommunikerede nyheder, hvor afsenderen har en særlig intention.

Du behøver bare kigge ud over medielandskabet for at se, hvordan den uafhængige journalistik er i fortsat nedtur.

I dag, onsdag den 29. oktober, er sidste frist for aflevering af det sparekatalog, som ledelsesgruppen i Dansk Journalistforbund skal aflevere til hovedbestyrelsen, der skal arbejde på budgettet for 2026. Endnu et barberet budget, vel at mærke.

Fagforbundet skal spare ti millioner kroner på grund af fortsat faldende medlemstal – en manøvre, der har gentaget sig flere gange de senere år. Den dækker over en systemisk forandring, der har stor indflydelse på kvaliteten af de oplysninger, vi alle sammen modtager via medierne. Og som vi agerer efter som borgere i det, der skal være et oplyst demokrati.

Gennem de seneste cirka femten år er der sket en forskydning fra en bred og ofte lokalt stærk journalistisk dækning med ret god spredning i samfundet til deling af tvivlsomme oplysninger på sociale medier, kunstig intelligens og kommunikation, der ikke har en uafhængig og fri afsender.

Journalistik forstået som en formidlingsform, hvor journalisten med udgangspunkt i en redaktionel linje, sin egen samvittighed og nysgerrighed er i dialog med offentligheden, har tabt markant terræn.

Sociale medier har spist af vores tid. Og kommunikation, der fortæller en historie, som understøtter afsenderens interesser, er gledet ind som en naturlig del af vores informationsstrøm.

Ubalancen er voldsom, og derfor er det interessant at måle, hvordan Dansk Journalistforbund har det. Efter næsten fast medlemsfremgang frem mod 2010 har Dansk Journalistforbund de seneste femten år fået større og større problemer med rekrutteringen af nye, fuldt betalende medlemmer, ligesom antallet af unge, der ønsker at blive journalister på en af fagets tre uddannelsessteder, er i frit fald.

Journalistik fremstår i dag som et slappere og mere svækket fag, der famler efter sin identitet mellem underholdning, holdning og vidensformidling. Ikke fordi, der ikke laves god journalistik – det gør der faktisk i stigende grad, men det er for en niche. Og lokalt falder kvaliteten, fordi årsværkene på de mindre redaktioner rasler ned i antal.

Hvis man vil have syn for sagn, så se på de engang store landsdækkende dagblade. Det er kun få år siden, at Jyllands-Posten inden for få måneder skilte sig af med omkring 50 journalister. Nu står den landsdækkende avis foran endnu en sparerunde på et tocifret millionbeløb.

Situationen er begrædelig, og tallene massive. Som det fremgår af fagbladet Journalisten, var der engang 330 journalister ansat på Jyllands-Posten. I dag er der 75 nyhedsproducerende ansat.

Måske er det mest symptomatiske, at et af tidens få potentielle medieprojekter – det såkaldte Projekt Y – i høj grad skal drives af kunstig intelligens og ikke af opsøgende journalister.

”Mediebranchen er lige nu præget af konsolideringer og nedskæringer, men vi tror på, at tiden er moden til at benytte sig af den nyeste teknologi til at skabe indhold på en ny og troværdig måde. Mediet vil i høj grad blive drevet af AI og andre nye teknologier …” som det lyder i lanceringen.

Vi er på vej til at blive et samfund, hvor magtinstanser, som før kunne udfordres af journalistisk modspil, i dag fremstår indpakket i en brynje af interessevaretagelse. Som er langt stærkere end det redaktionelle modspil og kan udkomme på egne kanaler i form af sociale medier uden modspil.

I fremtiden vil en meget stor del af danskerne ikke længere primært modtage oplysninger, der er kritisk gransket. Jeg siger ikke, at journalistik altid er garanti for oplysninger af høj kvalitet, men der ligger i faget en transparens, som gør disciplinen demokratisk. Journalisten skriver under på oplysningerne med sit navn. Vedkommende skal leve op til de etiske spilleregler og medieansvarsloven.

Journalistik har indgået en kontrakt med samfundet. Det er derfor, der findes mediestøtte. Og selv om journalistik og journalister ofte udsættes for hån, er journalistik i sin substans et af de mest kvalitetssikrede og kvalitetsovervågede fag, vi har.

Du kan altid finde afsenderen og forlange en forklaring. Det kan du ikke med kunstig intelligens eller kommunikation, der måske bare har kommunen eller en myndighed som afsender. Og på sociale medier har du absolut ingen garanti for, at den profil, der ytrer sig, rent faktisk findes.

Der er al mulig grund til at tro, at vi lever i en periode, hvor kommende generationer reelt er intellektuelt mindre kompetente end den forrige generation. Når algoritmer, interessevaretagelse og kunstig intelligens rykker frem, er der netop brug for, at journalistikken kan bevare sit tag i danskerne.

Dét burde de tale om på samrådene i Kulturudvalget og droppe selviscenesættelsen og den arrangerede forargelse. Det er nok at blive forarget over, som samtidig også er rigtigt vigtigt.