Debat: Etik og kvalitet hænger sammen

Ti procent af TV 2’s programmer genererer alene 80 procent af trafikken på TV 2 Play.

Det fortalte programdirektør Dorthe Thirstrup, da vi delte scene på TV 2’s arrangement Dokumentarens Dag. Hun varslede dermed en ny strategi: færre, dyrere dokumentarfilm med maksimal gennemslagskraft.

Det burde måske ikke overraske. Pareto-princippet – 80/20-reglen – hvor 80 procent af en effekt skyldes tyve procent af et givent input – har længe været styrende for algoritmer og beslutningsmodeller på platforme som Netflix og Spotify.

Når Pareto-logikken for alvor rammer public service og dokumentarfeltet, rammer den hårdt. For når 90 procent af produktionerne reelt er mindre vigtige, opstår der et voksende pres på dem, der står tilbage.

Det skaber arbejdsløshed og et endnu større etisk pres på vores produktioner.

Det er oplagt, at der vil være mindre risikovillighed, mindre talentudvikling, og at små selskaber vil få det væsentligt sværere – ofte skaber de mindre producenter de mest originale projekter, og de står også for meget af talentudviklingen.

Dorthe Thirstrup medgav faktisk at det ville gå ud over talentudviklingen. Desuden var hun særligt interesseret i at høre om konsekvenserne for den journalistiske etik efter en række omdiskuterede dokumentarer som Den sorte svane og Grønlands hvide guld.

Men den etiske udfordring stopper ikke her. For hvad sker der med etikken over for medvirkende og ansatte, når risikoen koncentreres på færre hænder, og alle TV2-dokumentarer helst skal være ”den næste must-see fortælling”?

Tavshedskultur
Jeg vil tale for, at medvirkende-etik, arbejdsforhold og kvalitet hænger uløseligt sammen.

Øget konkurrence og arbejdsløshed fører til et klima, hvor filmarbejdere føler sig pressede til at sige ja til kompromiser, som de egentlig ved er problematiske. Det gælder både arbejdsforhold og indhold.

Der er allerede i dag en tavshedskultur, hvor medarbejdere ikke tør sige fra af angst for ikke at få det næste job – og det går ud over etik og faglighed.

De tv-arbejdere, jeg har som klienter i min psykologiske praksis, beretter om et produktionsmiljø, hvor der laves Excel-fortællinger, hvor medvirkende ses som midler i dramaturgien frem for partnere i fortællingen, og hvor man er bagud fra start. Der er meget lidt tid til at lave tillidsopbyggende arbejde med de medvirkende, så samtykket forceres.

Man filmer effektivt uden meget plads til at åbne sig over for, hvad virkeligheden viser. Ofte er det heller ikke den tilrettelægger, der laver aftalerne med de medvirkende, som har beslutningskraften i klipperummet, hvor postproducere overtager.

Det er et problem, for hvordan skal den medvirkende kunne stole på en tilrettelægger, der ikke har det endelige mandat?

Endelig er freelance-tilrettelæggerne sjældent ansat, når udsendelserne sendes og der bliver ikke brugt tid på efterværn til de medvirkende.

Som det er i dag, har de medvirkende sjældent mulighed for at revurdere deres samtykke, for vi ser på samtykke som et juridisk papir og ikke som en relation, der kan ændre sig. Det er et etisk problem.

Vi har – ligesom i resten af samfundet – behov for et samtykke, der anerkender, at relationer og vilkår ændrer sig. At et nej også kan komme sent, og at det skal respekteres. Men i et marked med stramme budgetter og store forventninger bliver det sværere at tillade den fleksibilitet.

Alt det håber jeg, at tilførslen af flere midler til de enkelte projekter vil ændre på.

Muligt og nødvendigt
Efter de seneste dokumentarkontroverser er der behov for mere faktakontrol. Men ønsker vi bedre og mere etiske produktioner, har vi også brug for mere tillid til de filmfagligt ansatte, der står tættest på den virkelighed, der dokumenteres.

Ofte underkendes selv de dygtigste fortællere i klipperummet ud fra tv-stationernes angst for seerne. Det hæmmer kreativitet og øger udbrændtheden.

Jeg har tidligere været redaktør på dokumentarprogrammet The New York Times: Op-Docs, hvor der arbejdes med nogle af verdens mest stringente faktatjek-protokoller. Det er muligt – og nødvendigt – at skabe både følelsesmæssigt engagerende og faktuelt præcise film. Men det kræver tid, tillid og en redaktionel kultur, der anerkender kompleksitet.

Mange filmarbejdere – især unge freelancere – oplever, at etiske dilemmaer placeres hos dem, mens de strukturelle beslutninger tages ovenfra. Når man samtidig er afhængig af sit næste job, bliver det risikabelt at sige fra. Det skaber tavshedskultur, moralsk udmattelse – og i sidste ende ringere kreativitet.

En kollega formulerede det sådan her: ”Vi bliver bedt om at være modige, men det må ikke tage tid. Vi bliver bedt om at være originale, men må helst ikke afvige fra formen.”

Hvad skal overleve?
Derfor har jeg – ligesom produceren Rebecca Day i England – valgt at arbejde med psykologisk støtte til både filmarbejdere og medvirkende. Vores branche har brug for et system, der passer på folk – ikke kun på formater.

Så hvad gør vi – og hvilke muligheder giver det, når flere penge samles i færre produktioner? Vi bør ikke kun fokusere på publikumsoplevelsen. Tager vi ikke etikken over for skaberne og de medvirkende med i kvalitetsløftet, vil vi opleve problemer.

Hvis kun ti procent får lov at overleve, må vi være meget skarpe på, hvilke værdier det er, der får lov at leve videre.

Jeg foreslår, at vi som branche – i dialog med broadcastere – overvejer:

1. Etisk risikovurdering som standard sammen med indførelsen af etiske protokoller tilpasset det enkelte projekt. Heri vurderes både medvirkendes og filmholdets potentielle udsathed – og der tages højde for psykologiske konsekvenser allerede i planlægningsfasen. Protokollen bør inkludere klare principper for samtykke, sårbarhed, opfølgning og redaktionelle grænser.

2. Revision af medvirkende-aftaler, så de anerkender retten til at trække sig, få adgang til støtte og give differentieret samtykke (f.eks. særskilt til PR eller festivalvisninger). Det bør være tydeligt, hvad man siger ja til – og hvad man kan fortryde. ITVS, BFI og Film in Mind har modeller for dette.

3. Styrkelse af efterværn og opfølgning både for medvirkende og filmarbejdere. Det kan være i form af planlagte samtaler, adgang til rådgivning eller en kontaktperson efter produktionens afslutning.

4. Opgør med tavshedskultur, der underminerer etik og faglighed.

5. Bedre faktatjek, men også mere tillid til fagligheden hos dem, der faktisk er tæt på virkeligheden.

6. Inddragelse af kollegial sparring gennem filmpsykologisk supervisor eller terapeut med dokumentarerfaring, særligt i projekter med følelsesmæssigt belastende materiale og sårbare medvirkende.