Grarup i krydsild: Fem påstande – fem svar

I halvanden måned efter premieren på podcasten Bedraget – løgnens anatomi forholdt dens hovedperson, krigsfotografen Jan Grarup, sig ganske stille.

Men efter den blev landets mest populære podcast og er blevet rost og debatteret vidt og bredt, stiller han i ugens afsnit af B.T.-podcasten Q&CO op til et stort interview, hvor han går kraftigt til modangreb.

Bedraget – løgnens anatomi er skabt af Jørn Stjerneklar og Helle Maj fra Mayday Press og tegner et detaljeret portræt af Jan Grarup som en mand med en kraftig tendens til at lyve i både sit professionelle virke og privatliv.

Flere af anklagerne har allerede været fremme i 2023, hvor 24syv afslørede usandheder om hans dækning af Ukraine-krigen og folkemordet i Rwanda i 1994. Grarup har allerede indrømmet flere af disse usandheder som ”fejl” og kalder i Q&CO den nye podcast for ”gammel vin på nye flasker”, selv om han insisterer på, at han ikke selv har hørt podcasten.

Han beskylder Stjerneklar og Maj for at føre ”en meget personlig vendetta” – et karaktermord gennem en podcast, der ifølge ham er fyldt med ”perfide løgnehistorier” og har påført ham en ”de facto dødsdom” som pressefotograf i Danmark.

I slutningen af podcasten truer han med, at det vil få et retsligt efterspil. Det samme gjorde han i 2020 i forbindelse Ekkos dækning af dokumentarfilmen Krigsfotografen, der bruger optagelser fra en bisættelse, uden at hans afdøde ekskone Zashas familie har givet samtykke.

Dengang var han rasende over sin tidligere svigerindes udtalelser i Ekko om, at Krigsfotografen udnytter Zashas sygdom og børnenes sorg til ”at tegne et billede af Jan Grarup, så han kan sælge flere foredrag, bøger og billeder”. Søgsmålet, han varslede, blev dog aldrig til noget.

”Det er dybt, dybt krænkende,” siger Jan Grarup i Q&CO om, at hans økonomiske konflikt med ekskonen bliver bragt op i Jørn Stjerneklar og Helle Majs podcast. Han kritiserer desuden, at han ikke fik mulighed for at høre podcasten inden udgivelsen, selv om det var ham, der afbrød Stjerneklars opkald med ordene: ”Jeg har ikke noget at sige til jer!”

Alt det hører under det etiske og kan selvfølgelig diskuteres. Men hvad er det egentlig, Jan Grarup kalder ”perfide løgnehistorier”? Hvilke ”løgne” peger han på?

Vi har nærlyttet den timelange samtale med Qvortrup og kun fundet fem steder, hvor Grarup går i rette med konkrete fakta i Bedraget – løgnens anatomi. Her samler vi hans påstande og lader Stjerneklar og Maj svare på dem – noget Stjerneklar ikke fik mulighed for i Qvortrups opfølgende interview med ham.

1) Tre, ni eller 25 rejser?

Jan Grarup har tidligere påstået, at han har været i Rwanda otte-ni gange og i en anden sammenhæng, at han har været der ”næsten hvert år” siden 1994 – altså tæt på 25 gange.

Han har også sagt, at han i årevis forsøgte at finde den pige, som han fotograferede med et machetehug i hovedet i 1994. Han skal have hængt billeder op i landsbyer og optrådt på rwandesisk tv, og på et tidspunkt var han efter eget udsagn tæt på at finde hende.

Jørn Stjerneklar og Helle Maj mener ikke, at der dokumentation for flere rejser til Rwanda end i 1994, 1997 og 2019. De ser heller ingen dokumentation for, at han har forsøgt at lede efter den rwandiske pige.

I Q&CO holder Grarup fast i historien og tilføjer, at han i 2019 afleverede billedet af pigen til Rwandas informationsministerium og kørte rundt til landsbyer, hvor han hang billedet op.

Han påstår at have pas med flere indrejsestempler fra Rwanda og forklarer, at han i 1994 rejste frem og tilbage mellem Rwanda og nabolandet Den Demokratiske Republik Congo (dengang Zaire). Senere var han på besøg i landet med Røde Kors for at besøge fængsler.

Henrik Qvortrup spørger ikke Jan Grarup, præcis hvor mange gange, han har besøgt Rwanda, hvornår turen med Røde Kors fandt sted, eller om han er kommet tættere på at finde pigen fra billedet.

Stjerneklar & Maj svarer:

Efter folkedrabet og sit ophold i Rwanda den 20-21. maj er Jan Grarup sammen med journalist Niels Westberg kortvarigt tilbage en times tid i slutningen af juni 1994. Vi har en regel om, at man skal have overnattet i landet for at kalde det et besøg, men lad os for argumentets skyld sige, at han har været i Rwanda tre gange siden folkedrabet (turen med Røde Kors er besøget i 1997, som vi nævner i podcasten).

Men hvis Grarup virkelig har været i landet så mange gange, som han hævder, hvorfor fremlægger han så ikke dokumentation i form af passtempler?

Både i vores egen rapport og i Politikens gennemgang fra 2023 blev de her forhold lagt frem. Dengang sagde Grarup til Politiken, at han havde flere billeder fra Rwanda, der kunne dokumentere hans mange besøg. Men han vendte aldrig tilbage med materialet. Og selv nu, hvor presset er størst, fremlægger han hverken fotos eller anden form for dokumentation.

Men hensyn til den lille pige har vi talt med fixeren Adeline Umutoni, som var Grarups tolk og med på hele turen i 2019. Hun afviser, at Grarup har hængt billeder op af den lille pige. Det er noget, han opdigter i sit essay i Politiken i 2019 for at gøre beretningen mere interessant.

 
2) Macheter i underlivet

I 2019 fortalte Jan Grarup ved flere lejligheder om Claudette Mukamazi, der var tretten år gammel under folkemordet i Rwanda, hvor hun blev udsat for voldtægt af flere mænd på en gang.

Grarup traf hende i 2019 og hævdede senere, at de også havde mødt hende tidligere. I hans beretning varierer antallet af gerningsmænd – tolv, tyve, tredive eller fyrre – der ifølge ham voldtog hende og stak macheter op i hendes underliv.

I Mayday Press’ podcast afviser en læge, at en kvinde kan overleve det – og føde fire børn senere. Grarups fixer Adeline Umutoni fortæller, at Claudette har selv fortalt historien i andre medier, hvor der var syv voldtægtsmænd, som ikke stak macheter op i hendes underliv.

I Q&CO bliver Jan Grarup spurgt til, hvorfor han har talt om tyve voldtægtsmænd, der brugte macheter. ”Det var det, hun sagde,” svarer han med reference til Claudette.

Ifølge Grarup fortalte hun, at tyve mænd brugte macheter til at voldtage hende, men samtalen foregik via tolk, så hun kan have ment pinde eller knive i stedet for macheter. Grarup overvejer i dag at tage tilbage og tale med hende igen for at få detaljerne på plads og indrømmer, at han ikke spurgte ind til detaljerne dengang, hvilket han bør blive bedre til at gøre.

Henrik Qvortrup spørger ikke til de andre fakta om mødet med Claudette, som fixeren har bestridt. Eksempelvis at Grarup tilbragte tre dage med hende, og at de lavede mad til hinanden. Han spørger heller ikke, hvordan antallet af voldtægtsmand i hans genfortælling er steget til langt over de tyve mænd.

Stjerneklar & Maj svarer:

Over for Qvortrup indrømmer Grarup, at det nok var pinde og ikke macheter, Claudette blev voldtaget med. Meget belejligt reducerer han sin løgn til en misforståelse, som han tilskriver fixerens oversættelse. Men Adeline taler glimrende engelsk og har til os forklaret, at Claudette over for Grarup netop talte om voldtægt med pinde og grene – ikke macheter.

Claudettes historie er tidligere blevet fortalt i adskillige medier, og det er denne version, Grarup griber fat i, da han kortvarigt vender tilbage til Rwanda i 2019. Han nævner ikke, at der er tale om en velkendt historie, og han forstærker både Claudettes og Adelines beretning i sit essay i Politiken. Derfor har de krævet at blive fjernet fra teksten – et krav, Politiken har været nødt til at efterkomme.

3) Plagierer billeder

Bedrag – løgnens anatomi påstår, at Jan Grarup flere gange har begået plagiat med sine fotografier ved at kopiere tidligere eksisterende motiver og sælge dem som originale fotos.

Et eksempel er billedet af en pakistansk frisør, der efter jordskælvet i 2005 åbner sin forretning, hvilket skal have fundet sted for øjnene af Jan Grarup. Et andet er billedet af en ung mand, der i Somalia bærer rundt på en stor haj.

Den pakistanske frisør blev også fotograferet i aktion af to andre fotografer over en uge før Grarup, og et lignende billede af en somalisk mand med en haj i Somalia fra 2011 er også taget før Grarups.

”Det er fuldstændigt hen i vejret,” siger Grarup i Q&CO og forklarer, at han spontant faldt over både frisøren og manden med hajen uden at have set de andre billeder.

”Alle professionelle fotografer ville have taget de billeder,” siger Grarup og forklarer, at originaliteten består i, hvordan fotoet er taget. Han nægter også, at billederne skulle være iscenesatte for at efterligne de tidligere fotografier.

Stjerneklar & Maj svarer:

Det er rigtigt, at enhver fotograf ville tage et billede som det af den pakistanske frisør – og at fotografer ofte låner af hinanden.

Problemet er, at Grarup i sine foredrag fortæller, hvordan han tilfældigt ser frisøren genfinde sin stol og sine redskaber, sætte en bænk op og begynde at klippe. Han hævder altså, at scenen udspiller sig foran hans egne øjne. Men det er en løgn: To andre fotografer tog nemlig næsten identiske billeder af frisøren flere uger før Grarup.

Hajbilledet fra Mogadishu i Somalia er endnu mere kompromitterende. Her er der uden tvivl tale om et plagiat, fordi Grarup laver en nøjagtig kopi af et foto, der året før havde vundet World Press Photo – taget af en somalisk fotograf. Grarups billede fra 2012 er optaget med samme vinkel, samme brændvidde og samme baggrund. En 1:1-kopi.

4) Krigsfotograf for New York Times

I 2011 kunne Jan Grarup fortælle, blandt andet i en artikel i Politiken, at han var blevet kontraktansat af verdens førende avis The New York Times, for hvem han skulle tage billeder fra verdens brændpunkter.

I 2023 måtte Politiken tilføje en rettelse til artiklen, fordi ansættelsen ikke kan dokumenteres. The New York Times fortæller Stjerneklar og Maj, at Grarup kun blev hyret af avisen på freelancebasis og ikke som krigsfotograf, men til at tage billeder af Københavnske cykelstier, Grimhøjmoskeen, Roskilde Festival og lignende udramatiske motiver.

I Q&CO afviser Jan Grarup blankt den påstand. Han siger, at han har en kopi af kontrakten, som han kan fremvise. Den skal være underskrevet sammen med avisens fotochef, som Grarup ikke husker navnet på, men som blev fyret på grund af en MeToo-sag.

Avisen skal ifølge Grarup have sendt ham til Egypten for at kunne fortsætte ind i Libyen og dække konflikten i landet, da den var på dets højeste. Men det lykkedes aldrig at komme ind.

Grarup forklarer, at man som fotograf laver det arbejde, man bliver hyret til, og det er ikke altid, det lykkes. Det fremgår ikke af Q&CO, om Jan Grarup rent faktisk har fremvist sin kontakt med The New York Times til Qvortrup.

Stjerneklar & Maj svarer:

Vi fik i 2023 kontakt til New York Times’ HR-chef, som sendte os videre til Nicole Taylor, der svarede: ”Som én freelancer blandt hundreder, der har arbejdet for New York Times, bidrog hr. Grarup med et mindre antal fotografier til vores nyhedsreportage for omkring ti år siden, og hans arbejde har ikke optrådt i vores publikationer siden 2014.”

Grarup hævdede i 2023, at han nu arbejdede for The Washington Post, men heller ikke det har vi kunnet få bekræftet. Hvis Grarup har kontrakter, der dokumenterer disse ansættelser, hvorfor lægger han dem så ikke frem?

5) Forhandlede for Daniel Rye

Efter en tid som Jan Grarups assistent blev fotografen Daniel Rye i 2013 taget til fange i Syrien af ISIS, inden han blev befriet tretten måneder senere. I den forbindelse sagde Jan Grarup til TV 2, at han havde deltaget i forhandlingerne.

I Bedrag – løgnens anatomi siger Daniel Rye, at Grarup slet ikke deltog i forhandlingerne. Ifølge Ryes familie nægtede Grarup endda at skrive et brev om sin forbindelse til Rye, som forhandleren Jens Serup ville sende til gidseltagerne som bevis på, at Rye var pressefotograf og ikke spion.

”Det er faktuelt forkert,” siger Jan Grarup til Henrik Qvortrup. Han påstår stadig, at han var en del af forhandlingen i starten, selv om Jens Serup fortjener æren for, at Rye blev frigivet.

Han påstår at have dokumentation, men vil ikke fremvise den, da forhandlingsarbejdet er underlagt stor fortrolighed. Ifølge Grarup skrev han brevet om sin forbindelse til Rye, fik det oversat, underskrev det og sendte det videre.

”Hvad Daniel ved eller ikke ved om det brev, er jeg ikke klar over,” tilføjer han og understreger, at han ikke vil have et offentligt slagsmål med Daniel Rye, som han kun har godt at sige om.

Stjerneklar & Maj svarer: 

Det er belejligt for Grarup at gemme sig bag, at den slags forhandlinger er fortrolige. Det gør det svært at bevise noget, medmindre man ringer til Jens Serup, men han kan sandsynligvis heller ikke udtale sig.

Det, der står tilbage, er: Hvem har du mest tillid til – Daniel Rye og hans mor, som var tæt på forhandlingerne og gjorde alt for at få deres søn hjem, eller Jan Grarup?

Hvis vi giver Grarup fordelen af tvivlen – nemlig at hverken Daniels mor eller øvrig familie kender til hans involvering i forhandlingerne – hvorfor tager han så ikke brevet med til Qvortrup og lader ham bekræfte det, uden at afsløre detaljerne i indholdet?