Den vildeste technohypnotiske ørkenprøvelse

Det første, jeg bemærker ved Oliver Laxe, er hans udseende: Manden kunne have været fotomodel. 

Det andet er hans professionalisme, når han snottet møder Cannes-pressen morgenen efter verdenspremieren på Sirât. Det tredje er, at han er mere optaget af den spirituelle end den materielle verden. 

”Jeg er forkølet,” siger han undskyldende, før han hoster og giver hånd hele bordet rundt. 

Den 43-årige spanier er på jagt efter transcendens. I kunst, film og religion. Har man endnu ikke set hans fjerde film, Sirât, er det svært at beskrive, hvor radikalt han går til værks. 

Det er en lige dele solsveden overlevelses-thriller og techno-messende meditation over verdens undergang. En fysisk og samtidig metafysisk rejse, som han selv udtrykker det. 

Vor tid minder om 70’erne
Historien handler om en alenefar, Luis, der med sin søn i campervan følger Mad Max-værdige rave-nomader gennem Marokkos ørken på jagt efter hans forsvundne datter Mar. 

Da militæret lukker ned for det pulserende rave i ørkenen, der indleder filmen, vælger Luis at følge efter en gruppe ravere på vej mod den næste fest. Her håber han at finde datteren, hvis navn på spansk betyder ”hav”. 

Hendes historie toner dog ud, jo længere Luis og sønnen Esteban følger technonomaderne ud i ørkenen.

For efterhånden som de bevæger sig sydpå, mod Mauretanien og konfliktzonen med Vestsahara, påtvinger landskabet dets egne love. 

Brusende floder skal krydses og stejle bjergpas med lodrette skrænter forceres, og Luis er i sin lille campervan helt anderledes udsat end raverne i deres store, gamle lastbiler. Vand, mad og chokolade bliver kollektiviseret, benzin forhandles med nomader per dunk. Og prisen er steget efter radiomeldinger om diplomatisk kollaps og europæisk landkrig på flere fronter. 

Er det Tredje Verdenskrig, eller er den for længst brudt ud?

Filmen rammer tidsånden på kornet. 

”Jeg sammenligner ofte vores tid med 1970’erne: samme polarisering, samme søgen efter spiritualitet, samme vold. Og samme slags filmkunst, der holder trit med samfundets frygt, drømme og længsler,” siger Oliver Laxe. 

For ham er det vigtigste, at hans kunst gør indtryk og holder et spejl op for publikum. 

”Hellere det end blot at blive ’forstået’. Forstår du Easy Rider eller Two-Lane Blacktop eller Dommedag nu?” spørger han retorisk. 

”Jeg ved ikke rigtigt, hvad de film siger, men de er tæt forbundet til deres samtid. Og det er netop, hvad man kan ønske sig som filmskaber. Om det er lykkedes med Sirat, må tiden vise.” 

Selvironisk nykolonialisme
Sîrat er den foreløbige kulmination på Oliver Laxes kunstneriske projekt. Den samler de tråde om outsidere, valgfællesskaber, kolonialisme og religiøs søgen, der har simret i hans tre første film. 

Outsiderrollen er han født ind i som søn af galiciske arbejdere i Paris. Senere studerede han film i Barcelona, før han fulgte sin nysgerrighed sydpå til Marokko, hvor han instruerede sin prisbelønnede debutfilm You All Are Captains. 

Her spiller han en spansk instruktør i Algiers, der hverver marokkanske børn til et projekt, han ikke nedlader sig til at forklare for dem. Til slut undslipper børnene og griber selv til kameraerne i farvemættede sekvenser, der står i skarp kontrast til ”Olivers” sort-hvide kunstprojekt. 

Fem år senere gentog han dobbeltrollen i Ben Rivers’ metafilm The Sky Trembles and the Earth is Afraid and the Two Eyes Are Not Brothers, der også blev realiseret som en videokunstudstilling. 

Filmen blev indspillet i pauser mellem optagelserne på Oliver Laxes film nummer to, Mimosas. En ”religiøs western”, der vidner om, hvor langt Oliver Laxe havde flyttet sig fra den rolle som nykolonialistisk kunstner på jagt efter selvrealisering, han hidtil havde parodieret. 

Den snævre vej
I Mimosas må en kujon med møje og modvilje fragte en død sheik gennem et snedækket pas i Atlasbjergene, mens handlingen flakker usikkert mellem nutid og koranlignelsernes fortid.

Som i Sirât fører den fysiske rejse til spirituel dannelse med Marokkos klippelandskaber som dramatisk bagtæppe. Rejsen udvikler sig til en moralsk prøvelse, hvor selviskhed udfordres af gudfrygtig næstekærlighed, mens bjergene står tyst til vidne.

De to idéer blev undfanget samtidig, da Oliver Laxe sammen med manuskriptforfatter Santiago Fillol brainstormede idéer til en opfølger. Og de afspejler begge instruktørens forsøg på at mindske den kulturkløft, han mødte som indvandrer i Marokko.

Da Oliver Laxe flyttede til landet, lærte han arabisk og fordybede han sig i sufismen, den mest spirituelle gren af Islam. Begge film tematiserer trosretningens bud om at rense sig for verdslige bekymringer. For at opnå transcendens må hovedpersonerne i begge film miste alt, før de kan begive sig i en ny retning.

Titlen Sirât refererer til den snævre vej mod paradis, der ifølge introteksten er tynd som en hårsbredde og skarp som et sværd. Den retskafne, oplyste vej gennem livet – et begreb kendt fra både kristendom, buddhisme og islam.

”’Sirât’ betyder det samme som ’tao’: vejen. Hvis man studerer mange af de her religioner, er essensen den samme,” forklarer Oliver Laxe. 

En pyroman vender hjem
Man kan sige noget tilsvarende om instruktørens tredje film, Fire Will Come fra 2019, om en pyromans hjemkomst til sin knastørre, galiciske fødeby.

På overfladen er der langt fra Oliver Laxes marokkanske film, men går man et spadestik dybere, er filmen optaget af de samme spørgsmål om at falde til og finde mening med tilværelsen.

Det er et på overfladen fåmælt, socialrealistisk drama, hvor den sky Amador hjælper sin mor og langsomt leder efter en plads – og måske endda en kæreste – i et isoleret provinsmiljø. Men igen er det, som om landskabet sætter sine egne betingelser. Der er lange optagelser af indelukkede bjergsamfund og buldrende helvedesbilleder af altfortærende skovbrande.

Filmen er optaget i landsbyen Vilela, hvor instruktørens bedsteforældre boede, og som han selv flyttede til nogle år før optagelserne. Outsiderens angst for at blive ekskluderet løber gennem filmen, hvis fremmedgjorte grundtone matcher dens fatalistiske titel.

Det er ikke tilfældigt, forklarer Oliver Laxe.

”Min inspiration er mit liv. En filmskaber udtrykker sit eget syn på livet i sine film, og hvad der end sker på denne vej, på sirât, dét må jeg konfrontere.”

I pagt med ar
For Oliver Laxe betød pandemien, at han koncentrerede sig om det nære. Da han flyttede til Vilela, stiftede han organisationen Asociación Ser – ”Organisation ’At være’” – der arbejder for miljøbeskyttelse i lokalområdet og arrangerer studieophold for filmskabere.

Samtidig indledte han et forhold til Nadia Acimi, der havde designet kostumer til hans film siden Mimosas. Da idéen til Sîrat begyndte at tage form, var det hende, der rejste rundt til europæiske technofester for at caste autentiske ravere til filmen.

Kort før optagelserne gik de to fra hinanden, og da Oliver Laxe selv vendte tilbage til technoverdenen, oplevede han dens kollektivkultur som et helende fællesskab.

”Raverne tilbød mig en måde at forbinde mig med mine egne sår og ar. Og jeg erkendte sidst i processen, at jeg er punker!”

”Det var som at have et spejlkabinet. Ens kreative proces kan virkelig være en rejse mod selverkendelse. Med sin måde at være i verden på tiltrækker man de ting, man leder efter.”

”Raverne er forbundet med oprindelige mennesker. Der er en slags neo-tribalisme over dem, som jeg også selv forbinder mig med,” forklarer Oliver Laxe.

Ekstatisk rus
I Sirât udgør raverne – der er hentet fra miljøet – en tilvalgt familie, som jagter den næste forløsning i musikkens ekstase.

”De leder efter en radikal sammenhæng. Det er, som om de venter på dommedag – på det store reset,” siger Oliver Laxe beundrende.

Den tanke følges til dørs i filmens afpillede og eksplosive tredje akt, hvor gruppen tyr til psykedeliske stoffer og hengiver sig til dansens øjeblikkelighed.

Begge er strategier til at komme i kontakt med sig selv, som Oliver Laxe har udforsket gennem gestaltpsykologi. Han forfølger det også i videokunstudstillingen Dance as If No One Were Watching You, der sidste år åbnede på Reina Sofía-museet i Madrid, og som bruger optagelser fra Sîrat.

”Poesi handler om at følge sproget til grænsen, indtil man når en slags ekstatisk rus. Et filmpublikum er også glade for den slags vertikale oplevelser, hvor kaos overtager rationalitet, og vi kan mærke vores egen essens.”

”Det handler om at jagte materialiseringen. På samme måde som musikken går fra melodien til beatet til noderne, bliver fortællingen mere enkel og landskabet mere rent. Indtil det eksploderer.”

Krigerisk beat
De hypnotiske toner i begge projekter leveres af franskmanden David Letellier, der under navnet Kangding Ray er et hovednavn på den europæiske technoscene.

Technomusikkens gentagelser og variationer får nærmest en religiøs karakter, basrytmerne sætter et oscillerende tempo – skridt for skridt og beat for beat, højre-venstre, fremad på livets uomgængelige vej.

”Det er vigtigt at skabe et lydlandskab, hvor man kan se musikken og lytte til billedet. Hvor filmens støvkorn er som forstyrrelserne i den elektroniske lyd,” forklarer Oliver Laxe.

”Vi begynder med det her krigeriske beat, som starter dybt nede, et såret lag af dyb techno, og senere har vi en mere æterisk lyd. Hensigten er at genskabe universets allerførste toner.”

Instruktøren taler om sin film i abstrakte termer. Som et værk, hvor intentionen er lige så afgørende som udførelsen, og hvor det vigtigste succeskriterie er, at publikum går fra biografen med noget at tænke over.

Han leder efter ordene, da han skal beskrive filmens chokerende slutning, hvor en prøvelse i ørkenen sætter filmens temaer på spidsen.

”Til slut får arpeggionerne det til at lyde, som om de er engle. Som om himlen beskytter dem.”

Film skal transcendere
Man kunne lave en religiøs tolkning af Sirât – en morale om at give slip på denne verdens bekymringer for at opnå sjælefred – men filmen kan ikke reducere til et enkelt budskab. Det ville være at misse pointen, mener instruktøren. 

”Man er nødt til at tolke kunsten på dens egne præmisser. Den er nødt til at transcendere kunstneren. Film er nødt til at transcendere. Min styrke som kunstner er, at jeg fører mine intentioner rigtigt langt og på en enormt præcis måde,” mener Oliver Laxe. 

”Filmens billeder er en proces for tilskueren. De vil tvinge dig til at vende blikket indad. Og når vi vender blikket indad, er det, vi ser, nogle gange tungt at fordøje.” 

”Jeg fortæller i billeder, men jeg er ikke en superdygtig fortæller. Jeg tror, vi er nødt til at stole på de forbindelser, betydninger og følelser, som ægte billeder kan skabe.” 

”Vi kan se en film, vi ikke bryder os om, men seks måneder senere kan der alligevel dukke et billede op på nethinden, som ryster én indeni.”