Fra apartheid til eksil

”Jeg har det, som om jeg står foran en henrettelsespeloton!” siger Raoul Peck med et grin, da han i Cannes sætter sig til rette foran en journalistskare med diktafonerne fremme.

Vi befinder os ikke på dette års festival, hvor den 71-årige instruktør tager George Orwell under kærlig behandling, men den i 2024, hvor han deltog med dokumentaren Ernest Cole: Lost & Found, som i øjeblikket går i danske biografer.

Filmen er et afslørende portræt af den sydafrikanske fotograf og den høje pris, han måtte betale for at modsætte sig apartheidregimet.

I 1960’erne gik hans fotobog House of Bondage verden rundt, og Coles fotografier var med til at lægge internationalt pres på det racistisk opdelte samfund. Hans fotografier tegner sig for størstedelen af Ernest Cole: Lost & Found, der får fem stjerner af Ekkos anmelder.

Det er sort-hvide vidnesbyrd om en opdelt hverdag, hvor hvide holder sorte fra livet, mens de nidkært overvåger dem, eksproprierer og afstraffer dem. Både i Sydafrika og i de amerikanske sydstater, hvor Ernest Cole blev sendt på bestillingsarbejde, da han som regimekritiker måtte flygte til Vesten. 

Kunstnere i eksil
Raoul Peck kender også til at bo i eksil. Han er haitianer af fødsel og verdensborger af nød.

Under militærdiktaturet ledet af François ”Doc” Duvalier rejste instruktørens familie til Congo, hvor han voksede op. Siden arbejdede han i USA og Paris, før han blev uddannet på filmakademiet i Vestberlin og snart en anerkendt instruktør og Guldpalmekandidat.

Midt i 1990’erne vendte han endda hjem for at arbejde et år som Haitis kulturminister. Og i 2017 blev han Oscar-nomineret for dokumentaren I Am Not Your Negro, om den sorte amerikanske forfatter James Baldwin.

Som vi ser i dokumentaren, klarer Ernest Cole klarer sit eksil dårligere. Hans succes vinder ham anerkendelse, men han færdiggør aldrig sit næste fotoprojekt. Op gennem 70’erne glider han ud af kunstverdenen, og i 80’erne bliver han hjemløs, indtil han dør af kræft et par dage før Nelson Mandelas frigivelse.

”Parallellerne mellem vores liv gav mig en bedre forståelse for, hvorfor hans liv gik ned ad bakke i USA. Jeg ved, hvordan det er hver dag at ringe hjem for at spørge, hvad der skete med den eller den person. Ofte fik man svaret, at de var forsvundet. Hele familier kunne forsvinde på én dag,” siger Raoul Peck og knipser med fingrene. ”Det er noget, man lever med hver dag.”

”Jeg oplevede det gennem venner i Congo, i Haiti, i USA, hvor der også skete voldsomme ting. Lokale forstår ikke, at man kommer fra et andet univers. Forestil dig lige Ernest Cole i New York, hvor han hører over telefonen, at den sydafrikanske aktivist Steve Biko er død. Eller at 60 studerende er blevet dræbt af politiet. Den slags går lige i mellemgulvet. Det er ikke noget, man forstår intellektuelt, man oplever det.”

”Samtidig ville han være en fotograf og kunstner – ikke en sort fotograf og kunstner. Han ville ikke puttes i én kasse som en fotograf, der kun skildrer social elendighed. Men han stødte panden mod den mur som 26-årig.”

Nye udstillinger
Det var efter succesen med I Am Not Your Negro at Raoul Peck blev kontaktet af Ernest Coles familie for at lave en film om fotografens liv.

En enorm samling af hans fotografier var blevet fundet i en bankboks i Stockholm, efter at Cole selv havde mistet ejerskabet over dem. Et mysterium, som filmen introducerer uden rigtig at forklare.

”Jeg ved, hvad der skete,” siger Raoul Peck. ”Men jeg besluttede at fokusere på Ernest Cole i stedet. Og han sagde selv, at han ikke gik op i, hvem der havde stjålet hans fotografier. Det er et anliggende for tyvene og deres samvittighed.”

I årene efter samarbejdede Raoul Peck med fotoagenturerne Magnum og Aperture om at udvælge og restaurere Ernest Coles fotografier fra hans år i eksil. De er siden gået verden rundt med udstillinger i New York, Paris, London og Warszawa.

”Jeg har selv arbejdet som fotograf, og der var meget at gøre, som Ernest Cole aldrig selv nåede.”

Giver kunstnere ordet
I filmen bindes Ernest Coles livsfortælling sammen af en voiceover leveret af skuespilleren LaKeith Stanfield og skrevet af Raoul Peck ud fra fotografens efterladte breve og skrifter.

Et greb, han også benyttede i I Am Not Your Negro.

”For mig er det en måde at give ham ordet tilbage, at overlade ham definitionsmagten over hans eget liv,” forklarer Raoul Peck. ”Kunstnere bliver glemt. Det er ikke usædvanligt. Men det er så vores opgave at sikre kunstnere deres rette plads i historien.”

”James Baldwin var også blevet glemt i USA, da jeg begyndte at arbejde på I Am Not Your Negro. Selv intellektuelle kunne finde på at citere Baldwin, men uden at nævne hans navn. De stjal fra ham! Så det var vigtigt at sætte ham tilbage i den rette kontekst.” 

Instruktøren lod sig heller ikke afskrække af en historie overvejende fortalt i still- og ikke levende billeder. 

”Selv i mine studenterfilm fra Berlin brugte jeg stillbilleder. Jeg ville kunne lave en film med kun fem fotografier, hvor jeg så virkelig dykker ned i dem. Og Ernest Coles fotografier har så mange lag og fortæller så mange forskellige historier, at det er som en Rashomon-fortælling, der skifter form for hver udlægning.” 

Vestens hykleri
Raoul Pecks film har altid været social bevidste. Hans livsomstændigheder har gjort ham til en kunstner med et særligt blik for særligt Vestens hykleri og selvbedrag.

Han debuterede med Haitian Corner fra 1987, om en haitiansk flygtning, der jagter sin torturbøddel i USA. I 1993 drog han for første gang til Cannes, hvor han dystede i hovedkonkurrencen med The Man on the Shore, en familiekrønike om livet i Duvaliers Haiti.

Siden har han lavet film om folkemordet i Rwanda, om Karl Marx, og hele to film om den congolesiske selvstændighedsleder Patrice Lumumba, der blev myrdet af belgiske lejesoldater.

”Jeg er fra en generation, der fulgte med i alle uafhængighedsbevægelserne. Jeg flyttede til Berlin som syttenårig og jeg var venner med vestafrikanske oprørere fra SWAPO, apartheid-modstandere fra Nelson Mandelas parti ANC, venstreorienterede sandinister fra Nicaragua og brasilianske studenterledere i eksil fra militærdiktaturet.”

Raoul Peck kendte også til Ernest Coles billeder i sin ungdom, selv om han aldrig havde tænkt nærmere over fotografen. 

”Vi brugte billederne i politisk øjemed. Det handlede ikke om kunst. Men det var en stor fryd at genopdage billederne og se, at de ikke har mistet deres styrke. Det er altid den samme kamp. Vesten vil have demokrati, men et demokrati der ikke koster dem noget.”

Den forkerte side af historien
Den konflikt raser også i Ernest Cole: Lost & Found, der skitserer omverdenens modvilje mod at gribe ind over for apartheidregimet. Mens den gamle, kolonialistiske verdensorden var under afvikling tværs over det afrikanske kontinent, værnede Vesten om Sydafrika som en stabil samarbejdspartner.

”Vesten beskyttede sydafrikanerne frem til 1980’erne ved ikke at indføre embargo mod deres varer. De gjorde det samme for Haiti, men hvem var det lige, der holdt hånden over Ariel Henry, landets illegale premierminister? USA!”

”Hvis man er på den forkerte side af historien, hvis man koloniserer og undertrykker folk, så kan det tage ti, tyve eller 100 år, men man vil tabe. Det har USA mærker i Korea, Vietnam, Afghanistan og Irak. Jeg ved, hvordan den historie ender, og det eneste vi kan gøre, er at forsøge at nå slutningen hurtigst muligt, så færre vil dø.”

”Det er som i Gaza: det vil få en ende. Man kan jo ikke dræbe dem alle.” 

Den kunstneriske flamme
Det er ellers både hovedtesen og titlen i Raoul Pecks dokuserie for HBO, Exterminate All the Brutes.

Serien genfortæller flere hundrede års kolonihistorie ud fra den europæiske fejlslutning om den hvide mands naturlige overlegenhed.

En nyttig løgn, som konger og kejsere ivrigt bandt hele verden på ærmet. For Raoul Peck, der også skrev og instruerede et historisk drama om kommunismens far Karl Marx, er det magthaverne, man bør tage sig i agt for.

”Vi bor i en verden præget af uvidenhed, og det bliver værre og værre, selv om vi får stadig bedre redskaber til at skaffe viden. Det er et paradoks. Som kunstner har man intet andet valg end at gøre sit for at fastholde historien og give publikum noget viden og noget håb.”

”Jeg er efterhånden en ældre filmskaber, og jeg ved, at film ikke forandrer verden. Men de kan hjælpe en ung mand eller kvinde til at føle, at de kan forandre verden. Og det er sådan, vi kan påvirke samfundet. Kunstnere er som den olympiske flamme. Vi holder ilden i live.”

”Jeg håber, at filmen kan vække debat. Jeg taler jo også om Sydafrika i dag,” siger Raoul Peck og opremser nogle af de spørgsmål, han ønsker besvaret:

”Hvad stillede I op med jeres sejr over apartheid? Hvorfor er der stadig så mange ghettoer? Hvorfor byttede I den hvide overklasse ud med en sort overklasse? Hvorfor er der så megen korruption i regeringen? Og hvorfor glemte I Ernest Cole?”