Hans film var for grufuld for BBC

For mange vækker navnet Peter Watkins måske ingen genklang, og hans dødsfald den 30. oktober er da også passeret næsten ubemærket i den danske presse.

Men den britiske instruktør, der blev 90 år, indtager en væsentlig plads i filmhistorien for sin markante indflydelse på dokumentargenren og på det filmiske krydsfelt mellem fakta og fiktion.

Gennem hele sin karriere kommenterede og kritiserede han verdenssamfundet – kapitalismen, massemedierne og ikke mindst dets hang til vold. Og Watkins’ film om atomkrig og produktionen af krigsmateriel er desværre ikke blevet mindre aktuelle siden deres premiere i 1960’erne og 70’erne. Snarere tværtimod.

Peter Watkins’ stil var kompromisløs og direkte tangerende til det polemiske. Han arbejdede med dokumentariske greb i fiktive værker, der dog hentede store inspiration fra virkelige hændelser.

På den måde kunne han invitere seere helt tæt på de verdener, han ville beskrive.

”Jeg stræber efter en måde, hvorpå publikum ikke oplever en film eller en ’fortælling’. Men at de på en eller anden måde tror, at det, de ser på skærmen, faktisk sker i det øjeblik,” sagde Peter Watkins i et interview med filmkritikeren Roger Ebert i 1967.

Det er ikke for meget sagt, at Watkins er en af forfædrene til dokudramaet og mockumentary-genren.

For grufuld til public service
Peter Watkins blev født i London i 1935. Han begyndte karrieren som producerassistent inden for tv og reklamer og lavede kortere dokumentarfilm i sin fritid.

I begyndelsen af 1960’erne blev han ansat som dokumentarinstruktør i BBC.

Hans første film, Culloden fra 1964, genskaber det sidste slag på britisk jord i 1746, men gør det som en nutidig tv-reportage, hvor soldaterne interviewes foran kameraet, som var de deltagere i en aktuel konflikt.

Filmen blev rost for sin nyskabende blanding af drama og dokumentar – og for sit indblik i krigens umenneskelige natur, der af mange blev læst som en allegorisk kritik af Vietnam-krigen, som netop da fyldte i nyhedsudsendelserne.

Under Den Kolde Krig ønskede BBC at producere en dokumentar om Storbritanniens omfattende beredskab i tilfælde af et atomangreb. Peter Watkins blev valgt som instruktør, men hans film kom til at vise det stik modsatte.

På baggrund af statistikker fra Hiroshima og Nagasaki og med citater fra højtstående embedsmænd skabte han i 1966 The War Game, som fik den danske titel Krigsspillet.

Med håndholdt reportage-kamera, der passerer murbrokker og rækkehuse i brand, og med interviews af de forkullede og kvæstede overlevende, forsøgte Peter Watkins at vise, hvilken ødelæggelse en atomkrig ville medføre. Men også hvilken gru USA allerede havde påført mindst 150.000 japanere.

Filmen blev af BBC vurderet til at være for grufuld til tv og fik derfor først tv-premiere nitten år senere i 1985.

Senere er det dog kommet frem, at der var tale om censur fra den engelske politiske ledelse. Man frygtede, at filmen ville skabe stor støtte til den britiske bevægelse Campaign for Nuclear Disarmament.

The War Game blev til gengæld vist på flere festivaler og vandt flere priser, heriblandt en Oscar. Ironisk nok for bedste dokumentar.

Selvvalgt eksil
Peter Watkins sagde op fra BBC og gik i selvvalgt eksil fra England i protest. I stedet viste produktionsselskaber i Sverige, Norge og Danmark interesse for hans arbejde.

Et af disse samarbejder resulterede i Edvard Munch fra 1974. Filmen er mere kreativ, eksperimentel og åben end hans tidligere værker, med en fragmenteret fortællestil baseret på Munchs dagbøger.

Den undersøger kunstnerens plagede indre liv og den foragt, hans kunst mødte i samtiden – en følelse, Watkins selv kendte til.

”Jeg vidste, at jeg ville lave en film om denne mand, fordi jeg samtidig vidste, at jeg ville lave en film om mig selv,” sagde Peter Watkins til tidsskriftet Literature/Film Quarterly.

14,5 timer for verdensfreden
I 1977 instruerede Peter Watkins i Danmark filmen Aftenlandet. Det er en fiktiv fortælling i dokumentarisk form om en generalstrejke. Strejken blev udløst af, at et dansk skibsværft indgår en aftale med Frankrig om at bygge skroget til to atomubåde.

Handelsministeren kidnappes, og politiets hårde respons på de ellers fredelige demonstrationer mod produktionen af krigsmateriel sætter scenen for filmen.

Med kritisk blik undersøger Watkins de kapitalistiske kræfter, der trækker i demokratiet. Den fremstår fortsat højaktuel i dag, hvor Danmark sælger våbendele til Israel, som ifølge mange NGO’er, lande og folkedrabsforskere anklages for overgreb mod palæstinenserne i Gaza.

Et endnu større projekt var den internationalt støttede Resan fra 1987, en monumental dokumentar på fjorten og en halv time, filmet i tolv forskellige lande.

Filmen skildrer produktionen af atomvåben gennem interviews, dokumentaroptagelser, genfortællinger fra overlevende fra atombombesprængninger og nyhedsreportager. Resultatet er en kritik af magthavere og et kraftfuldt opråb om nedrustning af kernevåben.

Monoform
Allerede i midten af 1970’erne begyndte Peter Watkins på Columbia University som gæsteforelæser at undersøge massemediernes brug af manipulerende virkemidler.

Og i dokumentaren The Universal Clock: The Resistance of Peter Watkins fra 2001 forklarer han, at begrebet ”monoform” er den pseudo-objektive envejskommunikation, som massemedierne benytter sig af.

”Monoformen er designet til at fange – til at tiltrække og fastholde publikums opmærksomhed over længere tid. Den er organiseret for at skabe forudbestemte reaktioner, hvilket betyder, at producenterne, allerede før publikum ser en monoform-film eller et tv-program, ved, hvordan publikummet vil reagere,” skrev instruktøren i essayet Notes on the Media Crisis.

Peter Watkins var en revolutionær filmskaber, som kompromisløst og uden omsvøb pegede på de dårligdomme, menneskeligheden og det moderne samfund er tynget af.

Hans film er præcis lige så vigtige nu, som de var for 60 år siden. Det er en skræmmende erkendelse, men viser samtidig, at der stadig er brug filmskabere, som tør stille kritiske spørgsmål og kæmpe imod massemediernes envejskommunikation.