Heil Hynkler!

I dag er det 100 år siden, Adolf Hitler udgav første bind af sit selvbiografiske manifest Mein Kampf. Den 18. juli 1925. En mærkedag i storhedsvanviddets saga og vederstyggelighedernes krønike. 

I en tid, hvor alt for mange lande kvalificerer sig som eller glimtvis kan forveksles med diktaturstater, bør tanken fryse vores blod til is. 

Så lad os gribe chancen og mindes et par af filmhistoriens mest uafrystelige portrætter af Hitler. 

Viljens triumf (1935)

I Leni Riefenstahls berømte dokumentarfilm spiller Hitler sig selv, som han ønskede, at verden skulle opleve ham, og som han i sit storhedsvanvid givetvis også så sig selv: en Jesus-agtig frelser, der bogstavelig talt kommer til os fra himlen og holder sin bjergprædikener foran en lydhør og beundrende folkeskare. 

Filmen blev indspillet år 1934 under nazipartiets årsmøde i Nürnberg, som Leni Riefenstahl forevigede i ikoniske billeder med storladen suggestiv kraft. 

Man har siden diskuteret, hvor bevidst hun var om den ondskabens ideologi, hun derved støttede. Sagen er senest blevet grundigt kortlagt i en anden dokumentarfilm, Andres Veivels Riefenstahl, anmeldt i Ekko #98. 

Diktatoren (1940) 

Diktatoren er den sjoveste Hitler-film, hvor Hitler ikke optræder. I stedet spiller instruktøren Charles Chaplin dobbeltrollen som en jødisk barber, der forveksles med Hynkel, diktator i det fiktive land Tomania. 

Chaplin var den første betydningsfulde filmskaber, som lavede en anti-Hitler, og han fyldte den med både sort humor og et revsende budskab. 

Han var berømt for sin vagabondfigur, hvis lille firkantede overskæg her blev til en Hitler-moustache´, mens nazisternes hagekors er udskiftet med to krydser, altså et double cross (slang for svindelnummer). 

I filmens mest berømte scene drømmer Hynkler om verdensdominans og balancer yndefuldt med en stor globus, indtil den brat eksploderer i hans ansigt. Og sådan burde enhver diktators drømme slutte. 

Diktatoren blev nomineret til fem Oscars, blandt andet bedste skuespiller, bedste manus og bedste film. Den blev først tilladt i Tyskland i 1958, og det var kun i Vesttyskland. 

Der Untergang (2004)

Schweiziske Bruno Ganz scorede sit livs rolle i dette fremragende, autentiske drama om Hitlers sidste dage inden selvmordet. Han sender børnesoldater i døden, men selv isolerer sig i en bunker i Berlin, hvor en strøm af dårlige nyheder vælter ind fra fronten. 

Ganz’ intense og troværdige portræt af Der Führer er forankret som det mest ikoniske i filmhistorien. 

I Danmark vandt Oliver Hirschbiegels Der Untergang både en Bodil og en Robert som bedste ikke-amerikanske film. Mindet om den er i sociale medier holdt i live via det populære Hitler Reacts-meme med variationer af en scene, hvor endnu en dårlig nyhed får Hitler, til for øjnene af sine folk, at eksplodere i et frådende raserianfald. 

Via opfindsomme undertekster kan scenen af drilske uploadere drejes til at handle om hvad som helst. For eksempel Hitlers raseri over Untergang-producenternes forsøg på at få memet fjernet. 

Brænder Paris? (1966)

Storslået drama om de sidste hektiske dage inden den franske modstandsbevægelse med hjælp fra udefra fik smidt nazisterne på porten. 

Schweiziske Billy Frick spiller Hitler, der som hævn planlægger at springe den franske hovedstads vigtigste monumenter i luften og sætte ild til kunstskattene i Louvre. 

Brandbomber anbringes, og lunter rulles ud, mens de allierede nærmer sig, og uret tikker. Neglebinde spænding – også selv om man ved, hvordan det endte.

At være eller ikke være (1942) 

I kølvandet på Diktatoren fulgte Ernst Lubitsch’ elegante komedie To Be or Not to Be. Jack Benny er en polsk Shakespeare-skuespiller, der får sit livs rolle, da han for at narre nazisterne skal udgive sig for en Gestapo-oberst. 

Det er ikke svært for ham, da han er en selvoptaget frikadelle, og den virkelige oberst er tilsvarende forfængelig (”So, they call me ’Concentration Camp Ehrhardt?’”). 

Da Hitler dukker op i filmen og hilser folk omkring sig med ”Heil Myself!”, viser det sig, at også han er en fake. Det er den fiktive skuespiller Bronski, der i filmen spilles af Tom Dugan. 

To Be or Not to Be blev i 1983 genindspillet af Mel Brooks, der i 1967 fik sit helt store gennembrud med komedien Forår for Hitler (1967). Den handler om en Broadway-premiere, hvor Hitler portrætteres komisk af Lorenzo St. DuBois (”My freinds call me L.S.D.”), herligt spillet af Dick Shawn. 

Europa i flammer (1983)

Udsøgt, storstilet miniserie skabt af horrorinstruktøren Dan Curtis og horrorstjernen Barbara Steele. Nomineret til fire Golden Globes og hele tretten Emmy’er. 

Blandt seriens mange medvirkende, deriblandt Robert Mitchum, Ralph Bellamy og Polly Bergen, ses Günter Meisner som Adolf Hitler. 

Hans præstation er værd at fremhæve, da det er et af de få eksempler, hvor Hitler af og til ses med briller, som han tog af, når han færdedes offentligt eller blev fotograferet. Han brugte brillerne, når han skulle studere kort og dokumenter, idet han var langsynet – ifølge hans egen overmenneskeideologi et tegn på svaghed. 

Løvernes konge (1994)

Selv om Danmark var besat af Tyskland og har lavet utallige film om perioden før og under besættelsen, har ingen dansk film nogensinde givet en skuespiller lejlighed til at portrættere Hitler. Den tanke, at man eksempelvis kunne klippe til en scene i Berlin og så tilbage til København, ligger åbenbart danske filmskabere fjernt. 

Til gengæld kan en dansk filmskaber tage æren for et af de mest berømte metaforiske Hitler-portrætter på film, nemlig tegneren og musikeren Jørgen Klubien. 

Han arbejdede nemlig som storyboarder på Disney-tegnefilmen Løvernes konge, hvor Jeremy Irons lægger stemme til den udspekulerede tronraner, løven Scar. Undervejs udfolder Scar sine storhedsdrømme via sangen Be Prepared, som han synger med Whoopi Goldberg, Cheech Marin og Jim Cummings som Scars undersåtter, tre skratgrinende hyæner. 

Sangen har musik af Elton John og tekst af Tim Rice, men det var Jørgen Klubien, der fandt på at udforme sekvensen som en parodi på Triumph des Willens. Med Scar højt hævet på et podium, mens en hær af hyæner passerer forbi under ham i nazistisk strækmarch. 

Det er et af filmens helt store højdepunkter, der minder os om, at den næste Hitler – hvis vi ikke passer på – kan dukke op, hvor vi mindst venter det.