Hun overlevede alt og gav os sangene

Den italiensk-amerikanske sanger og filmstjerne Connie Francis er sovet ind onsdag den 16. juli efter en hofteskade med komplikationer. Hun blev 87 år. 

Med singlehittet Everybody’s Somebody’s Fool blev hun i 1960 den første kvindelige sanger, der scorede en førsteplads på hitlisten Billboard Hot 100. I alt nåede hun til tops på listen tre gange, også som den første kvinde nogensinde. 

Det antages, at hun har solgt over 100 millioner plader. 

Francis – der blev døbt Concetta Rosa Maria Franconero – kom til verden den 12. december 1937, voksede op i staten New York og begyndte som barn at optræde med sang og harmonikaspil. Hendes første otte singler floppede, men der blev troet på hende. 

Da hun i 1956 leverede Tuesday Welds sangstemme i Chuck Berry-musicalfilmen Rock, Rock, Rock!, blev hun i åbningssekvensen prominent og usædvanligt krediteret med både navn og billede.

Først med singlen The Majesty of Love, en duet med Marvin Rainwater, fik hun et lille hit. Og faktisk havde hun givet op, da gennembruddet kom i form af tv-programmet American Bandstand. Ud af det blå blev hun med en venstrehånds-coverversion af 1930’er-klassikeren Who’s Sorry Now i 1958 lanceret som tidens nye store stjerne, og salget eksploderede med over en million solgte singler. 

Frigørelse i solskinnet
Dermed var hun brudt igennem og fulgte op med en række store singlehits, især Stupid Cupid, My Happiness, Lipstick on Your Collar, Frankie, Mama, Everybody’s Somebody’s Fool, My Heart Has a Mind of Its Own, Many Tears Ago og Where the Boys Are. 

Hun beherskede mange forskellige genrer og var en pioner inden for den selvsikre, melankolske kvindepop – en arv, der tydeligt kan spores hos nutidens musikere som Billie Eilish og Lana Del Rey. 

Where the Boys Are er også titelsangen fra en film af samme navn i 1960. Den fik herhjemme den uimodståelige biograftitel Sex, solskin og studiner og har Connie Francis i spidsen for fire collegepiger på romantisk påskeferie i Florida. 

Ved at sætte fokus på unge kvinders søgen efter mænd frem for omvendt var filmen med til at indføre en vigtig nytænkning i 1960’ernes seksuelle frigørelse. De fire unge skildres ikke som blåøjede drømmepiger, men som moderne, selvstændige kvinder, der forholder sig til begavet til parforholdsproblemer og til seksualitetens skyggesider såsom overgreb. 

Men når Connie Francis’ stemme manifesterer sig halvvejs i forteksterne, er det som en pludselig solstråle, en åben invitation til at være den, hun drømmer om at finde. Og med ét forstår man, hvorfor filmen i generationer forvandlede kystbyen Fort Lauderdale til en magnet for elskovshungrende unge amerikanere. 

Titelsangens melodiske længsel er ekstremt fængende og blev gennem resten af karrieren hængende som Connie Francis’ kendingsmelodi. Den genbrugtes også i genindspilningen af filmen fra 1984, her dog rimeligt nok sunget af den nye versions hovedrolleindehaver: Lisa Hartman. 

Musicalkomedier
Den oprindelige Where the Boys Are fik ikke nogen egentlig fortsættelse, men startede sammen med Gidget fra 1959 en ungdomsfilmbølge af Beach Party-musicalkomedier med Disney-stjernen Annette Funicello i bikini over for Frankie Avalon og Buster Keaton. 

Connie Francis havde roller foran kameraet i yderligere tre film i årene 1963-65: Follow the Boys, Looking for Love og When the Boys Meet the Girls. Det giver i alt fire filmroller. Tre af dem over for talentfulde Paula Prentiss, og tre af filmene med ”Boys” i titlen. 

Det sidste blev åbenbart for meget for den danske distributør, der omdøbte When the Boys Meet the Girls til I Got Rhythm!, som er titlen på en Gershwin-sang, Harve Presnell og Connie Francis synger i filmen. 

Ligesom Elvis-filmene var ingen af de tre film med Connie Francis mere end passable, og uden en Colonel Parker, der var manager for Elvis, til at piske karusselhestene kom der ikke flere film med Connie Francis. 

Ptsd efter voldtægt
Hendes karriere var dog langt fra forbi. Blandet andet indspillede hun plader på mindst ni sprog, inklusive yiddish, portugisisk, svensk og japansk, hvilket etablerede hende som et verdensnavn med udsolgte koncerter. 

Under en musikfestival i 1974 blev hun voldtaget på sit hotel, efterfulgt af årelang ptsd med depression, isolation og pillemisbrug. 

Det blev ikke bedre af, at en næseoperation ødelagde hendes stemme, og at hendes bror blev myrdet af mafiaen som hævn for at være vidne. Hun kæmpede sig dog tilbage til overfladen, indspillede nye plader og kom på plakaten til udsolgte Las Vegas-koncerter helt frem til 2010. 

I 2018 træk hun sig endelig tilbage, 81 år gammel, men ikke uden et markant og uventet efterspil. Hendes 1961-indspilning af popsangen Pretty Little Baby blev i maj, hvor hun ikke selv længere kunne huske den, pludselig et viralt TikTok-hit med mere end en milliard afspilninger. 

Genhør med Connie
Dagen før Connie Francis døde, fik jeg i pladebutikken Beat Bop i København øje på vinylsoundtracket til hendes film Looking for Love. 

Jeg fik overtalt indehaveren til at spille det livlige rock’n’roll-titelnummer, mens jeg forklarede, hvorfor netop den plade står som noget for mig. 

Sidst i 1970’erne, da jeg netop var flyttet til hovedstaden, købte jeg det album i City-arkadens pladebutik Jimmy, hvor priserne var billige, og hvor jeg fik en stor del af min tidlige musikalske uddannelse. 

Mens jeg læste hf og stadig havde en vinylafspiller i min stue, lyttede jeg ofte til sangene fra Looking for Love. 

Bagefter snakkede jeg lidt med Beat Bop-indehaveren om Connie Francis, som jeg ellers ikke havde tænkt på i årevis. Sammen kortlagde vi efter bedste evne hendes musikalske stilfelt, især de romantiske ballader. 

Det var i tirsdags, og dagen efter forlod hun denne verden. Adieu, Connie, og tak for sangen!