”Hvert 30. år skal systemet brydes ned”

Dogme95 var filmeksperimentet, som gik verden rundt. 30 år senere forsøger Zentropa at gentage succesen. 

Ved en præsentation i selskabets villa en halv times gang fra Cannes-festivalens kaos træder producer Louise Vesth frem for den indbudte forsamling af journalister fra hele verden. 

”May el-Toukhy ringede til mig for et halvt år siden og sagde, at vi er nødt til at gøre noget. Verden bliver mere usikker, og det bliver sværere at lave film, så lad os gøre noget ved det,” siger producer Louise Vesth. 

De fem dogme-søskende – May el-Toukhy, Milad Alami, Annika Berg, Isabella Eklöf og Jesper Just – står og folder en rød fane ud. Skiftevis læser de manifestet højt. 

Filmholdene skal være små, produktionerne hurtige, kompromisløse og halvt ordløse. Internettet er bandlyst i den kreative proces, papkrus og sminke er bandlyst under optagelserne, og selvcensur er en synd i hver en fase af produktionen. 

Og så skal hver eneste film laves, som om instruktøren aldrig nogensinde får chancen igen! 

Hvad manifestet ikke melder meget om, er æstetikken. Og det er et helt bevidst valg, forklarer May el-Toukhy (Dronningen), da instruktørerne på skift sætter sig til rundbordsinterviews. 

”Dogme95 handlede meget om, hvordan filmene så ud. De ville gøre op med filmenes konformitet – forfængeligheden. Dogme25 handler mere om, hvordan vi laver filmene. Verden har ændret sig meget de sidste 30 år, og derfor virker det rimeligt  at inddrage verden i manifestet.” 

Kuglepen og papir
For nogle kan det lyde som en opfordring til at bruge tidens teknologiske landvindinger. Men Dogme25 vil tværtimod så vidt muligt styre langt uden om AI og internettet. Instruktørerne forpligter sig ligefrem til at skrive manuskriptet i hånden.

”Mange folk i filmindustrien føler, at vi bruger for meget tid på de her skærme. For os startede det tidligt, at vi ikke ville have skærme med til møder, men bare sidde med kuglepen og papir og diskutere,” siger May el-Toukhy.

”Jeg tror, det kommer til at påvirke, hvilke historier vi fortæller, og hvordan vi gør det. Vi er nødt til at møde verden på en anden måde. Vi kan ikke bare tjekke online, hvad en politibetjent laver. Nu er jeg nødt til at gribe telefonen eller hoppe på min cykel for at møde en autentisk betjent.” 

Hun indrømmer, at nogle af dogmerne kan ende med at være så besværlige i praksis, at man må bryde én regel for at overholde en anden. 

”Processen med at lave film kommer til at blive langsommere, og det kan gå ud over det dogme, der hedder, at filmen skal være færdig på et år. Men det at filmene er fuldt finansierede, betyder også, at vi kommer til at vinde en masse tid, fordi vi kan koncentrere os om at lave filmen,” siger instruktøren og tilføjer: 

”Også selv om det er mere tidskrævende at skulle hoppe på cyklen for at snakke med en betjent.” 

Dermed ikke sagt, at en Dogme25-instruktør forventes at forsage techverdenen og alle dens gerninger lige fra idéens undfangelse og til filmens premiere. 

”Reglen handler mest om den kreative proces. Vi må stadig godt bruge internettet til selve produktionslogistikken, men hvis vi mødes med for eksempel skuespillere for at diskutere deres roller, er det nødt til at være ansigt til ansigt.” 

Dansk film tales ihjel
Én ting, der ikke har forandret sig fra det første dogme-manifest, er holdets korpsånd. 

”Projektet handler om community. Da vi skrev dogmerne ned, var vi meget opmærksomme på hinandens meninger om, hvad verden har brug for. Det er jo demokrati, ikke sandt!” siger May el-Toukhy. 

– Dogme95 flyttede fokus fra æstetikken til skuespillet. Tror du, at dogmet om at mindst halvdelen af filmen skal foregå uden dialog, vil føre til mere kunstneriske film? 

”Det er interessant, at Dogme95-bevægelsen førte til så populære film, når de inderst inde var kunstfilm. Vi kan kun drømme om at gentage den succes. Markedet er helt anderledes i dag, og folk ser film på forskellig vis,” siger May el-Toukhy. 

”Hvad skuespillerne angår, handler det ikke om at give dem mindre plads. I stedet skal vi spørge os selv, hvordan en scene ville se ud, hvis skuespillerne ikke hele tiden skal forklare publikum, hvad de føler.” 

”Det er et stort problem nu til dags, at karaktererne siger ting højt alene for at informere publikum. Det handler om at have tillid til publikum og at få publikum til at have tillid til os.” 

Tidspres er godt
At de nye dogmeregler handler mindre om æstetik og mere om produktion, betyder også, at filmene ikke kommer til at tage sig lige så karakteristisk ud på det store lærred, som den første dogmebølge gjorde det. 

Frem for videokameraer, diegetisk lyd og en skramlet realisme skabt med dokumentariske greb, er alle muligheder åbne for de nye dogmefilm – selvfølgelig inden for rammerne af de ti dogmer. 

”Jeg føler, at mange af os prøver at finde den rette måde at arbejde på. Det er en konsekvens af at have begrænsede muligheder,” forklarer May el-Toukhy. 

”I supermarkedet er alting meget dyrere end for fem år siden, og det samme gælder film. Man får mindre for den samme mængde penge. Nu vil vi skabe mere film for færre penge for at finde ud af, om det kan give brændstof til filmkunsten.” 

Et af kravene er, at der ikke må gå mere end et år, fra instruktøren begynder at skrive manuskriptet, til filmen er færdig. 

”Vi talte om, at hvis der går seks år, fra man starter et projekt, til man går i optagelse, kan man ikke længere huske, hvad der motiverede én,” siger Annika Berg, den danske instruktør bag Team Hurricane. 

”For mig gælder det ofte, at når jeg kommer til det punkt, hvor jeg endelig kan realisere min vision, brænder jeg allerede for noget andet. Det bliver ofte forceret at skulle genfinde motivationen.” 

Milad Alami, der er kendt for Charmøren, nikker. 

”Efter en meget lang udviklingsproces er man nødt til at genopdage materialet. Kun at have ét år fører også til nogle begrænsninger. Man kommer ikke til at have et gigantisk budget, så der er ting, man ikke kan gøre, og så er der et tidspres, som gør, at man kan holde fast i sin idé.” 

”Der må gerne sidde en manuskriptforfatter ved siden af, og man kan tale om historien, men man skal selv skrive det ned!” 

Selv om étårsreglen gælder, skal vi ikke regne med at se kollektivets fem film før om to-tre år, lyder meldingen. Det skyldes blandt andet travle instruktørkalendere. Og da Dogme25-manifestet som forgængeren også er en åben invitation, giver det teoretisk andre instruktører mulighed for at komme initiativtagerne i forkøbet!

Ydmygende straf
Hver film har et budget på ti millioner kroner, som er finansieret af Det Danske Filminstitut og DR i fællesskab. Men der er intet dogme imod at skaffe ekstra finansiering, hvis en film har brug for det. 

Dermed er der ikke tale om deciderede lavbudgetfilm med en skrabet æstetik. 

”Dogme95 var et opgør med polerede film. Vi kunne sagtens have krævet, at man optog i et bestemt format, men det handler mere om tilblivelsesprocessen og om at gøre op med selvcensur,” siger Milad Alami og tilføjer:

”Reglerne opstod ud af energien mellem os. Hvis det bare var én af os, der havde skrevet det, var der mange af reglerne, jeg ikke ville følge.” 

Annika Berg nikker. 

”Det er et kollektivprojekt – det er jo hele pointen,” siger hun. 

Med til det gamle Dogme-koncept hørte, at instruktørernes brud på reglerne skulle bekendes for åbent kamera. Hvordan bliver man nu straffet, hvis man bryder reglerne? 

Milad Alami klikker med tungen og laver fingertricket med den afskårne tommelfinger. 

”Vi er nødt til at finde på noget. Noget virkelig ydmygende,” siger han og griner. 

Tænk ikke på publikum
Den mindst erfarne af de fem instruktører er kunstneren Jesper Just, der længe har arbejdet med videokunst. Han var i gang med at udvikle sin debutfilm, da May el-Thouky kontaktede ham om at blive en del af den nye dogmebølge. 

”Jeg har arbejdet meget i opposition til mainstreamfilm, hvad angår repræsentation af kønsroller og sådan. For mig at se kommer de fleste eksperimenter med filmkunsten i kunstverdenen, og filmskabere drages af videokunst af den grund,” siger Jesper Just. 

”Men det er lettere at stå udenfor og pege fingre end at komme over til den anden side og se, om vi kan løfte eksperimentalfilm til en spillefilm.” 

Isabella Eklöf har allerede inden for det gældende system formået at lave de radikale spillefilm Holiday og Kalak. 

”Ja, jeg har været heldig med mine film, fordi jeg har haft mulighed for at lave nogle radikale ting. Men jeg kan se, at mine kolleger løber ind i problemer, når de laver den slags kunstfilm, som Filminstituttet egentlig burde støtte,” siger Isabella Eklöf. 

”Filminstituttet er bange for, at filmene ikke vil nå ud til publikum. Men det er vigtigt at kunne skabe uden at have alt det i baghovedet. Og nogle gange er man jo heldig og når ud til publikum alligevel. Men så snart man begynder at tænke på, om nogen vil kunne lide ens film, er man allerede i en meget negativ spiral.” 

Intet algoritmetyranni
Et centralt princip, der gentages fra 90’erne, er kompromisløst at værne om instruktørens kunstneriske frihed. 

Det indebærer, at produktionen aldrig må tage imod finansiering, der påvirker filmenes indhold. Og modsat Dogme95, som også gjorde op med historiske film og bandlyste alt, hvad der hed genrefilm, har de nye dogmesøskende heller ikke selv nogen krav til, hvad filmene må handle om.

”I 90’erne så man ned på genrefilm som dårlig smag. Sådan er det ikke mere. I dag er mange af de bedste film genrefilm,” siger Milad Alami. 

Støttepuljer og filminstitutter kan med Dogme25 ikke stille krav om, at handlingen skal udspille sig et bestemt sted, eller at der partout skal være en svensk skuespiller på rollelisten. Det betyder også, at instruktørerne vil styre uden om samarbejder med streamingtjenester, der efter sigende er styret af algoritmer. 

”Der er så mange niveauer af folk, der er nødt til at være glade. Og for hver person, man tilføjer, bliver det mere middelmådigt. Så enkelt er det,” siger Isabella Eklöf. 

”Film er så interessant et medie, at det konstant bliver overtaget af magthungrende, griske pengemennesker. Hvert 30. år eller deromkring er der nødt til at komme nogen og slå det system i stykker.” 

”Som instruktør må du vælge, hvilken del af hjernen du vil arbejde med. Jo mere du bliver sælger, desto mindre kunstner bliver du. Det er ikke forkert at rumme begge sider, men man må også insistere på at skubbe sig selv i den modsatte retning.” 

– Hvilket dogme kommer I til at bryde først? 

”Internettet!” griner Isabella Eklöf. ”Jeg kommer til at ringe til nogen på WhatsApp.”