”Jeg vil stadig ikke kalde mig instruktør”

En skuespiller af Juliette Binoches kaliber behøver næppe en introduktion. Gennem snart fire årtier har hun været en af Europas mest markante og kompromisløse filmstjerner – hædret med en Oscar-statuette for Den engelske patient, en César for Kieślowskis Blå og prisen for bedste kvindelige hovedrolle i Cannes for Mødet i Toscana.

Hun har bevæget sig ubesværet mellem det intime og det ikoniske, fra arthouse til store internationale produktioner.

Hun har arbejdet med nogle af filmhistoriens største instruktører og har ved tre forskellige lejligheder måttet takke nej til selveste Steven Spielberg.

Nu befinder hun sig et nyt sted i sin karriere.

Med In-I In Motion – formet af sin søsters optagelser fra et danseprojekt, hun lavede for flere år siden – bevæger hun sig ind på instruktørens territorium, men ikke i traditionel forstand. Binoche er selv tilbageholdende med betegnelsen.

”Da en producer kontaktede mig for et par år siden og spurgte, om jeg havde et projekt, sagde jeg, at jeg gerne ville lave en film om forestillingen og samtidig en dokumentar om, hvordan vi skabte den – baseret på min søsters optagelser,” siger hun i et interview med Ekko.

”Jeg vil stadig ikke kalde mig instruktør, selv om jeg brugte halvandet år foran computeren på at udvælge klip og skrive filmen. Når man selv er med i en dokumentar, kan man ikke være både foran og bag kameraet. Fordi en dokumentar bare er livet.”

Men i praksis har hun alligevel haft instruktørhatten på.

”Ja, for når man udvælger optagelserne, skal man have en fornemmelse af, hvordan man vil fortælle det. Om man vil bruge et totalbillede eller et nærbillede, og alt det der,” siger hun.

”Det var meget interessant at forstå, hvor meget man er nødt til at følge sin intuition og stole på den. Jeg opdagede også, hvor vigtigt det er at gå helt tæt på et ansigt – eller være længere væk. Det var simpelthen vidunderligt at se alle mulighederne.”

Kollegaen Robert Redford opfordrede hende i sin tid til at bruge produktionen i en film. Men det blev først aktuelt flere år senere. Efter premieren i San Sebastián sidste efterår har filmen rejst fra festival til festival, og i disse dage har Juliette Binoche lagt vejen forbi København i forbindelse med Cph:Dox, hvor hun selv introducerer filmen.

Friktion og forvandling
In-I In Motion tager afsæt i samarbejdet mellem Juliette Binoche og den britiske koreograf Akram Khan. I 2007 kastede de sig ud i et fælles improviseret eksperiment, som over seks måneder udviklede sig til danseforestillingen In-I.

Med udgangspunkt i timevis af hidtil usete optagelser fra prøverne genbesøger Binoche processen og viser dens udvikling fra de første spæde impulser til premieren på scenen.

In-I In Motion indfanger ikke kun tilblivelsen af en forestilling, men også den sårbarhed, friktion og forvandling, der opstår, når to kunstnere forsøger at skabe noget sammen uden et fast udgangspunkt.

Samtidig bliver både Juliette Binoche og Akram Khan sat på hver sin prøve. Hun skal nemlig lære at danse og ”indhente” Khan, der har mere end 35 års erfaring med dans og koreografi. Han skal lære at hengive sig til skuespil og være sårbar.

”Det er for, at publikum kan mærke, hvordan det føles at være i en skabelsesproces. De øjeblikke, hvor man er helt fortabt, hvor man ikke ved, hvor det er på vej hen, og man må have tillid. Man ved ikke hvorfor, men man må alligevel have tillid.”

”På et tidspunkt begynder man at ane, hvor det bevæger sig hen, men jeg ville gerne have, at publikum også føler sig en smule fortabt. Jeg ville vise tilskueren, at man ikke skal være bange for at være latterlig. Man skal ikke være bange for smerte eller for konflikt. Det er en del af den kreative proces – også for at vise kontrasten mellem tiden, hvor man skaber, og tiden, hvor man oplever det færdige værk, altså selve forestillingen.”

Mareridt med Kieślowski
Den kreative tilgang til kunst har præget Juliette Binoches karriere fra begyndelsen. Hun er født ind i kunsten som datter af en skuespiller og en teaterinstruktør, og hun fik sit gennembrud i det erotiske drama Rendez-vous i 1985.

Det store internationale gennembrud kom få år senere med Tilværelses ulidelige lethed, hvor hun for alvor slog sit navn fast uden for Europa.

Men det var især samarbejdet med Krzysztof Kieślowski, der kom til at definere hende som skuespiller – ikke mindst i Blå, hvor hun vandt en César og cementerede sig som en af Europas mest eftertragtede skuespillere.

Siden har hun arbejdet på tværs af vidt forskellige instruktørstemmer. Hun har samarbejdet med Michael Haneke, David Cronenberg, Abbas Kiarostami og Leos Carax – alle med markante, personlige udtryk i deres tilgang til film. Og mødet med deres forskellige måder at arbejde på har også været afgørende for hendes eget blik på håndværket.

”Jeg tror ikke, at jeg har været inspireret af én bestemt instruktør i forbindelse med denne film. Det jeg opdagede i arbejdet med dem hver især, var, at de var deres egen person og fulgte deres egen måde at lave film på. Dét var fællesnævneren,” siger hun.

”For Kieślowski var optagelserne lidt af et mareridt, men han elskede klipningen. Han ville helst nøjes med én optagelse for ikke at skulle vælge i klipperummet, og han ønskede ikke at gøre sit liv mere kompliceret end nødvendigt. Så jeg måtte finde argumenter for at få en ekstra optagelse, og der var en del frem og tilbage mellem os.”

Hvor Kieślowski stræbte efter at forenkle processen, arbejdede Abbas Kiarostami på en helt anden måde.

”Han havde i princippet lavet hele filmen på forhånd. Allerede første dag med prøver satte han et vhs-bånd på, hvor vi så filmen – optaget og klippet – med hans assistent og producer, der læste replikkerne og lavede alle bevægelserne.”

”Det var vidunderligt, fordi jeg forstod, hvordan filmen bevægede sig. Fra det store og åbne til noget mere og mere intimt – ind i en lille gade, en restaurant, et soveværelse,” fortæller hun.

”Abbas var meget optaget af rytme. Jeg husker, at vi måtte lave en scene om, fordi min måde at gå på ikke havde samme rytme som i det foregående billede.”

På dette tidspunkt smiler hun, som om hun kunne fortsætte længe endnu. Men hun stopper sig selv.

”Jeg kunne fortælle mange historier om instruktører, men det vigtigste, jeg har lært, er, at der ikke findes én rigtig måde at lave film på. Hver kunstner har sin egen måde.”

Forbundet gennem forskelle
Den samme erkendelse hænger tæt sammen med hendes syn på europæisk film i dag. For Juliette Binoche er det netop forskellene i de personlige aftryk, der udgør styrken.

”Jeg vil gerne se film, der er forskellige og skabt af mennesker, der oplever livet på deres egen måde. Det er kvaliteten ved europæisk film, at de alle sammen er forskellige.”

Som præsident for Det Europæiske Filmakademi har hun i de senere år arbejdet med netop det fællesskab.

”Jeg følte mig forbundet gennem vores forskelle, og det er noget, jeg virkelig sætter pris på,” fortæller hun, og blandt de instruktører, der har gjort størst indtryk, fremhæver hun Lars von Trier.

”Selvfølgelig vil vi alle gerne arbejde med ham, fordi han er helt sin egen. Han har sit univers, og det føles, som om han lider meget. Filmene kommer fra et behov for at udtrykke og forvandle lidelsen. Det er meget rørende.”

Det er netop den form for personlige aftryk, hun selv har søgt i de film, hun har valgt gennem sin karriere. Ser man på hendes cv, tegner der sig et billede af en skuespiller, som bevidst har prioriteret det kunstneriske frem for det kommercielle.

”Jeg har altid valgt de film, jeg følte mig forbundet med. Det handlede ikke om, hvor stor eller lille produktionen var, men mere om historien – og instruktøren,” siger hun.

Hun har hele tre gange takket nej til en rolle hos Steven Spielberg – i Indiana Jones og det sidste korstog, Schindlers liste og Jurassic Park. Ikke nødvendigvis af princip, men fordi hun allerede var bundet af andre projekter – blandt andet med Blå – eller fordi hun var gravid. 

Forkælet som skuespiller
For mange skuespillere bliver det med tiden et naturligt skridt i karrieren at stille sig bag kameraet. Men Juliette Binoche lader det forblive uvist, om det er den vej, hun vil gå fremadrettet.

Selv om In-I In Motion er blevet til gennem hendes egne valg og bearbejdning af materialet, vil hun ikke låse sig fast.

”Jeg føler næsten, at filmen valgte mig lige så meget, som jeg valgte den. Jeg lægger ikke planer, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg laver. Jeg går derhen, hvor vejen viser sig,” siger Juliette Binoche.

”Jeg har ikke en fastlagt plan i hovedet. Jeg har været meget forkælet som skuespiller, og jeg vil gerne fortsætte, fordi jeg elsker at spille. Det er en måde for mig at søge på – at afdække og udtrykke det, der er inden i mig.”

”Men det er også rigtigt, at det har åbnet sig en ny horisont i arbejdet med at klippe den her film. Jeg tror, det er vigtigt som kunster, at man bevæger sig nye steder hen,” siger hun.

”Efter næsten fyrre år i film tror jeg, at jeg er klar nu,” siger hun med et grin.

Og med næsten fyrre år i branchen har hun været vidne til, hvordan filmindustrien har forandret sig – fra analoge optagelser til den digitale virkelighed, hvor kunstig intelligens i stigende grad slår rødder i produktionen.

Men trods udviklingen nærer hun ikke nogen egentlig bekymring for filmkunstens fremtid. Binoche afviser ikke udviklingen, men peger på, at nogle ting grundlæggende ikke kan erstattes.

”På en måde nej. Film forsvinder ikke. Ligesom teatret ikke forsvandt, da filmen kom, selv om mange frygtede det. Fordi vi har brug for at fortælle historier for at spejle os selv og leve os ind i virkelige erfaringer. Der ligger en form for forløsning i det – en måde at reflektere på, som er dybt terapeutisk,” fortæller Juliette Binoche.

”Filmkunsten kan godt få ridser undervejs – det så vi også under covid. Men hvis en film nærer dig, så ved du det. Og hvis du føler dig tom bagefter eller har glemt filmen dagen efter, så gå videre!”

”En film skal være aktiv i dit liv. Spild ikke tiden på noget, der ikke er det. Livet er for værdifuldt!”