Portræt af kvinder i flammer

Patriarkatet får en-to-tre på kassen i Kvinderne på balkonen, hvor tre veninder må skaffe sig af med et lig, efter at en af dem bliver voldtaget. 

”En oplagt aperitif på en varm sommerdag,” siger Ekkos anmelder om den kulørte og energiske gyserkomedie, der skildrer begær og fantasi på tværs af solslikkede balkoner i den sydfranske millionby Marseilles. 

Tænk Peter Gren Larsens kortfilm Mor(d) i mødregruppen på sydfranske præmisser, med Pedro Almodóvars pangoutrerede 80’er-film som et åndeligt forbillede og MeToo-opgøret som direkte inspiration. Det er en film, der lægger mænds dårlige opførsel til skue. 

”Efter MeToo-bevægelsen indså jeg, hvad det er for en verden, vi lever i. Jeg begyndte at føle mig kvalt, også i mit parforhold. Så jeg stak af,” fortæller den franske instruktør Noémie Merlant, da jeg og en gruppe andre journalister møder hende til et interview på Cannes-festivalen i maj 2024. 

Noèmie Merlant forskansede sig hos sin veninde, skuespilleren Sandra Codreanu, der i filmen spiller den forsagte forfatterspire Nicole. Og hun blev der i månedsvis. 

”Jeg havde aldrig boet sammen med en kvinde før, og vi begyndte at tale om vores traumer og erfaringer med patriarkatet. Vi gjorde grin med krænkerne og følte os frie i vores egne kroppe, fordi vi ikke så på hinanden, som samfundet ser på os. Vi var vulgære på en måde, kvinder sjældent er, og det fik os også til at føle os frie.” 

Forløjet fotograf
Samme situation gentages i filmen, hvor Noémie Merlant spiller skuespilleren Elise, der stikker af fra en filmoptagelse og fra sin omklamrende, ulideligt liderlige kæreste. Hun dukker fortørnet op hos sine veninder, stadig klædt Marilyn Monroe.

Nicole taster løs på sin debutroman, mens hun sukker efter den flotte fotograf, hun belurer fra balkonen. Ruby (Souheila Yacoub) er en camgirl, der onanerer sig til sprøjteorgasme for sine klienter og stolt står ved sit begær.

Da fotografen byder kvinderne på drinks, er det Ruby, han vil have på tomandshold. Så han kan bruge hende som model, forsikrer han med søde ord: ”Jeg forsøger at indfange kvinders ægthed, deres feminine energi, deres sjæl.”

Selve voldtægten ser vi ikke. Den slags scener har vi set hundredvis af gange, mener Noémie Merlant.”Vi ved, hvad det går ud på,” som hun konstaterer. 

Hun vil hellere vise, hvad der går forud, og hvad der følger efter. Og hun ved, hvad hun taler om. 

”Min første modeloptagelse, da jeg var sytten, foregik netop, som det sker i filmen. Det var min indgang til voksenlivet. Fotografer siger, at de forsøger at blotlægge din sjæl, men nej, det handler kun om din krop. Du eksisterer ikke rigtigt. Jeg følte længe, at jeg slet ikke eksisterede.” 

Humorens distance
Kvinderne på balkonen er en spraglet hævnkomedie bygget over personlige traumer. Og som Noémie Merlant sidder her på tagterrassen dagen for verdenspremieren i dyre solbriller og modetøj og med en tryghedsskabende cigaret dinglende mellem to fingre, er det tydeligt, at hun føler sig sårbar. 

”Det føltes virkelig skræmmende at lave denne film. Men det betød samtidig, at der var noget interessant at udforske. Jeg havde brug for at udtrykke raseriet. Vi var nødt til at uddrive nogle ting,” forklarer instruktøren. 

Kvinderne på balkonen går fra komik til gru med en grundtone af kvindesolidaritet i en hård mandeverden og fantasifulde greb hentet fra splatter- og horrorfilm. Det skorter ikke på blodstænk og afskårne lemmer, men det var også vigtigt for instruktøren at lave en gennemført morsom film. 

”Det er lettere at dele ting, når man har det sjovt. At gøre grin med det er den eneste måde for mig at skabe distance og tage ejerskab over historien på. At gøre nar er et våben.” 

”Jeg ville ønske, jeg kunne være lige så frygtløs i den virkelige verden og sige til fotografer, jeg har arbejdet sammen med: ’Det, du fortæller mig, er ikke sandt. Faktisk er det lidt dumt.’” 

Patriarkalsk dramaturgi
Noémie Merlant er et velkendt ansigt i biografen, i Frankrig naturligvis, men efter biroller i Tár og Lee også i udlandet. Hun er bedst kendt for gennembruddet i Céline Sciammas Portræt af en kvinde i flammer. 

Filmen om en lesbisk kærlighedshistorie under 1800-tallets patriarkalske kønsnormer blev et vendepunkt i hendes liv. 

”Céline har været en god ven lige siden. Vi holdt aldrig op med at tale om film. Hun vidste, at jeg skrev på den her film og havde problemer, så en dag spurgte hun, om hun skulle hjælpe mig.” 

Kvinderne på balkonen har de skrevet sammen ud fra et ønske om at finde nye måder at fortælle historier på, forklarer Noémie Merlant. 

”Da vi lavede Portræt af en kvinde i flammer, talte vi meget om, hvordan forskellige historier har forskellige dynamikker. Dilemmaer, konflikter og alt det der er på en måde meget patriarkalsk. Så er der en måde, vi kan ændre det på? Kan vi lave en historie, som kan være overraskende og farverig, men også respektfuld og mere normal?” 

Noémie Merlant kommer det lidt nærmere på engelsk: en historie, der er mere ”sane”. Det ord, der vel bedst kan oversættes som ”mentalt sund”, bruger hun flere gange til at forklare, hvad hendes projekt gør op med. Nemlig et samfund, hvis forskruede kvindesyn er det stik modsatte: ”insane.” 

”Den kvindelige krop er et stort problem for mange mennesker, og jeg forstår ikke hvorfor,” siger Noémie Merlant og ryster på hovedet. 

”Vi har bryster, vi har numser! Hvis det er varmt, og jeg vil være topløs, hvad er så problemet? Hvis jeg har en baby, som jeg vil amme, hvad er så problemet? Hvis jeg ser en flot fyr i bar overkrop, kan jeg da også blive lidt ophidset, men jeg holder det for mig selv. Hvorfor kan mænd ikke gøre det samme?” 

Topmodel med spiseforstyrrelser
En japansk interviewer spørger Noémie Merlant om hendes forhold til sin egen krop. Hun tøver et øjeblik, før hun advarer om, at hun vil sige noget personligt. 

”Da jeg var fjorten, femten år, havde jeg det dårligt, fordi jeg ingen bryster havde – overhovedet. Lægerne fortalte mig, at det ville jeg aldrig få. Og jeg ønskede at dø. Fordi bryster ... for en kvinde i vores samfund er det så stort. Jeg havde det, som om jeg ikke var en kvinde.” 

”Lægen kunne se, hvor stort et traume, det var for mig. Jeg mistede lysten til at leve. Så jeg fik lavet bryster, da jeg var femten. Det var mit første rigtige møde med min krop.” 

”Så blev jeg model og begyndte jeg at tage til Paris og rundt i hele verden. Der skete det med fotografen. Og folk i industrien fortalte mig, at jeg ikke var tynd nok – jeg vejede 47 kilo. Så jeg blev anorektisk og bulimisk. I årevis.” 

Årene som model førte Noémie Merlant frem i rampelyset og ind i en verden, hvor hun oplevede, at andre tog beslutningerne for hende. 

”Jeg sagde intet, jeg havde intet at skulle have sagt. Jeg var bare den her krop, som skulle være perfekt for den patriarkalske verden. Jeg følte mig usynlig. Mit eneste mål var at få den perfekte krop. Ingen havde vist mig andet i samfundet.” 

”Mine forældre forsøgte at sige det til mig, men jeg havde det så dårligt. Som syttenårig er man ikke en kvinde endnu. Man bliver behandlet som et stykke kød. Og det var begyndelsen på mit forhold til min egen krop.” 

Vendepunktet kom, da hun indspillede Portræt af en kvinde i flammer. 

”Sammen med kvinder som Céline begyndte jeg at være en kunstner, og jeg begyndte at føle mig som en kvinde. I dag har jeg et langt bedre forhold til min krop. Jeg har stadig traumer, og der er stadig tidspunkter, hvor jeg spiser alt for meget. Men jeg har tvunget mig selv til at forandre det. Det kunne ikke fortsætte på den måde.” 

Krænkelser i parforholdet
Ifølge Noémie Merlant er den eneste vej fremad at lade kvinder komme til orde. Og de emner, hun tager op, er bestemt værd at tale om. 

Som da Eloises kærlighedskrævende kæreste dukker op i Marseilles og endelig får hende for sig selv på et hotelværelse, hvorefter han voldtager hende. Ikke med vold og magt, men ved at være så stangliderlig, at han først bagefter opdager, at hun ikke havde det på samme måde. 

”Det er noget, jeg selv har oplevet – meget. Så det var med i manuskriptet helt fra begyndelsen.” 

”Vi taler slet ikke nok om krænkelser i et parforhold. Det meste af tiden er der ingen vold, hverken fysisk eller psykisk. Så jeg var nødt til at optage det i én ubrudt scene. Det var meget vigtigt for mig at vise nøjagtigt, hvordan det sker, for jeg har på fornemmelsen, at det sker virkelig ofte. Også på tværs af generationer.” 

Det er ikke bare en hård scene, men også en intim scene af en art, vi er begyndt at se færre af på film. Mainstreamfilm er blevet kyske, mens erotiske film er blevet en nichegenre. Også det ønsker Noémie Merlant at gøre op med. 

Et par måneder efter vores interview åbnede hun festivalen i San Sebastian som hovedrolleindehaver i Emmanuelle, Audrey Diwans genindspilning af den erotiske kassesucces fra 70’erne. For Noémie Merlant er det afgørende ikke at pakke nøgenhed og seksualitet væk. 

”Jeg er bange for, at alt, vi har været igennem, har ført til færre og færre intime scener. Jeg forstår, at vi gerne vil beskytte os selv, men skal vi nu til at gemme os igen? Ingen taler om det, men det bliver vi altså nødt til for at kunne skabe forandring.” 

I Kvinderne på balkonen tager hun selv teten i en scene, hvor Eloise efter voldtægten bliver undersøgt af en gynækolog. Og må sidde ydmygende parat med spredte ben og underlivet til skue, mens den mandlige læge langsomt smøler sig sammen til at få handsker på. 

Det er penibelt – og pointen med scenen. 

”Jeg vil have publikum til at mærke, hvordan det føles, når man sidder og er virkelig sårbar hos én, der ikke tager hensyn til ens følelser. Jeg var nødt til at vise det. Og vise det længe.” 

Prikker hul på bylden
MeToo-bevægelsens første bølge gjorde ikke noget større indhug i det franske kulturlandskab trods offentlige anklager og engagerede fortalere. Blandt andre Adèle Haenel – Noémie Merlants medskuespiller fra Portræt af en kvinde i flammer – der lagde skuespilkarrieren på hylden for at hellige sig aktivisme. 

”På det tidspunkt var folk ikke i stand til at lytte til hende. Det var virkelig slemt,” fortæller Noémie Merlant. 

Adèle Haenel blev misbrugt af instruktøren Christophe Ruggia, da hun var tolv år gammel. Dengang var det en anklage, som mange var ivrige efter at affeje. I dag er instruktøren dømt for pædofili, mens skuespilkoryfæet Gerard Depardieu er dømt for seksuelle overgreb. 

Det føles, som om hele Frankrig langt om længe har prikket hul på bylden.

”Jeg ved ikke, hvorfor det har taget så lang tid. Måske er der her i Frankrig bare et virkelig stærkt patriarkat. Men jeg har på fornemmelsen, at folk lytter denne gang. Det er ikke, fordi vi ikke har sagt noget, men vi har manglet nogle, der ville lytte. Og det har vi fundet nu.”