Cannes 2026
09. apr. 2026 | 10:41 - Opdateret 09. apr. 2026 | 12:17

Skal danskerne indtage Cannes i år?

Foto | Jan Buus

Nicolas Winding Refn har været i Cannes ad flere omgange. I 2013 blev han udtaget med Only God Forgives, og i den forbindelse stillede han op til et særligt interview i Ekko #61. 

I dag offentliggøres programmet til årets Cannes-festival, og Nicolas Winding Refn, Lars von Trier samt Ekko Shortlist-vinderen Selma Sunniva kan gå hen at blive udtaget.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

Klokken 11 begynder offentliggørelsen af årets program til Cannes-festivalen.

Verdens mest respekterede filmfestival finder sted fra 12. til 23. maj. I dag offentliggøres de udtagne til Cannes-festivalens officielle program, der inkluderer hovedkonkurrencen og den næstbedste konkurrence, Un Certain Regard, samt film, som bliver vist uden for konkurrence.

Ekko dækker løbende offentliggørelserne her, og der er god grund til at følge med, for ifølge diverse forudsigelser i de seneste uger er flere danske film i spil.

Nicolas Winding Refn har besøgt den sydfranske by før med Drive, Only God Forgives og The Neon Demon. Han er blevet en del af den såkaldte Cannes-familie, hvor man er så godt som sikker på udtagelse. I år spås han en plads med thrilleren Her Private Hell.

På det seneste har flere gættet på, at selveste Lars von Trier er kommet i mål med dødsfilmen After og håber på at vise den i hovedkonkurrencen. Instruktøren er ramt af Parkinsons, men filmen har fået en stor udviklingsstøtte af Filminstituttet og har været undervejs noget tid i dybeste hemmelighed.

Spørgsmålet er dog, om den er så færdig, at den vil kunne vises på festivalen, og om den svækkede instruktør i så fald selv vil møde op.

En sand sensation ville det være, hvis Selma Sunnivas spillefilmdebut Pigedyr blev udtaget. Instruktøren vandt stort til Ekkos Shortlist Awards i 2023 med Et eksempel: Dem på gulvet, og efter sigende er det ikke helt utænkeligt, at hun får en fransk invitation. Det er dog mere sandsynligt, at filmen vil blive udtaget til en af parallelkonkurrencerne, Semaine de la Critique og Quinzaine des cinéastes, som offentliggøres 14. april. 

Nogle gætter også på en særvisning af Jonas Poher Rasmussens Dansker. Instruktøren blev tredobbelt Oscar-nomineret for den animerede dokumentar Flugt i 2022. Dansker er en filmatisering af Halfdan Piskets tegneserietrilogi, og Ekko interviewede forfatteren om projektet, da det stadig var i udvikling i 2023.

Vi opdaterer løbende her.

Må ikke bøjes for AI
I sin åbning af pressekonferencen slår festivalpræsidenten Iris Knobloch på, at film er vigtige i en krisetid som den, vi lever i. Festivalen blev faktisk grundlagt i 1939, altså året for begyndelsen af Anden Verdenskrig.

Hun bemærker, at festivalen har et særligt ansvar i forhold til ytringsfriheden og til at fremme kvindelige filminstruktører.

Til gengæld må filmkunsten ikke bøje under for AI. ”En film er ikke blot et mønster af data, men en personlig vision,” siger hun.

Efter talen får Cannes-direktøren Thierry Frémaux ordet. Kun 95 procent af programmet offentliggøres i dag, da der er tradition for, at film kan nå at komme med i sidste øjeblik, understreger han.

Han slår også på, at filmkunsten ikke er døende, som nogle hævder, men tværtimod meget levende. Og det vil årets festival vise. 2.491 film et blevet indsendt til festivalen fra 141 lande. Det er omkring 1.000 flere film end sidste år.

Han fremhæver dokumentarfilm, som står stærkt i denne tid. Og det samme gælder animationsfilm. Dog er store amerikanske studiefilm mindre tilstede på festivalen end tidligere.

Un Certain Regard – andenkonkurrencen – er fokuseret på debutfilm. her er Costa Rica for første gang repræsenteret med Valentina Maurels Forever Your Maternal Animal.

Dokumentaren John Lennon The Last Interview af den kendte amerikanske instruktør Steven Soderbergh vises uden for konkurrence. Hollywood-instruktøren Ron Howard står også klar med en dokumentar uden for konkurrence: Avedon.

Som en del af sideprogrammet Cannes Premiere er skuespilleren John Travolta udtaget som debuterende instruktør med eventyrfilmen Propeller One-Way Night Coach. Travolta har tidligere været i Cannes som skuespiller i blandt andet Quentin Tarantinos Pulp Fiction. 

Japanske Kiyoshi Kurosawa, der sidste år havde dansk premiere på den hallucinatoriske gyser Cloud, har lavet samuraifilmen Kokurojo: The Samurai and the Prisoner. Den vises også i programmet Cannes Premiere.

Fremaux kommenterer kritikken af, at det altid er de samme navne, der kommer til Cannes. Men det vil man ikke kunne sige i et stykke tid efter årets festival, siger han.

Refn er udtaget
Så lyder nyheden endelig om, at Nicolas Winding Refn og Her Private Hell er udtaget! Dog uden for konkurrence – hvilket er noget af en skuffelse. Refns film plejer at blive vist i hovedkonkurrencen.

Nu kommer vi til hovedkonkurrencen. Fremaux nævner, at en vigtig film mangler, men forhåbentlig når at komme med senere. 

Den russiske instruktør Andrey Zvyagintsev (The Return, Loveless, Leviathan) er udtaget med Minotaur.

Den polske instruktør bag Cold War og danskproducerede Ida, Paweł Pawlikowski, er tilbage med filmen 1949. Det samme er ungarske Laszlo Nemes, der står bag Holocaust-mesterværket Sauls søn, og nu har lavet Moulin.

En af de film, mange har spået rigtigt om, er Fjord af den rumænske instruktør og tidligere Guldpalmevinder Cristian Mungiu (4 måneder, 3, uger, 2 dage). Dramaet er Cristian Mungius første engelsksprogede film og foregår i Norge med Sebastian Stan og norske Renate Reinsve i hovedrollerne.

Den yderst produktive japaner Hirokazu Kore-eda, som vandt Guldpalmen i 2018 med Soplifters, forholder sig til AI i Sheep in the Box.

Arthur Harari, der skrev manuskriptet til Guldpalmevinderen Frit fald sammen med instruktøren og hustruen Justine Triet, har selv instrueret den æstetisk udfordrende The Unknown.

Endnu en stærk japaner, Ryusuke Hamaguchi, er med i år. Han vandt manuskriptprisen i Cannes for Drive my Car, som også vandt Oscaren for bedste internationale film i 2022. Denne gang hedder filmen Sudden.

Foreløbig dansk skuffelse
Den forrygende belgiske instruktør Lukas Dohnt (Girl, Close) er tilbage i hovedkonkurrence med en film om første verdenskrig. Den hedder Coward.

De seneste år, hvor situationen i Iran er spidset til, har Cannes inviteret iranske instruktører, som laver film på trods af forbud fra hjemlandet i form af Mohammad Rasoulof og Jafar Panahi. Sidstnævnte vandt Guldpalmen sidste år med It Was Just an Accident. I år er deres kendte landsmand Asghar Farhadi inviteret med Parallel Tales.

Den spanske mester Pedro Amodóvar vandt Guldløven i Venedig i 2024 med sin første engelsksprogede film The Room Next Door og kan potentielt fortsætte triumfen i Cannes med den nye Bitter Christmas.

Amerikanske Ira Sachs kaster en smule Hollywood-skær over hovedkonkurrencen med aids-dramet The Man I Love, som har Rebecca Hall og Rami Malek i hovedrollerne.

Jury-præsidenten er koreanske Park Chan-wook, der kendes for Oldboy og tidligere i år havde dansk premiere på No Other Choice. 

Programmet ser spændende ud, men set med danske øjne er det skuffende, at vi ikke er repræsenteret i hverken hovedkonkurrencen eller Un Certain Regard. Skuffelsen følger i forlængelse af en historisk dårlig Berlinale-festival for Danmark.

Løbet er dog ikke kørt. I de kommende dage offentliggørelse parallelkonkurrencerne, og der kommer som regel også et par film mere i hovedkonkurrencen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko