Super16 får skulderklap af Cannes

Mikkel Bjørn Kehlert vil lave film, man tager med sig.

Med sine to første kortfilm, der begge kan ses på Ekko Shortlist – To alen, ét stykke og Erik, der vandt prisen for bedste skuespiller ved Ekko Shortlist Awards 2022 – har den unge Super16-instruktør markeret sig som et talent med en særlig sans for at fortælle i sensuelt mættede billeder.

Det har man fået øje for på Cannes-festivalen, hvor hans kortfilm Måske i marts er udtaget i La Cinef, en sidekonkurrence for filmskolefilm fra hele verden.

Film fra den alternative filmuddannelse Super16 har før lagt vejen forbi Croisetten, men i festivalerne Quinzaine des cinéastes og Semaine de la Critique, som eksisterer parallelt med den store festival.

Måske i marts er den første produktion fra filmskolen, der vises i Cannes-festivalens officielle program.

”Det gør mig meget stolt og rørt, at denne skole, der startede som en rebelsk afstikker til Filmskolen, får det her håndtryk,” siger instruktøren, da vi mødes i en sval og rummelig Airbnb-lejlighed fem minutters gang fra festivalens epicenter: Palais des Festivals. 

Her skal tremandsholdet bag filmen bo sammen med en flok andre unge, ambitiøse filmskabere, mens de præsenterer deres film og networker på livet løs på verdens største filmfestival.

Det tabte barndomshjem
Foruden instruktøren tæller holdet producer Sebastian Willum Braae og manuskriptforfatter Agnes Maagaard, der allerede spillefilmdebuterede på Berlinalen med dramaet Schwesterherz.

De tre mødte hinanden som del af skolens Årgang #13 og producerede Måske i marts som deres førsteårsfilm. ”Vores samtaler drejede sig naturligt i retning af at flytte hjemmefra,” forklarer Mikkel Bjørn Kehlert.

”Vi har alle stået i en situation, hvor vores barndomshjem blev solgt. Og da vi begyndte at snakke, opstod der en masse fragmenter, som pegede i alle mulige retninger, men inden for samme boble af en familie.” 

Den 25 minutter lange film består af sansemættede scener fra en families sidste dage på slægtsgården.

Søsteren kommer hjem og hjælper med at pakke minder i flyttekasser. Forældrene hjælpes ad om gårdens gøremål. Familien samler brænde og fejrer sønnens sidste fødselsdag i barndomshjemmet.

”Det har ikke været vores mål at lave en fortælling båret af plottet. Hver scene er et fragment, vi gerne vil udforske filmisk.”

Flydende arbejdsproces
Ét bindeled tværs gennem fragmenterne er, når sønnen lytter til sin fars diktafondagbog, hvor faren noterer sig vind, vejr og sit eget hastigt skrantende helbred.

Det lakker mod enden, fornemmer man, og hans sygdom skaber en knude af vrede, afmagt og ømhed hos den lille familie, som får afløb på forskellig vis. 

Mest slående er scenen, hvor moren samler æg en sidste gang, kommer ét i munden og knuser det, så indholdet siver ud af hendes mund. Et sjældent nærbillede i en film, hvor familien for det meste holdes observerende på afstand i et kasseformet billedformat.

”Billederne er opstået organisk i en flydende arbejdsproces. Det er som sædceller, der flyver mod ægget,” siger han med et kejtet grin over sammenligningen.

Farens indtalte beskeder er inspireret af en tilsvarende dagbog, som Agnes Maagaards bedstefar holdt. Men hans dødelige sygdom er heldigvis ikke noget, nogen i trekløveret har haft erfaring med.

”Det var vigtigt for os ikke at lave en 1:1-skildring af vores erfaringer, men derimod at sammensætte det hele i en pulje, ryste det lidt og se, hvad der popper ud. En historie om ens egne oplevelser kan være rigtigt god til en fest, men det fungerer ikke nødvendigvis på film,” forklarer Mikkel Bjørn Kehlert. 

Stemning frem for plot
Han bekymrer sig ikke meget om historien, men stoler på en proces, hvor filmen åbenbarer sig undervejs.

”For mig starter processen med, at vi finder ind til, hvordan vi har det, og så arbejder ud fra det. Mine to andre kortfilm startede med noget visuelt og en grundfølelse, hvor jeg så forsøger at samle elementerne.”

”Det er også den måde, jeg selv ser film på. Jeg husker stemningen, billedet og lydene, men kun sjældent plottet.”

Den tilgang gør det også nogle gange svært at udstikke retningen som kreativ tovholder.

”Det kan være udfordrende at beskrive, hvilke følelser jeg vil have frem i filmen, men det er også sjovt, når det klikker, og holdet mærker idéen snarere end at forstå den.”

Selv om han allerede er nået helt til Cannes, er Mikkel Bjørn Kehlert også meget bevidst om, at han stadig er i starten af karrieren. 

”Jeg er stadig i en proces, hvor jeg lærer. Og jeg føler, at jeg stjæler meget. Jeg føler mig som lidt af en impostor ved at være her, for jeg er stadig ved at udvikle mit filmsprog. Men at få det her klap på skulderen gør, at jeg kan stole mere på min intuition.” 

”Den gode historie”-dogmet
For Mikkel Bjørn Kehlert er den største udfordring i den danske branche, at den ”gode historie” bliver betragtet som fundamentet for hver nye film.

”Vi får støtte til idéer og gode pitches, og så bliver de lavet på præcis samme måde rent filmisk. Nogle af de pitches er gode, men det er ikke altid den gode idé, der bliver til en god film.”

Han nævner selv New Danish Screen-ordningen Skitsen, der blev lanceret i 2015 og resulterede i markante film som Vinterbrødre, Team Hurricane og En frygtelig kvinde.

”Nogle af de største filmoplevelser, jeg har haft, er, når filmen har vækket noget i mig, som jeg ikke rigtigt kan sætte en finger på. Det har der ikke været nok af i dansk film.”

”Jeg ville gerne have, at der kommer en mere filmisk tilgang til projekterne. Film kan nemlig meget mere end at fortælle gode historier – de kan også skabe oplevelser og vække følelser.”

Og det at sætte stemning over historie behøver heller ikke nødvendigvis gå ud over publikumstallene, mener Mikkel Bjørn Kehlert.

”Jeg har en måske naiv tro på, at også hr. og fru Danmark, kan nyde eksperimenterende film, hvis de bliver eksponeret for dem på den rigtige måde.”

”Vi skal kollektivt øve os i at connecte til en anden type film end den filmede historie. Og vi skal vække noget andet i filmmediet end bare at filmatisere manuskripter. Mediet skal bruges i alle de facetter, det har i sig.”