Tom Noonan gjorde ethvert billede ubehageligt

En nylonstrømpe trukket ned over den øverste halvdel af hovedet. Strømpen presser ansigtet fladt og forvrænger trækkene, så han fremstår både anonym og grotesk. Totter af hår stritter ud i nakken, vejrtrækningen virker tung og kontrolleret, mens han oplever den forvandling, der overtager ham.

Seriemorderen Francis Dollarhyde i Michael Manns forløber for The Silence of the Lambs, nemlig Manhunter (1986) baseret på Thomas Harris’ Den røde drage, er en af de mest rædselsvækkende personer i filmhistorien.

Billedet af Dollarhyde med nylonstrømpen og et offer fastgjort til en kørestol har brændt sig fast på nethinden. Det skyldes først og fremmest Tom Noonans præstation, der i modsætning til Ted Levine i den tilsvarende rolle som Buffalo Bill i The Silence of the Lambs er uhyre afdæmpet.

”Han behøver ikke spille uhyggelig, han er uhyggelig,” som en kritiker har formuleret det.

I løbet af sin 37 år lange filmkarriere gjorde Tom Noonan altid indtryk. Ikke kun når han var i fokus, men også, når han udfyldte baggrunden.

Charlie Kaufmans Oscar-nominerede animationsfilm Anomalisa fra 2015 blev en af skuespillerens sidste filmroller. Her spiller David Thewlis og Jennifer Jason Leigh hovedrollerne, mens Noonan lægger stemme til alle andre figurer: mænd, kvinder og børn.

Med sin underspillede stemme bidrager han til filmens absurde komik, men også filmens unikke, eksistentielle uro. Følelsen af at være helt alene i verden, mens alle andre mennesker blot er en stor, uforståelig masse.

Hemmeligheden er at være bange
Tom Noonan blev født 1951 i Greenwich, Connecticut. Moren var matematiklærer og faren en tandlæge, der også spillede jazzmusik.

Tom voksede op i Brooklyn, New York, og med en højde på 1,96 meter blev den første store passion basketball. Senere begyndte han at spille skuespil og bruge sin højde til at skræmme publikum.

Han har sagt, at han som ung følte sig socialt isoleret på grund af højden. Han var en stille fyr, der kunne lide at observere andre mennesker.

En kort periode studerede Tom Noonan medicin på Yale University, men han droppede studiet og begyndte i stedet at spille skuespil på det eksperimentelle teater La MaMa i New York. Her udviklede han sin karakteristiske langsomme og intense spillestil.

De første filmroller kom i 1980’erne med mindre optrædener i blandt andet John Cassavetes’ gangsterdrama Gloria og Heaven’s Gate, Michael Ciminos ambitiøse og berygtede westernfiasko.

I 1983 var han med til at grundlægge teatret Paradise Factory, hvor han opsatte sine egne stykker – værker, som han senere selv filmatiserede.

Empati og tristesse
I et interview med Filmmaker Magazine fra 2015 fortalte skuespilleren, at han var lige ved at gå glip af gennembrudsrollen i Manhunter, da han blev træt af at vente på sin audition hos Michael Mann.

Da de endelig mødtes, spurgte instruktøren, hvordan Noonan kunne være så uhyggelig. Han svarede, at nøglen til at være uhyggelig er selv at være bange. Mennesker er altid bange for skræmte mennesker, forklarede han, og det gjorde indtryk på Mann.

Manhunter blev noget overset ved premieren, men er siden gået hen og bliver en kultklassiker. Den handler om FBI-agenten Will Graham, der med hjælp fra Hannibal Lecter (Brian Cox) jagter Noonans seriemorder, som tror, at han ved at dræbe mennesker kan forvandle sig til væsenet på William Blakes maleri Den store røde drage og kvinden klædt i solen.

”Efterhånden som Will lærer Dollarhyde at kende gennem et fantastisk puslespil af spor, og filmen fører os ind i Dollarhydes hule, fører Tom Noonan os ind i hans splittede sind. Præstationen er så fin som et slør, så skarp som et barberbladssnit,” skriver Owen Gleiberman fra Variety i en hyldest til skuespilleren.

”Jeg mødte ham én gang, til en fest i 1991 for Jim Jarmusch’ Night on Earth, hvor han var så sød, som dagen er lang (selv om det – indrømmer jeg – stadig var en smule som at møde Francis Dollarhyde),” fortsætter Gleiberman og tilføjer: ”Da jeg fortalte, hvor højt jeg elskede hans præstation i Manhunter, blev han overrasket, som om filmen ikke var noget særligt.”

Vildleder publikum
Efter Manhunter viste Noonan sig i stand til at gøre ethvert billede ubehageligt. Efter gennembruddet fik han rollen som Frankensteins monster i The Monster Squad (1987),hvor han forlener skurken med en empati og tristesse, der bliver regulært rørende.

I Robocop 2 (1990) spiller han på en diskret og frygtindgydende måde narkokultleder, han er en sadistisk seriemorder i Last Action Hero (1993), og i Michael Manns mesterlige thriller Heat (1995) optræder han som hackeren Kelso.

Tom Noonan bidrager til at gøre The X‑Files-afsnittet Paper Hearts fra 1996 til et af de mest uhyggelige. Her inkarnerer han den stilfærdige, men kuldegysende børne- og seriemorder John Lee Roche.

Skuespilleren blev efterhånden så sammenkædet med skurkeroller, at hans casting som præst i Sean Penns thriller The Pledge fra 2001 var et forsøg på at vildlede publikum til at mistænke ham som morder.

Én lang første date
Som instruktør opnåede Tom Noonan størst succes med indie-filmen What Happened Was …, som bygger på hans eget teaterstykke og vandt Grand Jury Prize på Sundance-festivalen i 1994.

Filmen skildrer én lang første date mellem to ensomme mennesker (spillet af Noonan og Karen Sillas), der smerteligt ikke formår at finde ind til hinanden. Den blev en kritikersucces og gav samtidig inspiration til andre dialogbaserede indiefilm.

Manuskriptforfatteren Charlie Kaufman var meget begejstret for What Happened Was …, og da han selv debuterede som instruktør med den absurde depressionsfilm Synecdoche, New York i 2008, castede han Tom Noonan.

I filmen spiller Phillip Seymour Hoffman en instruktør, der iscenesætter hele New York som teaterstykke i en uendeligt stor lagerhal. Noonan er en skuespiller, som hemmeligt har stalket instruktøren i tyve år og nu vil spille ham i stykket. Ligesom i Anomalisa bruger Kaufman Tom Noonan til at skabe en bizar og udefinerbar form for utilpashed.

Privatlivet værnede Noonan om, og han holdt sig bevidst væk fra celebrity‑kulturen. Han brugte ofte sin tid på at skrive teaterstykker og kritiserede åbent de store actionfilm, som han mente havde undermineret filmbranchen.

Han blev gift og skilt to gange og efterlader sig to voksne børn.