Debat: Trækker Ditte Okman i land?
Journalisten Ditte Okman arbejdede fra 1999 til 2001 med sikkerhed på flyruter til Israel, hvor hun talte med passagerer og gennemsøgte tasker for eventuelt sprængstof.
Ditte Okman er kendt som sladderdronning med sin podcast Det vi taler om, men hun har også længe haft en journalistisk og meningsdannende profil, der er tilknyttet Israel.
”Den næste, der kæfter op om folkedrab og apartheid, skulle simpelthen have en flad,” skrev hun således i et debatindlæg i B.T. den 5. november 2023, på trods af at der i flere år havde været konsensus blandt menneskerettighedsorganisationer om et israelsk apartheid.
Men på det seneste virker det, som om Ditte Okman vil nedtone sin tilknytning til Israel, og spørgsmålet er hvorfor.
Kristeligt Dagblad udkom den 4. oktober 2024 med en artikel i anledning af Okmans 50-års fødselsdag, hvor hun blev kaldt legemliggørelsen af ordet ”bramfri”.
Tre dage senere foretog avisen dog en vigtig rettelse.
”I artiklen fremgik det tidligere, at Ditte Okman havde arbejdet for den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bet. Det er ikke korrekt. Ditte Okman har arbejdet med sikkerhed for det israelske luftfartsselskab El Al. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.”
Israelsk sikkerhedstjeneste
Rettelsen, som må antages at stamme fra Okman selv, er imidlertid i modstrid med hendes tidligere udtalelser fra samme år. I podcasten Bearnaise er dyrenes konge fra den 24. januar sagde hun:
”Jeg fik arbejde under den israelske sikkerhedstjeneste, hvor jeg bare rejste rundt og lavede sikkerhed for de israelske luftfartsselskaber og ambassaden.”
Og den 30. september 2022 lavede Dansk Journalistforbund et event med Okman under titlen ”Drink & Debat: Det journalistiske hierarki med Ditte Okman”. Beskrivelsen lød: ”Når man kigger på Ditte Okmans cv, står der B.T., SE og HØR, Ekstra Bladet og Den Israelske Sikkerhedstjeneste.”
På cv’et, som var tilgængeligt, stod: ”Har tidligere arbejdet for den israelske sikkerhedstjeneste, været tilknyttet presseafdelingen i Venstre samt været ansat på B.T., Se og Hør, Ekstra Bladet og Radio24Syv.”
Samme cv ses hos Elle den 16. januar 2023.
Bredere engagement
Det officielle cv viser, at arbejdet for den israelske sikkerhedstjeneste ikke var en fodnote, men et centralt punkt.
Det er utænkeligt, at Okman var profileret på den måde med fejl af så central en journalistisk organisation, uden at hun havde rettet på det omgående, hvis det var problematisk.
I en stor portrætartikel i Politiken den 2. november 2019 står der under mellemrubrikken To år i en sikkerhedstjeneste:
”Hun fik et job i Israels sikkerhedstjeneste, hvor hun i godt to år havde til opgave at tale med passagerer og tjekke, at ingen tog bomber med om bord.”
Men hendes seneste beskrivelse fra podcasten Bearnaise er dyrenes konge synes at betegne et bredere engagement i den israelske sikkerhedstjeneste end bare El Al. Hun taler om luftfartsselskaber i flertal og nævner desuden ambassaden.
Det giver anledning til at spørge om en præcisering. Dels fordi Ditte Okman er en person med en markant politisk holdning til Israel, dels fordi det er samfundsrelevant.
Foredrag om sine rødder
Den 4. juni gæster Ditte Okman Jødisk Kulturfestival med foredraget Ditte Okman: Det, vi aldrig talte om, som er en ordleg på hendes podcast.
Beskrivelsen synes at påpege, hvor centralt emnet ”Israel” er for hende – især siden 7. oktober 2023, hvor Hamas’ angreb fandt sted.
”Da Ditte Okmans israelsk-fødte far døde for tyve år siden, opdagede hun ved et tilfælde en side af ham, han havde skjult godt. Måske en religiøs side. Eller et forsøg på at holde fast i sine rødder,” starter oplægget og fortsætter:
”Den kendte journalist og podcast-vært har selv skullet afdække sine jødiske og israelske rødder. Og hun har stået ved dem. Det sidste har ikke været uden omkostninger – ikke mindst efter 7. oktober 2023, hvor hun blandt andet har skrevet om de israelske gidsler på sociale medier. Det gav et bagslag – på grund af hendes baggrund, hendes køn og hendes fag.”
”I en samtale med redaktør for Jødisk Orientering, Michael Rachlin, taler Ditte Okman om sine rødder, sit fag og sine erfaringer med de sidste to års polarisering i den offentlige debat.”
Underlagt fortrolighed
Uanset hvad svaret på spørgmålet om hendes fortid med den israelske sikkerhedstjeneste er, tyder noget på, at Okman inden for det seneste år har haft en interesse i at nedtone sin profil.
I sine seneste sociale medieopslag fra Israel, hvor hun befandt sig i begyndelsen af maj, skrev hun:
”Det er tydeligt, at det er en eller flere personer, der ikke bryder sig om mig, når man læser min (Wikipedia-side, red.), men hvad der er mere problematisk, det er, at en del også er løgn.”
”Jeg flyttede i en periode til en kibbutz i Israel for at studere hebraisk, ja. Men jeg har aldrig arbejdet for Shin Bet (Israels interne efterretningstjeneste, red.). Hverken da jeg læste hebraisk, men heller ikke før eller efter. Jeg gætter på, at historien er opstået fra en artikel i Journalisten, hvor en person i kommentarsporet påstår det. Da jeg blev opmærksom på ’misforståelsen’, kontaktede jeg fagbladet, der ikke reagerede.”
Den omtalte artikel er fra 2014, og hedder Ditte Okman: ’Jeg troede, at jeg skulle dække Mellemøsten, men det hele ændrede sig på Panikdagen’.
I artiklen siger Okman:
”Jeg turde ikke søge ind på Journalisthøjskolen, fordi jeg var bange for at få nej. I stedet læste jeg semitisk filologi i seks år. Flyttede til Israel, lærte hebraisk. Jeg arbejdede for den israelske sikkerhedstjeneste i en periode.”
”Jeg skulle blandt andet tale med passagerer og sørge for, at ingen tog bomber med ombord. Hvis der var mistanke, var det også mig, der skulle tjekke bagagen: Var bomben i legetøjet, i en laptop, i kufferthjulene? De sendte mig rundt i hele verden – så var jeg en weekend i London, en uge i Prag, en måned i Tyrkiet.”
Journalisten spørger: ”Fandt du nogensinde en bombe?”
Hvortil Okman svarer: ”Det må jeg ikke sige.”
Så Okman antyder, at hun er underlagt fortrolighed, som hun stadig er bundet af. Er hun kommet til at tale over sig i sin åbne fortælling om sin fortid hos den israelske sikkerhedstjeneste?
Medie afviser Okman
Under Okmans Facebook-opslag svarede chefredaktøren for Journalisten, Christian Lindhardt.
”Det er faktuelt forkert, når du skriver, at du kontaktede Journalisten, og at vi ikke reagerede,” skriver chefredaktøren og fortsætter:
”Det var mig, du talte med i flere omgange, og jeg undersøgte sagen grundigt. Jeg valgte ikke at rette eller slette noget, fordi det er et direkte citat fra dig selv i en artikel fra 2014, som du har haft gennemsyn og godkendt. Og vi skriver det igen i et stort portræt af dig i 2022, hvor du igen har haft det til gennemsyn og godkendt det.”
”Vi reagerer altid på klager, men det er ikke altid, at vi giver klagerne ret.”
Nu påstår Okman, at ”misforståelsen” kommer fra kommentarsporet, men spørgsmålet er, om det nødvendigvis er en fejlfortolkning?
Okman sagde ikke ”El Al’s sikkerhedstjeneste”, men derimod ”den israelske sikkerhedstjeneste” (min fremhævelse). Den israelske sikkerhedstjeneste er noget nationalt, og det kan næsten kun forstås som Shin Bet.
Shin Bet er de første to hebraiske bogstaver i akronymet SHABAK, der står for Sherut Bitahon Klali og betyder ”generel sikkerhedstjeneste”.
Så det er en stråmand lagt ind af Okman. Mediet Journalisten behøver ikke at gøre noget, for de har ikke gjort noget forkert, og fortolkningen af Okmans citat er helt plausibelt og legitimt. Derfor har de ikke pligt til at reagere.
Debat om rejser
Ditte Okman blev således markant mere tilbageholdende i 2024, hvor der kom et øget fokus på journalister, der tager på betalte rejser til Israel.
Selv om Okman ikke var nævnt i Sara Bovin, Suada Ada Demirovic og Lars Kiærs kronik i Information om dette emne – Betalte rejser til Israel til journalister og debattører undergraver pressens troværdighed fra 16. juni 2024 – var Okman ret forarget over at have optrådt i en intern kladde, som hun fik adgang til.
Hun skrev, at hun selv havde betalt for sin rejse, og at det i øvrigt var en privat ferie.
Emnet vakte interesse, ikke mindst fordi det rækker bredere end til journalister. Det omhandler også politikere, som Dansk Zionistforbund praler med at sende afsted på deres rejser. Det skrev jeg om i Politiken 6. september 2024 under titlen Studieturene til Israel er ren zionistisk propaganda.
Måske den seneste debat har gjort det problematisk for Ditte Okman at stå i samme åbne lys som tidligere med sin fortid som israelsk sikkerhedsperson, der ikke må afsløre hemmeligheder, som arbejder for staten Israel, og som kommer rundt i verden i den mystiske sikkerheds ærinde, også til ambassader rundt i verden.
Det kan se ud, som om Ditte Okman vil reduceres til en almen El Al-medarbejder for at undgå, at disse spørgsmål kommer for tæt på hende.
Men man kan ikke sådan omskrive og udviske fortiden. Det er uvederhæftigt. Og det kræver, at rette en masse ”misforståelser”, som man selv har skabt alle steder.
Sagen om Pundik
Diskussionen om, hvad det betyder som journalist at være tæt tilknyttet Israel, kender vi fra sagen om Politikens afdøde chefredaktør, Herbert Pundik.
Han var agent for Israelsk internationale efterretningstjeneste Mossad, mens han var journalist i Danmark i 1960’erne. Han påstod, at Mossad-engagementet stoppede i 1970, da han blev chefredaktør for Politiken – en stilling, han besad i de efterfølgende 25 år. Alligevel sagde han i et interview ved tiltrædelsen, at Politiken ville identificere sig med Israels skæbne, så længe han var chefredaktør.
I Informations Pundik-nekrolog i 2019 skrev Lasse Ellegaard, at Pundik fastholdt sin lobbyisme for Israel, indtil det israelske arbejderparti mistede regeringsmagten i 1977.
”Havde Herbert Pundik ikke været zionist, men eksempelvis tidligere kommunist, havde han haft ørerne mere i mediemaskinen, måske endda i lov-møllen,” skrev samme Lasse Ellegaard i sit 2010-interview med Pundik.
”Løbebanen blev dikteret af to spor: et jødisk og et dansk, men ikke altid med åben dagsorden. Dog – eftersom han er en respekteret dansk jøde blev det automatisk betragtet som bagtalelse at benævne ham som zionistisk agent, hvad han notorisk var, og hvilket han ikke skammer sig over.”
”I krydsfeltet mellem at være Mossad-spion, zionist-aktivist og meningsdanner, var han det, der i spionjargon kaldes påvirkningsagent. Herbert Pundik har i mere end 50 år været en mand med en mission, og missionen har et navn: Israel. I dag som for 62 år siden, da han meldte sig frivilligt til krigen mod de arabiske frontstater.”
Spørgsmålet i forhold til Okman er anderledes end i Pundiks tilfælde. Det kan være, at hendes engagement med ”den israelske sikkerhedstjeneste” var af mere perifer eller uformel karakter. Og hun var ikke journalist, da hun arbejdede for sikkerhedstjenesten.
Men der er stadig behov for en tydeligere afklaring om Ditte Okmans fortid med Israel, da visse forklaringer ikke stemmer overens. Uden den risikerer hun at underminere sin troværdighed som journalist, ekspert og meningsdanner.
Det kan næppe være i hendes egen interesse.
Ditte Okman svarer
Lad mig starte med at slå fast: Jeg arbejder ikke for Mossad og har aldrig gjort det. Jeg arbejder ikke for Shin Bet og har aldrig gjort det. Jeg er ikke såkaldt påvirkningsagent og har aldrig været det.
Som Jonathan Ofir selv pointerer, har jeg ved adskillige lejligheder fortalt, hvad jeg har arbejdet med, da jeg var ansat med sikkerhed for Israel, og jeg præciserer det gerne igen. Nu over for læserne af et dansk filmmagasin:
Fra 1999 til 2001 arbejdede jeg med sikkerhed for det israelske luftfartsselskab ElAl. Sikkerheden ligger under det israelske sikkerhedsministerium og har deraf lønnet mig. Det har jeg altid været helt åben om.
Mit job bestod i at tale med passagerer, der skulle flyve til Israel, og undersøge deres bagage for eventuelt sprængstof. Jeg stod genkendeligt i uniform i lufthavnen. Enkelte gange hjalp mine kolleger eller jeg den israelske ambassade i Danmark, hvis de havde et særligt arrangement og brug for assistance, ligesom vi bistod charterselskaberne Israir og Arkia, når de havde afgange fra København om sommeren.
Jeg var bosat i Danmark, og min primære base var Kastrup Lufthavn. Men jeg rejste også rundt til andre lufthavne, hvis der var brug for det, og jeg i øvrigt havde tid og lyst.
Jeg stoppede omkring den 11. september 2001, da ElAl langsomt lukkede ned for deres flyvninger i Norden, og jeg besluttede at koncentrere mig om at færdiggøre mine studier.
Ifølge Jonathan Ofir er hans lange indlæg motiveret af en interesse for, hvad der tjener mig bedst. Jeg takker for omsorgen, omend jeg finder det besynderligt at finde den i et filmmagasin.
Slutteligt vil jeg opfordre til, at alle debattører i den politiske debat om Israel/Gaza nu forsøger at koncentrere sig lidt mere om at ytre sine egne holdninger til denne vigtige og svære sag og lidt mindre om motivspekulation og personangreb på dens øvrige deltagere.
Jeg er ikke og har aldrig været agent. Jonathan Ofir og jeg bare er politisk uenige.
Jonathan Ofir
Født 1972 i kibbutzen Givat Haim Ichud, der ligger nord for Tel Aviv i Israel.
Violinist, dirigent og skribent.
Har boet i Danmark siden 1995.
Skriver fast om Israel-Palæstina for den amerikanske netavis Mondoweiss.
Åbenhed i debatten
Ekko er et film- og mediemagasin, der også kritisk forholder sig til medierne.
Vi har skrevet flere artikler om Israel og Palæstina og ikke mindst mediernes dækning af konflikten.
I juni 2024 undersøgte vi omfanget af danske journalisters rejser til Israel på staten Israels regning.
facebook
twitter
Kommentarer