Biografanmeldelse
07. nov. 2012 | 09:23

The Act of Killing

Foto | Joshua Oppenheimer
De indonesiske eksbødler åbner deres film i filmen med en scene, hvor de udklædte mænd hylder sig selv i et kulørt musical-optrin.

Som en dokumentarfilmens Dommedag nu rejser den fænomenale The Act of Killing ind i menneskets mørke hjerte med surreelle billeder af dansende gangstere i drag og folkedrab med smil på læben.

Af Henrik Østergaard

På en tagterrasse i Indonesien danser en nynnende ældre mand med et venligt ansigt rundt i hawaiiskjorte. Han er krigsforbryder.

Med et smil på læben har han netop vist, hvordan han for 47 år siden likviderede mennesker i hundredvis med en stålwire – hans personlige favoritmetode.

Scenen er fra den fænomenale og rystende, danskproducerede dokumentarfilm The Act of Killing, instrueret af den herboende amerikaner Joshua Oppenheimer. Det er en absurd scene, men ikke desto mindre den skinbarlige virkelighed.

Anwar Congo og hans venner var med i de dødspatruljer, som i ledtog med militæret myrdede ”kommunister” – hvilket dækkede over alt fra intellektuelle til etniske kinesere – i det indonesiske folkemord i midten af 1960’erne. Hen ved en million mennesker blev dræbt.

Ved siden af deres likvideringsgesjæft levede Anwar Congo og vennerne i filmenes verden. De solgte biografbilletter på det sorte marked og kaldte sig for ”gangstere”, fordi de spejlede sig selv i de revolverslyngende amerikanske filmhelte. Stålwirelikvideringen havde Anwar Congo set i en gangsterfilm.

De er aldrig blevet straffet for deres forbrydelser. I dag hyldes de som helte af deres landsmænd. På tv fortæller Anwar Congo til blåøjede studieværter og ekstatiske publikummer om, hvordan de ”næsten rent og uden sadisme” udryddede ”kommunisterne”.

Anwar Congo og vennerne føler sig så urørlige, at de uden kvaler er gået med til at fortælle historien om drabene. Men ikke bare som vidnesbyrd i en traditionel dokumentarfilm. De indvilliger på Oppenheimers foranledning i at rekonstruere og dramatisere begivenhederne med sig selv i rollerne som både mordere og ofre.

Resultatet af massemordernes fantasier ser vi som en film i filmen, hvor de udklædte mænd spiller sig ud i scenarier af mareridtsagtige dimensioner: torturscener spillet med blød hat og cottoncoat i bedste film noir-stil, kulørte musicaloptrin med gangsterne i smagløse drag-kostumer, voldsomme landsbymassakrer med en realisme, der overrasker selv de medvirkende og deres grådkvalte børn.

Igennem den særegne metode giver Joshua Oppenheimer og hans to medinstruktører – hvoraf én er en lokal, der har valgt at være anonym på grund af det sprængfarlige emne – et hårrejsende indblik i, hvordan massemordere opfatter sig selv og deres forbrydelser.

Den tilsyneladende rare bedstefar Anwar Congo opretholder en falsk kølighed og professionalisme, når han bliver konfronteret med sine egne traumer. Da filmskaberne viser ham en optagelse – en torturscene med ham selv i rollen som ofret – er hans eneste kommentar, at han har de forkerte bukser på, og at han ikke spiller overbevisende nok.

Ordet ”gangstere” oversættes til ”free men” på indonesisk, gentager bødlerne nærmest demonstrativt. Det er, som om de prøver at overbevise os om deres frihed, men mest af alt prøver de måske at overbevise sig selv. Filmen er et skræmmende bevis på, hvilke uhyrlige forbrydelser mennesket kan begå ud af egennytte og med en fordrejet ideologi som undskyldning. Det er for så vidt nedslående, men overraskende nok forlader man ikke entydigt filmen med en følelse af misantropi.

Man fornemmer nemlig en spire af humanisme, som Oppenheimer gøder med sin kontroversielle metode, og som derfor også retfærdiggør den. Congo klamrer sig til sin performance, men skuespillet skræller paradoksalt nok fortrængningslagene af. Her ville en mere klassisk observerende dokumentar komme til kort, og Congo begynder med mikroskopiske skridt at indse, at hans ofre var mennesker som ham selv.

Og hvis han kommer til den erkendelse, er der måske også håb for et land, der lever lykkeligt videre i løgnen. Sidder man og håber med de optimistiske briller godt skruet på.

Joshua Oppenheimer behøver ikke kommentere eller fordømme forbrydelserne, og filmskaberne har forståeligt været påpasselige med at dramatisere det ømtålelige materiale yderligere.

Det gør i perioder The Act of Killing en smule ustruktureret og repeterende, men det er mindre indvendinger mod en visionær dokumentarfilm, der tør gå nye veje og udfordre sit publikum. På insisterende vis trækker den én ind i menneskets formørkede sjæl, så det bringer mindelser om Francis Ford Coppolas Dommedag nu og Joseph Conrads Mørkets hjerte.

Meget passende er den tyske dokumentar-poet Werner Herzog og sandhedens nestor Errol Morris krediteret som executive producere på filmen. The Act of Killing er om noget en poetisk afdækning af en grum sandhed.

Se her, hvor filmen bliver vist.

Trailer til The Act of Killing

Instruktør:
Joshua Oppenheimer.

Medinstruktører:
Christine Cynn, Anonym
Danmark/Norge/England 2012

Spilletid:
115 min.

Premiere:
7. november

© Filmmagasinet Ekko