Biografanmeldelse
25. feb. 2017 | 15:16

Austerlitz

Foto | Imperativ Film
En familie tager en selfie foran porten til kz-lejren Sachsenhausen med nazisternes ”Arbeit macht frei”-skilt. Stedet blev endestation for tusindvis af jøder og kommunister i 1940’erne.

Sergei Loznitsas dokumentarværk kræver tilskuerens tålmodighed, men belønningen er en tankevækkende, filmisk undersøgelse af holocaust-turisme.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Holocaust-turisme.

På den ene side en af verdenshistoriens allerstørste forbrydelser mod menneskeheden og på den anden side varm sommerferie, sokker i sandalerne og hobevis af fotograferende menneskemængder.

Det mærkværdige fænomen, at menneskers ufattelige lidelser og nedværdigelse til udyr er blevet et populært turistmål, er omdrejningspunktet i ukrainske Sergei Loznitsas dokumentarværk.

Cinemateket har danmarkspremiere på Austerlitz i anledning af Cph Jewish Film Festival, som har fået den kendte Israel-kritiker Norman Finkelstein til at præsentere filmen.

Det er en ikke en film, der tager sin tilskuer i hånden og fører ham igennem en argumentation eller en fremlæggelse af en konkret sag.

Austerlitz har mere karakter af et antropologisk filmessay, der undersøger og udforsker holocaust-turisme som en del af holocaust-industrien. Endnu et særegent begreb, som netop Norman Finkelstein debatterer i bogen The Holocaust Industry, hvori han argumenterer for, at dele af det jødiske samfund holder holocaust-tragedien i live af politiske og økonomiske grunde.

Helt så kritisk er Austerlitz ikke.

Filmen består i al sin enkelhed af en række sort-hvide tableauer filmet på forskellige steder i den tidligere koncentrationslejr Sachsenhausen, der ligger godt 35 km fra Berlin.

Indholdet i samtlige tableauer går igen i forskellige varianter: turister, der marcherer frem og tilbage i lejren, der nu fungerer som museum. Hver scene kan sagtens forløbe over flere minutter, men kameraet er altid fikseret på ét bestemt punkt og indstillet med den samme knivskarpe og klare dybdeskarphed.

Det betyder, at hver scene er æstetisk gennemført og indbydende at se på, samtidig med at mange scener også er et kaotisk menageri af mennesker, der vader ind foran kameraet, fotograferer fortidens rædselslejr eller slapper af i skyggen.

Lydsiden er domineret af et kakofonisk virvar af forskellige stemmer fra de mange turister og indmellem guiders foredrag. Man kan sjældent helt dechifrere, hvad der konkret bliver sagt. I stedet summer det hele op i et detaljeret og komplekst lydbillede, der underbygger fornemmelsen af massernes indtog i kz-lejren.

Austerlitz kræver om noget en ganske god portion tålmodighed, fordybelse og eftertænksomhed af sin tilskuer.

Samtidig er det et af de slags værker, det ikke giver mening at betragte isoleret set. Det er i samspillet med historien, den fælles hukommelse og tilskuerens tankevirksomhed, at Austerlitz løfter sig ud over sine grænser.

Holocaust er forsøgt gengivet og forstået på mange forskellige måder gennem filmhistorien.

Schindlers liste og Pianisten fortæller medrivende menneskelige Hollywood-dramaer, Claude Lanzmanns monumentale Shoah og Alain Resnias’ Nat og tåge giver os et mere objektivt blik på vanviddet, mens Sauls søn senest har imponeret med en gennemført pov-fortælling, der placerer os midt i helvedet.

Austerlitz er ikke så meget en film om holocaust, som den er en film om den måde, vi ser, bearbejder og forstår holocaust på i dag.

Derfor deler Sergei Loznitsas film også titel med den tyske forfatter W.G. Sebalds roste roman Austerlitz fra 2001. Begge værker undersøger nemlig den kollektive erindringsproces, der er knyttet til holocaust, og eftertidens bevaring af den store tragedie.

Nogle vil nok kritisere Austerlitz for at være alt for intellektuel, åben og ensformig.

Men det er pointen med formen.

I stedet for at dømme turisterne som historieløse og uinteresserede flokdyr, der kun tænker på selfiestænger og det næste stop på rundturen, skal tilskueren selv danne sig en mening.

Reducerer holocaust-turismen nazisternes uhyrligheder til kommercialiseret underholdning, eller beriger den som oplysende historieformidling?

Austerliz

Titel:
Austerlitz

Land:
Tyskland

År:
2016

Instruktør:
Sergei Loznitsa

Spilletid:
94 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
Vises søndag 26. februar kl. 21.30 i Cinemateket

© Filmmagasinet Ekko