Biografanmeldelse
18. okt. 2017 | 09:46

Darling

Foto | Zentropa Entertainments
Danica Curcics rødhårede Darling er en strigle af en læremester. Det ene øjeblik smiler hun sødt og venligt, i det næste agerer hun iskoldt over for de unge balletaspiranter.

Danica Curcic imponerer som perfektionistisk solodanser, hvis verden bryder sammen i Birgitte Stærmoses balletdrama.

Af Samina Yasmin Jakobsen

”Jeg var nok lidt mere din Darling end andres,” siger solodanseren Darling (Danica Curcic) på et tidspunkt til den Nikolaj Hübbe-inspirerede balletmester Kristian (Ulrich Thomsen).

De sidder alene på hans kontor. Luften sitrer. Den gamle balletmester følger den unge kvinde med lystfulde øjne. Man aner en ikke uproblematisk fortid bag de kærlige miner. I disse Weinstein-tider er det svært ikke at få øje på.

Magt korrumperer.

I særdeleshed i et så lukket miljø som Det Kongelige Teater med dets hierarkiske strukturer og ældgamle kønsroller. Strutskørter bliver inddelt i korps, solister og solodansere, og så er det ellers bare at håbe på, at en af dine konkurrenter får en skade, så du selv kan blive skubbet frem i rampelyset.

Det så vi i Aronofskys Black Swan og senest i DR-serien I forreste række. Birgitte Stærmoses Darling er en god blanding af begge.

Ballerinaen Darling og hendes svenske koreograf-mand Frans (Gustav Skarsgård) vender hjem til Det Kongelige Teater for at opsætte forestillingen Giselle, som den virkelige Hübbe sjovt nok opsatte på selvsamme scene sidste efterår.

Fotograf Marek Septimus Wiesers håndholdte kamera fokuserer dog ikke så meget på det yndefulde i den romantiske forestilling som på det hårde, fysiske aspekt. Sveden driver, fødder bindes ind, musklerne arbejder på højtryk for at forfine udtrykket i dansen.

Efter et fald får Darling en tragisk nyhed: Brusken er nedslidt i lårbensknoglen. Darlings verden bryder sammen. Hvem er hun, hvis hun ikke kan danse mere? Vil Frans forlade hende, hvis hun ikke kan bryste sig af sin identitet som solodanser?

Da den nye, forsigtige ballerina Polly (Astrid Grarup Elbo) får Darlings plads, er Darling ikke sen til at foreslå, at hun gerne vil stå for oplæringen.

Men det er svært at lure Darlings intentioner. Er det blot for godhjertet at hjælpe sin mand til at lave den bedste forestilling, eller ligger der noget andet bag?

Danica Curcic spiller rollen som Darling med iskold akkuratesse. Hun er perfektionist til de tilplastrede tåspidser, både i rollen og som skuespiller. Selve plottet i Darling er ikke videre originalt, men Curcic gør det vedkommende med sit insisterende blik. Hun nærmest beordrer dig til at kunne lide filmen.

At Curcic gør det fremragende, kommer ikke som den store overraskelse. Men også Astrid Grarup Elbo, der sædvanligvis er at finde i Det Kongelige Teaters balletkompagni, fænger helt naturligt i sin første filmrolle. Kærlighedsdramaets bedste scener er mellem Elbo og Curcic, den nye og den gamle ballerina i gårde.

Polly ser beundrende på Darling, selv om den tidligere solodanser er en hård læremester. Hun pisker hende rundt i manegen, får hende til at lave de samme rutiner for 117. gang og nedbryder hende mentalt. Alt i den højere kunsts tjeneste.

Og det er her, dramaets mest interessante tematik udfoldes.

Kærlighedshistorien mellem Frans og Darling når aldrig helt at fange én, specielt fordi vi aldrig når ind i karaktererne, før der klippes til næste scene. Men fortællingen om kærligheden til kunsten er anderledes interessant. Hvor meget skal man ofre, hvor meget skal man gå igennem for at perfektionere ballettens udtryk?

Tilbage til scenen med balletmesteren.

For nok er magtens klamme fjæs til at få øje på. De hierarkiske magtstrukturer og de ydmygende overgreb viderefører Darling endda selv. Men Darling og Kristian har også et fællesskab, som hun ikke har med sin mand. For som hun spydigt konstaterer: ”Der var engang, hvor vi ikke var tilfredse med ’bra’.”

Darling og Kristian brænder for kunsten i en sådan grad, at grænser overskrides og bliver mudrede. ”Man bliver ikke god uden skrammer” og ”Vi danser ikke, vi elsker,” siger de til hinanden.

Det kan tolkes som den ypperste perfektion af kunsten eller som en romantisering af overgreb. En uhyre interessant diskussion, særligt i disse dage.

Trailer: Darling

Titel:
Darling

Land:
Danmark

År:
2017

Instruktør:
Birgitte Stærmose

Manuskript:
Kim Fupz Aakeson, Birgitte Stærmose

Medvirkende: 
Danica Curcic, Astrid Grarup Elbo, Gustaf Skarsgård, Ulrich Thomsen

Spilletid:
103 minutter

Premiere:
19. oktober

© Filmmagasinet Ekko