Biografanmeldelse
04. juni 2014 | 15:24

The Double

Foto | Amina Dasmal
Jesse Eisenberg hader at se optagelser med sig selv og har aldrig set de film, han selv medvirker i. Han måtte bryde dette princip under arbejdet med The Double, hvor dobbeltrollen krævede flere indspilninger af den samme scene.

Jesse Eisenberg er psykopatisk veloplagt som dobbeltgænger i Richard Ayoades kække og klaustrofobiske hjernevrider, der bygger på en roman af Dostojevskij.

Af Rune Bruun Madsen

Dobbeltgængeren er et yndet motiv i litteraturhistorien, fordi det giver rig lejlighed til at udforske modsatrettede kræfter i den menneskelige natur.

Fascinationen er fortsat på det hvide lærred, hvor bevidsthedens spaltning og skizofreniens kringelkroge er tematiseret i kanoniserede film som Hitchcocks Psycho og Bergmans Persona.

Den britiske instruktør Richard Ayoade binder litteratur og film sammen i en brillant sløjfe i The Double, der er baseret på Fjodor Dostojevskijs roman Dobbeltgængeren fra 1846 – eller måske snarere en gordisk knude, for en film med et simpelt udgangspunkt udfolder sig langsomt til et psykologisk parløb, hvor virkelighed og mareridt dyster mod hinanden.

James indtaster ligegyldige protokoller på syvende år i et labyrintisk kontormiljø, der emmer af gråbrun arkiv-mausoleum a la østblokkens glansperiode. Han er så usynlig for omverdenen, at han hver morgen må overbevise sikkerhedsvagten om, at han rent faktisk arbejder på stedet.

Hver nat sover han i en ensom hybel, hvorfra han med en stjernekikkert overvåger kollegaen Hannah, som han er håbløst forelsket i.

James’ tilværelse er en dystopi, og The Double ville være en tragedie, hvis ikke Ayoade hele tiden tilførte små godbidder af den kække dialog og kulsorte humor, der også gjorde debutfilmen Submarine til en liflig oplevelse.

Hjertet er stort, men James mangler modet til at flirte med Hannah og nosserne til at sige sin perfide chef imod. Kastrationssymbolikken understreges med humoristisk gefühl i en række scener, hvor James får en elevatordør i hovedet eller ikke når af toget i tide, fordi folk stamper forbi ham.

Som chefen ydmygende konstaterer: ”Man overser dig let. Du er en slags ikke-person.”

En dag starter Simon på arbejdspladsen. Hans ydre er en eksakt kopi af James, men Simon besidder den selvsikkerhed, humor og arrogance, som James altid har tørstet efter. Hannah sender Simon stjålne blikke, og kollegaerne forguder ham.

Jesse Eisenberg tilfører den altdominerende dobbeltrolle som James/Simon et bredt spekter af personlighedstræk. James har nervøse tics og stammer i et nasalt toneleje, mens Simons charmerende smil og speedsnakkende jargon tager kegler. Eisenbergs kontrastfyldte register gør det let for publikum at manøvrere mellem de to hovedpersoner, der ofte optræder i samme billede iført identisk jakkesæt.

Stjerneskuddet Mia Wasikowska spiller Hannah, hvis engleblide porcelænsansigt camouflerer en kringlet og uberegnelig karakter, hvor dobbeltgængermotivet ligger gemt i det karakternavn, der staves ens både forfra og bagfra.

Fortællingen udspiller sig i et bizart, retro-futurustisk miljø, der sender markante vink til Terry Gilliam. Her knitrer en kopimaskine i bybus-størrelse side om side med kitschede fremtidsdimser. Den surrealistiske scenografi klæder filmen i en aura af tidløshed, der harmonerer godt med dobbeltgænger-temaets universelle natur, men ofte er detaljerigdommen lige ved at flyde over.

Lydsiden er et kapitel for sig.

Ayoade lader rytmer i kontorlandskabets spraglede maskineri udvikle sig til bastante beats og krydrer desuden med japansk popmusik. Det elegante resultat er, at lydtapetet, i takt med James’ identitetstab, bliver stadig mere surrealistisk.

Simon stjæler James’ lejlighed (som han bruger til at deflorere alle de kvinder, James kun kan fantasere om), tager kredit for hans arbejde og scorer hans drømmekvinde. På vanviddets rand overvejer James paradoksalt nok at begå selvmord for at overbevise verden om, at han lever.

Finessen er, at flere tolkninger konstant kæmper om publikums gunst. Er James skizofren, eller findes Simon i virkeligheden? Hvorfor kan andre ikke se, at de to personer ligner hinanden på en prik? Forventer man en facitliste, ser man den forkerte film.

The Double er et gennemført og humoristisk portræt af eksistentielt galskab. At dette blot er Ayoades anden spillefilm indikerer, at der er meget godt i vente.

Trailer: The Double

Kommentarer

Titel:
The Double

Land:

England

År:
2013

Instruktør:
Richard Ayoade

Manuskript:

Richard Ayoade, Avi Korine

Medvirkende:
Jesse Eisenberg, Mia Wasikowska, Noah Taylor, Wallace Shawn

Spilletid:

93 min.

Aldersgrænse:

Tilladt over 15 år

Premiere:
5. juni 2014

© Filmmagasinet Ekko