Biografanmeldelse
20. juli 2017 | 04:41 - Opdateret 20. juli 2017 | 23:05

Dunkirk

Foto | Melinda Sue Gordon
Den faste Nolan-skuespiller Tom Hardy er denne gang med som en pilot i det britiske luftvåben, der forsøger at redde de mange strandede soldater under det store slag.

Christopher Nolans overlevelsesdrama er en imponerende lektion i filmisk krigsførelse og en fædrelandsbesyngelse med nogle besynderlige fravalg.

Af Rasmus Brendstrup

”The Enemy.”

Det er det navn, som tyskerne har fået i Christopher Nolans seneste storfilm. Filmen udfolder slaget ved Dunkerque i 1940 og er et noget atypisk helteepos fra Anden Verdenskrig, fordi det ikke skildrer en sejr, men en redningsaktion.

Tyskerne har trængt britiske og franske styrker op i en krog. De befinder sig på den brede strand ud for den franske fiskerby Dunkerque, hvor kun én langstrakt mole rækker ud til dybt vand og tillader allierede redningsskibe at lægge til.

400.000 engelske tropper bliver bombet fra fly i luften, ubåde i vandet og soldater forskanset bag klitterne.

Vi er midt i dramaet.

Mest intense er minutterne i luften med den cool Spitfire-pilot Farrier (Tom Hardy). Stoisk er den aldrende skipper Dawson (Mark Rylance), der ad egen vilje nærmer sig Dunkerque med sin forsvarsløse kutter for at samle soldater op – kaldet af fædrelandet, men især af sin samvittighed. På landjorden og i brændingen kuldkastes vi med menig Tommy (Fionn Whitehead,der slående ligner unge Christian Bale i Solens rige), som forsøger at undslippe bombehelvedet på stranden i tide.

Hvordan forholder Nolan sig til det historiske materiale? Først og fremmest formår han at vende en prædefineret historie til en af filmhistoriens mest langstrakte nedtællinger, sublimt krydsklippet mellem tre delhandlinger: til lands, til vands og i luften.

Skildringen er garneret med urvisernes ubarmhjertige tikken, skurren af metal mod metal, skibsskrog, der vrider og giver sig, og mortér-ild. Hans Zimmers brillante lydside er netop ikke et soundtrack, men et væg-til-væg-lydbombardement, hvor der ikke er musikalske temaer, men medfortællende lyde, som væver det knasende, det hvinende og det elektro-symfoniske sammen.

Når Cillian Murphy giver den som kolerisk officer med granatchok, er der mild tinnitus i publikums ører, og længe inden bomberne regner over tropperne på stranden, er de tyske bombefly varslet musikalsk på lydsiden.

Dunkirk er Christopher Nolans første favntag med historiske hændelser, men den kreative fortællekronologi er umiskendeligt Nolan’sk. Det er til tider fascinerende – var det vores kutterhelts kommende skæbne, vi lige så fra flyet? – og til andre tider mildt irriterende. Akkurat som vi er vant til det fra film som Inception, Memento og Following.

Nolan nægter simpelthen at følge den direkte vej fra A til B, men minder os om filmkunstens muligheder og holder os vågne med andet end bulder og brag.

Dunkirk er således en opvisning i audiovisuel fortællekunst, hvor noget så banalt som to hovedpersoners jagt på en afgående båd strækkes til bristepunktet og skildres fra alle tænkelige kameravinkler.

Det er et dynamisk studie i suspense, men også med miljø- og atmosfæreskabende sidegevinst. Netop i farten får Nolan vist os følelsen af krig anno 1940: saltvandsgennemblødte, tunge uniformer, rifler i baglås, piloternes afhængighed af læderstropper og briller med tunge metalbeslag og fodtussernes altoverskyggende lyst til bare at komme væk.

Et endnu mere radikalt valg vil måske smutte ubemærket forbi nogle øjne, fordi det er så elegant indkapslet i filmens fysiske dramatik. Vi ser ikke en eneste tysk soldat, ikke én tank eller ubåd – kun krigsfly på stor afstand og en enkelt torpedo uden synlig afsender. Det er et usædvanligt valg, som sikkert svarer til den sanseoplevelse, krigens hovedpersoner havde. Skudsalverne kommer ”ud af solen” eller fra et sted under de uromantisk skummende bølger.

Hvorfor pulveriserer den tyske hær ikke de i dagevis opstillede arméer på stranden? Historikere hælder til den teori, at de tyske generaler troede, at de allierede var blevet besejret og blot manglede at kapitulere. Den misforståelse kostede tyskerne dyrt i Dunkerque, men det må man læse sig til i historiebøgerne.

Nolan har lavet en overlevelsesfilm, ikke en krigsfilm, hvorfor vi forståeligt nok ikke kommer i nærheden af dobbeltperspektivet i Clint Eastwoods to Iwo Jima-film, som skildrer samme krigshændelse med henholdsvis amerikanske og japanske øjne.

Men det er alligevel et besynderligt valg at udviske identiteten på den dominerende militære styrke – den tyske hær – når filmen samtidig hylder alt engelsk, indimellem nærmest karikeret. Meget sigende spilles kommandøren på molen af sir Kenneth Branagh – manden, der ikke kan sige ”home”, uden at det lyder som et kondensat af Shakespeares samlede værker.

Dunkirk er i sidste ende den fædrelandsbesyngelse, som en amerikansk raketkarriere med Batman-trilogi, stjernerejser, baglæns-fortællinger og anden vidunderlig fantastisk hidtil har afskåret engelske Christopher Nolan fra. 

Filmen vises på 70mm (Imperial), 35mm (Humle Bio) og IMAX-format (CinemaxX i København og Århus) samt på digital DCP. Ekko har både set den på 70mm og IMAX. Begge står flot, men panoreringer i IMAX-formatet kan give en lidt hakkende effekt. Vi anbefaler derfor 70mm-kopien i Imperial, hvor underteksterne også er mindre dominerende.

Trailer: Dunkirk

Titel:
Dunkirk

Land:
Storbritannien, Holland, Frankrig, USA

År:
2017

Instruktør:
Christopher Nolan

Manuskript:
Christopher Nolan

Medvirkende:
Fionn Whitehead, Tom Hardy, Cillian Murphy, Kenneth Branagh, Mark Rylance

Spilletid:
106 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
20. juli

© Filmmagasinet Ekko