Biografanmeldelse
09. feb. 2017 | 14:49

Fifty Shades – I mørket

Foto | Doane Gregory
Der bliver udvekslet længselfulde blikke og hede kys mellem Anastasia (Dakota Johnson) og Mr. Grey (Jamie Dornan), men deres replikker er så pinlige, at skuespillerne bider sig i læben.

Efterfølgeren i E.L. James’ erotiske Fifty Shades-univers er fantastisk underholdende. Desværre er det ikke på den gode måde.

Af Samina Jakobsen

Jeg har taget kritikerbrillerne af.

Efter den seneste tids debat i danske medier, heriblandt Ekko, synes det nødvendigt. Filmanmeldere er alt for elitære og ude af trit med virkeligheden. Der er ligefrem dem, der mener, at københavnske anmeldere udviser samme form for arrogance, som fik Trump til magten.

På trods af én- og to-stjernede anmeldelser solgte Fifty Shades of Grey alligevel 387.558 billetter i Danmark.

Så af med brillerne og ind på den sølvgrå løber i biografen, hvor en lækker øse og et hav af blomster byder én velkommen. Her ville den kritiske anmelder nok allerede have fået en allergisk reaktion af det lige lovligt forsimplede billede af, hvad kvinder ønsker, men ja-hatten dikterer, at blomster og biler er godt.

Jeg har også undladt at læse bøgerne. Det er der ingen grund til, for dommen over filmen beror udelukkende på, om man er underholdt eller ej. Det lader i hvert fald til at være det eneste kriterium i debatten.

Fifty Shades – I mørket starter i mørket.

Den gådefulde Christian Grey (Jamie Dornan) har mareridt om sin barndom. Der lyder nogle klask i baggrunden, og en lille, bange Christian kryber i skjul under et bord. Faren kommer til syne og fortæller, at der ikke er noget at være bange for.

Klip til romantisk montage, hvor Anastasia (Dakota Johnson) får en ordentlig buket hvide roser med et kort, der ønsker hende tillykke med sit nye job.

Hvis jeg havde haft brillerne på, ville jeg nok have argumenteret for, at der var noget galt med klipningen, da vi aldrig vender tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Christians mor fik tæsk.

Men det er tilsyneladende lige meget, for hun var i hvert fald en forbandet junkie, erfarer vi senere, og dermed er kimen lagt til Mr. Greys kvindehad. Jeg ville også have haft indvendinger mod skuespillet, for både Dornan og Johnson spiller, som om de selv synes deres replikker er så pinlige, at de knap kan få dem over læberne.

Men glem det.

Anastasia har altså fået et nyt job i forlagsbranchen og en ny chef, der meget sigende hedder Mr. Hyde. Til en fernisering støder Anastasia ind i Mr. Grey. Han vil have hende tilbage, og der går ikke mange sekunder, før han har overtalt Anastasia til at give ham en ny chance.

Men denne gang skal det være på hendes vilkår. Ingen regler, ingen straf.

Sekundet efter bliver Anastasia inviteret på drinks af sin nye chef. Men hun når end ikke at tage den første tår, før Mr. Grey kommer og slæber hende væk.

Anastasias svar er: ”Okay, det kan jeg godt se,” og går uden de store protester med til Greys obskure regelsæt.

Her bliver jeg nødt til at indvende. Ikke som anmelder, men som kvindelig tilskuer. For det er da en bizar fantasi, som fremlægges.

Mandlig dominans i soveværelset er én ting, hvilket Fifty Shades – I mørket også klarer fantastisk dårligt. Selv om Fifty Shades-trilogien er blevet herostratisk berømt for sine sadomasochistiske sexscener, er der ikke meget dominans at spore i soveværelset hos Mr. Grey.

Der er blid spanking til øredøvende ballader, og fred være med det.

Men at den eskapistiske drøm, der skal give kvinderne en pause fra dagligdagens gøremål, skulle være at blive kontrolleret i hoved og røv 24/7, forstår jeg simpelthen ikke.

Anastasia siger det så godt selv: ”Det her er ikke et forhold. Det er et ejerskab.”

Som da hun skal på forretningsrejse til New York, hvilket ikke huer den grå eminence: ”Svaret er nej,” sms’er han. ”Jeg spurgte ikke,” forsøger hun kækt at skrive tilbage. ”Vi diskuterer det derhjemme.” Og efter et enkelt replikskifte er hun overtalt.

Fifty Shades – I mørket bliver mere og mere vanvittig, som de 115 minutter skrider frem, og ingen af de mange handlingstråde bliver fulgt til dørs. Hverken instruktion, kameraføring, skuespil, manuskript, klipning, mise-en-scène, tone og genre er overbevisende.

Når man ikke har de faglige kriterier at bedømme ud fra, bliver anmeldelsen til en ren smagssag om underholdningsværdien.

Var jeg så underholdt?

Ja, for pokker. Jeg var både harmdirrende vred og grinede til tider højlydt af de bizarre optrin. Gør det Fifty Shades – I mørket til en god film? Nej, under ingen omstændigheder.

Trailer: Fifty Shades – I mørket

Titel:
Fifty Shades – I mørket

Originaltitel:
Fifty Shades Darker

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
James Foley

Manuskript:
Niall Leonard

Medvirkende:
Dakota Johnson, Jamie Dornan, Kim Basinger, Rita Ora

Spilletid:
118 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
9. februar

© Filmmagasinet Ekko