Boganmeldelse
04. okt. 2017 | 16:44

Filmens København

Foto | Agatha Nitecka
Pusher giver et nervespændt og pulserende portræt af København i midten af 90’erne set gennem pusheren Frank (Kim Bodnia, th.) og hans makker Tonny (Mads Mikkelsen).

Bog om København på film tegner et fascinerende portræt af hovedstaden gennem tiderne – fra arbejderklasse over den kriminelle underverden til kreativ klasse.

Af Anders Højberg Kamp

Irma-hønen blinker i mørket. 

Sådan begynder Filmens København, og med den linje taget fra Kim Larsens sangklassiker Hjerter Dame er der dømt københavneri for alle pengene.

Over 251 sider med inspirerende tekst og fotografier bliver hovedstaden hyldet. Med fede stills fra ærkekøbenhavnske film som Underverden, Johnny Larsen og Midt om natten

Det er et tiltrækkende værk med kuriøs viden og detaljer, der giver én lyst til at forstå byen. Det sker gennem otte stærke kapitler om otte forskellige filmkøbenhavnske tematikker, blandt andet: det folkelige København, det dystre København, kærlighedens København og københavnske forstæder.

Folkelige arbejderpersonaer som Kim Larsen, Erik Balling, Dan Turell og Erik Clausen er uomgængelig københavnere og bliver jævnligt nævnt. Erik Clausen er en systemkritiker, der hylder den lille mand og altid viser et uregerligt Vesterbro. 

Men vi kommer vidt omkring i københavnske miljøer. De vigtigste københavnske hovedtendenser bliver godt og vel repræsenteret gennem filmens historie – fra arbejderklassen til den kreative klasse, fra monokultur til multikultur, fra den lille mand til magtens mand. 

Bag bogen står de to solide filmskribenter, Katrine Sommer Boysen og Sophie Engberg Sonne, der er henholdsvis filmanmelder for Jyllands-Posten og litteraturanmelder ved Politiken, og som underviser på universitetet. Det betyder heldigvis ikke, at bogen forfalder til tør academia. 

København set gennem film er set før. 

I artiklen Nyhavn, cykler og sex fra Ekko #70 tager vor egen Peter Schepelern læseren på en grotesk tur gennem byen – fra porno-København til okkult-København – som den er blevet fremstillet af udenlandske instruktør. Heldigvis har bogens forfattere også øje for det outrerede. 

Bogen er relativt kort fortalt i et let tilgængeligt og underholdende sprog, selv om der hverken er levende genrer som reportager og interviews. Men til gengæld er den spækket med skæve anekdoter – som da Egon Olsen i Olsen-banden ser rødt borer sig igennem murene på Det Kongelige Teater. I den ikoniske scene forklarer Egon Olsen: 

”Orkestret kan ikke udstå operasangerne. Operaen afskyr balletten. Balletten kan ikke døje skuespillerne. Skuespillerne kan ikke tåle hinanden … Og derfor er alle passager mellem kunstarter muret til. Det er disse mure, vi skal nedbryde, for at nå frem til publikum.” 

Filminstruktør Erik Balling udhvisker dermed på satirisk vis og meget 70er-typisk skellet mellem høj og lav, rig og fattig. 

Bogen er bedst, når den fortæller, hvordan filmenes København afspejler hverdagens København. Hvor 1970’erne byder på arbejderromantik a la Huset på Christianshavn, er 1980’erne og særligt 1990’erne slum- og voldsromantik som et modsvar til en tid, hvor Vesterbro går fra at være arbejderkvarter til at huse den kreative klasse. 

Film som Dan Turell-filmatiseringen af Mord i mørket og Pusher-trilogien hylder de solløse sidegader. Interessant er også nedslagene i de tidstypiske danske film noirs som 1950’ernes Farlig ungdom, Bundfald og Unge piger forsvinder, hvor frygten for storbyens underverden – og homoseksuelle miljøer – bliver taget op, mens provinsen og kolonihavehusene hyldes som trygge baser. 

I 70’erne er der ud over folkelig arbejderromantik rå socialrealisme som Ang.: Lone. I nyere årtier bliver arbejderklassen ofte skildret gennem kriminelle miljøer som i Nordvest, i tabermiljøer som i Bænken og i indvandrerkredse som i Gå med fred, Jamil

I nyere film er provinsen blevet til rå miljøer vist i Råzone og Bagland. Samtidig bliver København mere opdelt. Hvide danskere er gået fra arbejderklasse til kreativ klasse, og det ses i film som Over gaden, under vandet, Nynne og Mesteren. Eller til magtens klasse som i Borgen

På den måde bliver historien om filmenes København til et studie i København gennem tiderne. Og sådan skal det være. Research er en af bogens styrker, men af og til kunne handlingsreferater godt være suppleret af en personlig, fortolkende pen. 

Kapitlet om kærlighed kunne også have haft mere om sex og måder at elske hinanden på i filmens verden – fra bollerum til monogami. 

Der er selvfølgelig ikke plads til alle film. Jeg savner Ole Christian Madsens tv-serie Edderkoppen og især Christians Braad Thomsens Den blå munk, som foregår på Bo-Bi Bar, der ellers netop bliver fremhævet i bogens spændende, grafiske københavnerkort. 

Til slut er der et fornemt titelregister, så det er bare om at komme i gang med at se filmene!

Titel:
Filmens København – hovedstaden i levende billeder

Sprog:
Dansk

År:
2017

Forfattere:
Katrine Sommer Boysen, Sophie Engberg Sonne

Forlag:
Gyldendal

Sider:
252

Udgivet:
1. september

© Filmmagasinet Ekko