Biografanmeldelse
27. aug. 2016 | 22:52

Fritz Bauer: En fjende af staten

Foto | Martin Menke
Advokaten Fritz Bauer (eminent spillet af Burghart Klaußner) har den utaknemmelige opgave at fange de sidste top-Nazister efter Det Tredje Riges fald.

Filmen om nazi-jægeren i efterkrigstidens Tyskland er spændende, som kun en thriller kan være det. Oven i købet bliver man klogere.

Af Michael Bo

Har en film nogensinde haft en mindre sexet titel? Har en film nogensinde i samme høje grad lydt som noget, man allerede har set mange gange?

Men der er ingen pligtskyldighed eller lektielæsning over Fritz Bauer: En fjende af staten.

Den er opslugende og spændende som en spionthriller, og når den er færdig, føler man sig fyldt op af ny, god viden på den lette måde – den, der ikke giver rynker i panden, men som fylder så dejligt.

Den er instruktørnes triumf og i lige så høj grad hovedrolleindehaverens.

Fritz Bauer er tysk rigsadvokat i 1957, tolv år efter, at Hitlers tusindårsrige smuldrede. Han leder den tyske stats jagt på de nazister, der flygtede og typisk bosatte sig i Sydamerika. Men med sin lille, dedikerede afdeling kommer han efter flere år ingen vegne.

Tyskland er aldrig rigtigt blevet af-nazificeret, og overalt i systemet og på temmeligt højt plan sidder nazister og sympatisører og bremser Bauers fremgang.

En dag opdager han, at Adolf Eichmann, manden bag Endlösung og ansvarlig for mordet på hundredtusinder af jøder, lever i Buenos Aires.

Men Bauer må operere i det skjulte, for ingen, hverken den tyske regering, der er afhængig af højtplacerede eks-nazister, USA, der ønsker et urokkeligt Tyskland som bolværk mod Sovjet, eller Israel, der hellere vil beskytte levende jøder end hævne de døde, er for alvor interesseret i at hjælpe.

Eftersom den tidligere kz-fange Fritz Bauer er både jøde, homoseksuel og ”hævngerrig” – som han konstant bebrejdes – er han tilsyneladende et nemt offer for afpresning, når stormagternes dagsordener brydes, og hvor det skal vise sig, om de propper, der med omhu er placeret i systemet, holder for trykket.

I dag, hvor Tyskland fra officielt hold er det dydigste, mest demokrati-insisterende land i verden, er det svært at forstå, at det brune spøgelse holdt så stædigt ved så langt op i historien.

Filmen viser et rekonstrueret tv-klip, hvor unge tyskere i et debatprogram udspørger Bauer om tyskhed, og de virker sultne efter at få genrejst noget national stolthed efter forældregenerationens fatale kiks. Men Bauer siger, at stolthed er noget, som ens gerninger i det lange løb gør én fortjent til. Ikke nogen populær sandhed hos de unge, der ikke selv følger sig skyldige, og som har travlt med at komme videre.

Der er ingen ende på lyksalighederne i Fritz Bauer.

Den er tætpakket med information, men den megen kundskab er kilet elegant ind i lag på lag af filmisk tekstur, der henrykker én. Scenografien alene kunne give basis for en længere analyse af industrividunderets Tyskland, mens lydsiden i al diskretion vidner om, hvor i verden vi befinder os og hvornår.

Burghart Klaußner i titelrollen er min yndlingspræstation af nogen mand i mange år. Han er som revet ud af virkeligheden, og hvis der sniger sig noget frikadellet, noget selvbevidst poserende, ind i de sidste faser af filmen, er det, fordi Fritz Bauer selv finder ind til og identificerer sig med det tragiske potentiale i sin rolle som ene mand mod systemet.

I begyndelsen af filmen tænker man, at han nok ville gå på teatret, men det viser sig, at Klaußner er ren film. Hans furede, vredladne ansigt, omkranset af hvidt hår i en excentrisk bagudblæst frisure, er en gave for et kamera.

Se Fritz Bauer!

Ikke fordi det er en sur pligt for en samfundsborger i et vestligt demokrati, eller fordi det vil være sundt for dig, men fordi filmen er så besættende spændende.

Trailer: Fritz Bauer: En fjende af staten

Kommentarer

Titel:
Fritz Bauer: En fjende af staten

Originaltitel:
Der Staat gegen Fritz Bauer

Land:
Tyskland

År:
2015

Instruktør:
Lars Kraume

Manuskript:
Lars Kraume, Olivier Guez

Medvirkende:
Burghart Klaußner, Ronald Zehrfeld, Sebastian Blomberg

Spilletid:
105 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
1. september 2016

© Filmmagasinet Ekko