Biografanmeldelse
08. feb. 2017 | 12:23

Gimme Danger

Foto | Low Mind Films
Iggy Pop (midt) i selskab med to af sine bandmedlemmer fra The Stooges, Dave Alexander (th.) og Ron Asheton (tv.), der skildres i Jim Jarmusch’ vitale rockumentary Gimme Danger.

Jim Jarmusch’ vitale dokumentar om Iggy Pop og det fandenivoldske rockband The Stooges er den ægte vare.

Af Lars Movin

Ved sin koncert i København sidste år leverede Iggy Pop en optræden, der hvad angår energiniveau
 og showmanship var nærmest naturstridig.

Okay, som fan vidste man godt, at Iggy på en god dag vil gå til enhver opgave, som var det hans sidste, men at han i en alder 
af 69 år stadig kunne leve op til sin egen tårnhøje standard, var trods alt overraskende.

For undertegnede blev det årets musikoplevelse.

Og når man nu efterfølgende ser Jim Jarmusch’ empatiske film om de første tumultariske år med præ-punkbandet The Stooges, virker det blot endnu mere mirakuløst, at Iggy Pop – alias James Osterberg – fortsat er i stand til at levere varen med overbevisning og et mærkbart nærvær.

Hvis The Velvet Underground var New York-intelligentsiaens mørke modsvar til vestkystens psykedeliske blomsterfest, var The Stooges rustbæltets fandenivoldske underdogs. 

Med blotlagte nerver og regulær dødsforagt skrællede Detroit-bandet rockmusikken ned til en rå essens, hvor ultrasimple riffs og kortfattede tekster indgik i en usædvanlig cocktail med sans for avantgarde og kunstnerisk begavelse.

Festen varede kun nogle få år omkring 1970, og konkret resulterede indsatsen blot i tre nu klassiske albums. Men effekten på eftertidens musikhistorie var uomtvistelig, og med tiden har The Stooges opnået legendestatus.

Der er med andre
 ord tale om arketypisk stof til en rock’n’roll-historie af den type, man har set til bevidstløshed. Men i Jim Jarmusch’ kongeniale optik bliver 
det hele ikke desto mindre friskt og vedkommende som enhver ny Iggy Pop-koncert.

Grebet er enkelt.

Rygraden 
i filmen er et interview med den notorisk velformulerede Iggy Pop, der fortæller historien fra start til
 slut – suppleret med vidneudsagn fra Stooges-medlemmer Scott Asheton og Steve Mackay samt nogle få andre nøglefigurer, heriblandt manageren Danny Fields og den senere tilkomne guitarist James Williamson.

Hertil kommer så et helt ustyrligt overflødighedshorn af arkivmateriale, der udgør filmens mest iøjnefaldende kunstneriske greb. Selve det problem, at der kun findes ganske få optagelser med The Stooges i deres første storhedstid, omgår Jarmusch ved kreativt og humoristisk at pakke hele fortællingen ind i klip fra den amerikanske populærkultur.

I de tilfælde, hvor Jarmusch ikke har kunnet finde scener fra film eller tv-programmer, der kunne illustrere en given
 episode, optræder i stedet nogle
 små animerede sekvenser. Og de går
 fint i spænd med den tegneseriefigur, som karakteren Iggy Pop også er.

Indimellem kan illustrationerne måske forekomme lige vel opfindsomme, men omvendt er der noget rørende ved, at filmens udtryk på den måde signalerer, at det er cineasten Jim Jarmusch, der møder rock’n’roll-dyret over dem alle, Iggy Pop.

Først og sidst er det dog interview-sekvenserne med Iggy Pop, der bærer filmen igennem. Det var Iggy selv, der i 2008 – på et tidspunkt, hvor det gendannede The Stooges havde været på farten i nogle år – tog kontakt til Jarmusch med henblik på at få dokumenteret dette stykke rockhistorie, mens tid var.

Den rollefordeling mærkes i hovedpersonens beredvillige og tillidsfulde attitude. Og at det vitterlig var ellevte time, fremgår af, at samtlige af de øvrige oprindelige Stooges-medlemmer døde i løbet af de syv år, det tog at realisere filmen.

Gimme Danger er en vital rockumentary, der ligesom Iggy Pops sange kombinerer en direkte henvendelsesform med en god portion selvbevidsthed. Den skammer sig ikke over at fortælle en historie, der er hørt hundrede gange før – sandsynligvis fordi dens ophavsmænd ved,
 at dette er den ægte vare.

Det kan godt være, at det bare er rock’n’roll, men i hænderne på The Stooges var alting højere, vildere, sjovere, enklere, farligere og mere ekstremt. Raw Power!

Trailer: Gimme Danger

Titel:
Gimme Danger

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Jim Jarmusch

Manuskript:
Jim Jarmusch

Medvirkende:
Iggy Pop, Steve Mackay, Scott Asheton, Kathy Asheton, Mike Watt, Danny Fields, James Williamson

Spilletid:
108 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
9. marts

Cph:Dox-launch

1. marts lancerer Cph:Dox årets program.

Ved arrangementet bliver Gimme Danger vist i Grand Teatret kl. 21.30.

Jan Sneum præsenterer filmen, og der serveres øl før og efter visningen.

Køb billetter her.

© Filmmagasinet Ekko