Biografanmeldelse
26. sep. 2012 | 23:35

Hestehviskeren Buck

Foto | Miracle Film
Hestehviskeren Buck Brannaman

Ny dokumentar fortæller historien om Buck Brannaman, manden bag Robert Redfords rolle i Hestehviskeren. Og han er et lunt, sympatisk bekendtskab.

Af Anne-Sophie Thostrup

Det er smukt og stemningsfuldt, når den amerikanske ranch vågner i daggryets tåge omgivet af fugtige grønne græsmarker, der er indbundet i lyden af fuglefløjt og hestevrinsk.

Men der er faktisk langt mere at hente end halvandens time hesteidyl i Cindy Meehls debutdokumentarfilm Hestehviskeren Buck. Også for os, som ikke bærer hvid cowboyhat og frynsede ruskindsbukser eller ihærdigt diskuterer halvblodsaraberes evner som showheste.

Vores sympatiske western-helt Buck Brannaman er hestehvisker og centrum for en historie, der handler mindst lige så meget om mennesker som om heste.

”Jeg hjælper ikke mennesker med hesteproblemer, jeg hjælper heste med menneskeproblemer,” som han siger med et lunt smil i filmens indledning.

Et spørgsmål om tillid
Nicholas Evans’ bestseller Hestehviskeren fra 1995 – filmatiseret tre år efter med Robert Redford i hovedrollen – er inspireret af Buck Brannaman.

Buck lever som nomade ni måneder om året, hvor han forlader hustru og teenagedatter og rejser den amerikanske prærie tynd for at komme de amerikanske hesteejere til undsætning med sine kurser i hesteopdragelse for både cow-horses, show-horses og oprørske teenageheste.

Buck er berømt for sin helt særlige evne til at kommunikere med heste. Han svinger sin lasso, mens han varsomt trækker i et reb bundet til bagbenet på en hest med en næsten spejlblank mørkebrun pels.

Hesten skal vide, at han vil den det godt, for frygt og rædsel er ingen hest værdig. Det handler alt sammen om tillid. Og heste skal også have lov at lave fejl ligesom mennesker, fortæller Buck sine kursusdeltagere.

Heste er som teenagebørn
Hestehviskeren har selv oplevet vold og angst på egen krop, da morens tidlige død efterlod ham og broren med en voldelig far. Som tolvårig blev han fjernet fra hjemmet og anbragt i en plejefamilie, hvor han lærte at sko en hest.

”De bedste hestehviskere er ofte torturede sjæle,” som en ranch-ejer siger.

En camelfarvet hest stejler på bagbenene, efter at Buck har forsøgt at tale den til rette gennem et kærligt tovtrækkeri.

”Det er som at sende sine teenagebørn ud med skrald. De gør det, men de giver dig dræberblikket med på vejen,” siger han og vinder kursusdeltagernes latter.

Men alvoren lurer. I en af filmens stærkeste scener råder Buck en kvinde til at aflive sin retarderede hest, hvis adfærd er som et rovdyrs. Kvinden stritter imod, men Buck overtaler hende til at give slip. Hestehviskerens arbejde handler mindst lige så meget om at bearbejde ejeren som hesten selv.

Gode råd fra Oprah
Historien om den forpinte sjæl, der omdanner sin egen smerte til succes, kan lyde patetisk, men er det ikke her.

Bucks barndom udpensles ikke i detaljer, men beskrives i korte og præcise klip, som da hans gamle fodboldtræner fortæller om de blå og røde mærker, han spottede på ryggen af Buck og hans bror i omklædningsrummet.

Buck klynker ikke, men fortæller små, lommefilosofiske historier om lykke. Som da han var nedtrykt og så Oprah Winfrey, som sagde, at det bedste lykkemiddel for en mand er at støvsuge.

”Jeg tænkte, at det vel ikke kunne skade at prøve,” griner han.

Hestehviskeren Buck er en anelse uopfindsomt fortalt med klassiske talking heads-interviews og rolige fluen på væggen-optagelser fra hestekurserne som de bærende elementer. Og skulle man have en forventning om at møde et menneske med overnaturlige, telepatiske evner, bliver man skuffet.

I stedet får man en lun og vedkommende fortælling om en exceptionelt empatisk mand, der om nogen forstår, at tillid og accept er grundstenen for vellykket kommunikation – både når det gælder heste og mennesker.

Trailer til Hestehviskeren Buck

Instruktør:
Cindy Meehl
USA 2011

Medvirkende:
Buck Brannaman, Robert Redford

Spilletid:
88 min.

Premiere:
27. september

© Filmmagasinet Ekko