Biografanmeldelse
06. okt. 2016 | 12:22

Insecure

Foto | John P. Fleenor
Issa og kæresten Lawrence hygger sig egentlig meget godt hjemme på sofaen, men parforholdets rutiner bliver efterhånden lidt for magelige.

Ny serie sætter fokus på afroamerikanske kvinder, men rammer bredt med sin sjove og dramatiske skildring af hverdagen på den amerikanske vestkyst.

Af Nicki Bruun

Det har i år ikke skortet på serier, hvor den etniske diversitet – altså fremstillingen af andre end hvide mennesker – har kompenseret for fortidens ultrahvide tv-synder.

Særligt den gruppe, der gemmer sig bag det vistnok politisk ukorrekte begreb ”afroamerikanere”, er blevet skildret med øget intensitet i serier som The Get Down, Underground og den nye Marvel-serie Luke Cage.

Fælles for dem er dog, at de foregår i mere eller mindre fantastiske eller fortidige verdener, hvor det især er det mandlige perspektiv, der har indtaget hovedrollen.

Derfor kommer Insecure som kaldet fra himlen med et sjovt og dramatisk blik på det usikre hverdagsliv i Los Angeles for den afroamerikanske kvinde Issa (Issa Rae).

Som en slags Girls forflyttet til den amerikanske vestkyst rammer serien ned i tidsånden, men den er samtidig tidløs, når parforholds- og venskabskriser får endnu et vrid i maskinen – denne gang i et miljø, som ikke så ofte bliver skildret i tv-serier.

Issas forhold til veninden Molly (Yvonne Orji) – en dygtig advokat, som har styr på karrieren, men sejler i sit kærlighedsliv – er ligesom i Girls skiftevis kærligt og anstrengt. Man fascineres af deres ligefremme tone.

For en dejhvid dansker kan det måske være svært at sætte sig ind i, hvordan det er at være kontorets gadesmarte, sorte ”oversætter”, der bliver spurgt, hvad ”on fleek” betyder. Men et hurtigt opslag i online-leksikonet Merriam-Webster forklarer, at det betyder noget i stil med ”lige i øjet”.

Forskellene til trods er det imponerende, hvor nemt man kan identificere sig med seriens hovedpersoner. Det skyldes, at de ikke bliver beskrevet ud fra deres hudfarve, men er mennesker med er rigt, indre følelsesliv.

Vi møder eksempelvis første gang Issas kæreste Lawrence (Jay Ellis) på sofaen, hvor han sidder i underbukser og ligner én, der ikke har mange ambitioner. Men efterhånden opdager vi dybden i ham og ser, at den lade attitude skyldes den samme dræbende usikkerhed, som Issa lider af. Og herfra udvikler han sig til en selvstændig karakter, som vi holder af og med.

Insecure følger i hælene på den ligeledes fremragende High Maintenance ved at være en HBO-serie, der udspringer af en webserie.

I dette tilfælde er det serieskaber og hovedrolleindehaver Issa Raes Youtube-serie Awkward Black Girl, der er forlægget. Begge er helt tydeligt personlige beretninger og morsomme betragtninger fra et temmelig ordinært liv, men allerede i de forskellige seriers titel ses den store forskel.

Awkward Black Girl er blevet udskiftet med det mere universelle Insecure, usikkerhed, som alle burde kunne nikke genkendende til. Når man gør noget mere bredt appellerende, mister man typisk noget af originaliteten, men faktisk rammer Issa Rae og medskaber Larry Wilmore – kendt som ”Special Black Correspondant” fra The Daily Show – flot en tone mellem troværdighed og kreativ vildskab.

I det hele taget spiller musikken en stor rolle i serien. Første billede akkompagneres af Kendrick Lamars kampsang Alright, som indledes med ordene: ”Alls my life I has to fight, nigga.”

Den sandhed er bagtæppe for Insecure, men serien glemmer aldrig, at humor og drama er lige så vigtig som at tale de uhørtes sag, og derfor bliver det en vigtig serie.

Trailer: Insecure

Titel:
Insecure 

Land:
USA 

År:
2016 

Serieskabere:
Issa Rae, Larry Wilmore 

Medvirkende:
Issa Rae, Yvonne Orji, Lisa Joyce, Jay Ellis, Y’lan Noel, Veronica Mannion 

Spilletid:
Otte afsnit af 30 minutter 

Anmeldelse:
Seks afsnit 

Premiere:
10. oktober på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko