Biografanmeldelse
17. feb. 2017 | 16:08

La La Land

Foto | Dale Robinette
Jazzmusikeren Sebastian (Ryan Gosling) og den aspirerende skuespiller Mia (Emma Stone) støder sammen i englenes by, og sød musik opstår.

Damien Chazelle forener nyt og gammelt, fantasi og virkelighed, i et vidunderligt mesterværk, der løfter musicalgenren op på et højere niveau.

Af Michael Bo

Ren perfektion. Det lyder kedeligt, men det er det ikke. La La Land er ren perfektion, men den er det på myriader af uforudsigelige måder.

Filmen er på alle måder sin ophavsmand Damien Chazelles barn. Ingen anden kunne have skabt netop den, så med sin første film efter gennembruddet med freejazz-fantasien Whiplash er den nu 32-årige Chazelle ankommet på parnasset som fuldt flyvefærdig auteur.

Vi havde nok hørt efterretningerne fra festivalen i Venedig i sensommeren om, at her var noget helt særligt på færde.

Under alle var Chazelle en sensation waiting to happen – ligesom Paul Thomas Anderson, der vakte opsigt med Boogie Nights, inden Magnolia etablerede ham endegyldigt. Men Andersons film har et højstemt, moraliserende tonefald, der er så fremmed for Chazelles, som man overhovedet tænke kan.

Filmen begynder i en motorvejskø på vej ind til Los Angeles.

Kønne, unge mennesker springer ud af deres biler og begynder at danse og synge, bagsmækken til en varevogn går op, og derinde sidder et calypsoband parat til at omdanne de vrantne morgenbilister til en velkoreograferet flash mob.

Andetsteds i motorvejskøen møder en dagdrømmende jazz-fan, Sebastian (Ryan Gosling), næsten en håbefuld skuespilleraspirant og servitrice, Mia (Emma Stone). Deres veje krydses igen og igen, indtil de giver efter for skæbnen, denne gådefulde, amorbue-bevæbnede kismet, som altid har været musicalgudernes måde at føre uforenelige elskende sammen på.

Sebastian lever af at spille salonmusik, ingen lytter til. Han foragter al moderne musik og har opgivet kærligheden. Han kan sine jazz-referencer og føler, han sælger ud, da John Legend, i rollen som en fremmedgjort barndomsven, hyrer ham til en landsomspændende turné, der har til formål at forny formen. Men måske lyver Sebastian bare for sig selv.


Mia fra Nevada drøner fra audition til audition og er nem at slå ud af kurs. Hun falder ret straks for Sebastians modstræbende charme.

De ender begge med at falde for hinanden, men kan kærligheden holde i den virkelige verden?

Og her er nøgleordet: den virkelige verden.

Damien Chazelle har aldrig lagt skjul på, at musikken er en mirakuløs, alt-forandrende kraft. Det er netop filmens pointe, at musik ikke bare helt banalt gør hverdagen kønnere og nemmere at nynne med på, men at den konkret kan gå ind og ændre vores liv, verdens gang.

Hvis vi lader den gøre det.

Og det skal inden for La La Lands univers forstås praktisk såvel som metaforisk.

Er La La Land vor tids største musical? Eller er det overhovedet interessant, at eller om den er en musical? Når den fungerer bedst, er det afgørende, at den er en musical, fordi genren forventningsafstemmer os perfekt til dens helt særlige magi.

Hvis det ikke var en musical, ville en af dens absolutte kernescener – et naturalistisk, komplet ukunstlet Strindberg’sk skænderi under et middagsmåltid – ikke have haft den samme effekt.

Filmen er specifikt en musical, fordi vi fra andre af genrens hovedværker ved, hvad det par forsøgsvise steptrin, Ryan Gosling foretager oppe på bakken med den violette aftenudsigt over Hollywood, betyder.

Hvad de koster ham, hvad han ikke formår at holde inde, fordi det må ud. Koste hvad det vil. Og når man alligevel har et par smarte, tofarvede stepsko på, ikke sandt?

Der er som udgangspunkt intet frivolt med hverken dans eller sang i en musical, det er lige så naturligt som at trække vejret. Og med den originalmusik, Damien Chazelle har bestilt hos sin faste samarbejdspartner Justin Hurwitz – swingende, sexet, stemningsrig, substantiel og dog let i anslaget – får sangene både den tyngde og den charme, genren fordrer.

La La Land er altså en fuldblodsmusical, men på trods af dens utallige hilsener tilbage i filmhistorien er den på ingen måde gammeldags.

Hele udgangspunktet er moderne, også afviklingen og for så vidt pointen. Det samme gælder dens koreografi, der mest er opstået i klipperummet.

Det kan komme som en skuffelse for danseelskere, men det er nu engang Damien Chazelles valg, og det bidrager til filmens energi og dynamik, at den nærmest skummer over i de hidsigt klippede danseoptrin.

Her er hilsner bagud i historien og østud mod europæisk musical-tradition. En musical i musicalen hen imod slutningen er nok lovlig 1:1-gengivelse af Born in a Trunk-nummeret i A Star Is Born, ligesom filmens interiør fremstår som noget, der er løftet fra Pigen med paraplyerne.

Men La La Land har en modernitet og en relevans, der mest minder om Christophe Honorés hovedværk, musicalen Les chansons d’amour, der blev optaget on location i Paris med originale sange af den fascinerende Alex Beaupain.

Jeg vil ikke spoile slutningen på La La Land. Den er så original og inciterende, at den fortjener at blive oplevet frisk. Men jeg vil sige, at den løfter genren op på et nyt niveau.

Damien Chazelle har virkelig formået at transcendere formatet og samtidig udtrykke sin dybeste kærlighed til genren. Og så demonstrerer han den eneste troskab over for traditioner, der er værdi i. Nemlig den, der skiller dem ad for så at samle dem igen.

Trailer: La La Land

Titel:
La La Land

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Damien Chazelle

Manuskript:
Damien Chazelle

Medvirkende:
Emma Stone, Ryan Gosling, John Legend, Rosemarie DeWitt, J.K. Simmons

Spilletid:
128 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
23. februar

Ekko #74

Læs interview med Damien Chazelle og essay om jazzmusikkens betydning i hans tre spillefilm.

Ekko kan købes i kiosker eller bestilles her.

© Filmmagasinet Ekko