Biografanmeldelse
18. nov. 2017 | 11:53

Lumière!

Foto | Louis Lumière
Lumiére-brødrene lavede flere versioner af L’arroseur arrosé om en gartner og en drilagtig knægt. Fortællingen regnes for filmhistoriens første komedie.

Veloplagt fransk dokumentarfilm hylder Lumière-brødrenes pionerfilm og argumenterer overbevisende for, at det er rigtige, små kunstværker.

Af Peter Schepelern

Filmen fødtes i slutningen af 1800-tallet, hvor filmpionererne trådte frem.

Eadweard Muybridge med fotorækker af mennesker og dyr i bevægelse, Étienne-Jules Marey med det bizarre fotografiske gevær, Thomas Edison med Kinetoscope-kukkassen, hvor én person ad gangen kunne se en lille film, og de tyske Skladanowsky-brødre, hvis Bioscop kørte med to filmstrimler samtidig.

Men det var de franske brødre Louis og Auguste Lumière, der stod for filmmediets afgørende gennembrud. Deres Cinématographe var både optagekamera (35mm) og projektor.

De præsenterede første gang deres små film for en lukket kreds i foråret 1895 og havde offentlig premiere i december samme år. Det var her, i Grand Cafés indiske salon, på Boulevard des Capucines i Paris, at den første filmforestilling for et betalende publikum fandt sted.

Ti små film, der kom til at forandre verden.

Filmmediet arriverede med sit tekniske mirakel midt i fin-de-siècle epoken. Renoir og Cézanne malede, Proust drev om på boulevarderne og tog tilløb til sit store værk, mens Eiffeltårnet stod som vartegn for en ny tid.

Lumière-filmene blev til under særlige konditioner, en slags minimalistiske benspænd, kunne man sige. Hver film varer 50 sekunder, hverken mere eller mindre. Hver film består af én optagelse, ét shot. Og kameraet er stationært, altså ingen kamerabevægelser.

Undertiden er kameraet dog anbragt på noget, der bevæger sig: en bil, en båd, en luftballon eller en elevator.

Billedudsnittet er stort set altid et totalbillede, hvor vi kan overskue en større udendørslokalitet (af lysmæssige grunde er vi aldrig indendørs). Typisk er vi midt i det pulveriserende liv i den europæiske storby, mange mennesker, meget trafik. Midt i virkeligheden, midt i lyset.

Filmene har altid haft deres faste, respektfulde plads i filmhistorien, obligatorisk pensum for studerende, men ofte henregnet til de historiske kuriositeter og betragtet som meget primitive begyndelser på noget, som snart ville blive meget større og meget mere komplekst.

Men nu har den franske filmmand Thierry Frémaux med sin store dokumentarfilm præsenteret filmene på en måde, der giver anledning til en revurdering.

Frémaux er mest kendt som leder af Cannes-festivalen, men han er også direktør for Institut Lumière i Lyon, hvor brødrene havde deres fabrik, og som nu rummer et museum. Ud af de i alt 1422 film, Lumière-selskabet stod for, har han udvalgt 108 film, der præsenteres i forbløffende flot restaurering i originalt format, arrangeret i tematiske kapitler og med Frémaux som den elegante og levende fortæller, der åbner vores øjne for de gamle films kvaliteter.

Hans store pointe er, at Lumière-filmene er rene, små kunstværker, der har fuld kontrol over de æstetiske virkemidler. Gang på gang kan han overbevisende påpege, hvordan der er arbejdet med stor præcision og kunstnerisk formsans, hvordan det lykkes kameramanden at indfange det essentielle i scenen og give det filmisk udtryk, her og nu.

Det er et åndesyn af en længst forsvunden verden, fastholdt i øjeblikket. ”50 sekunder af en evighed, der stadig varer ved,” siger Frémaux.

Filmen er en museal fremlægning af kulturarven, men samtidig en skøn rejse på sporet af den tabte tid, smukt indsvøbt i musik af Camille Saint-Saëns, den første fremstående komponist, som skrev musik direkte til en film.

Lumière-filmene er en slags dokumentarisme, før begrebet rigtigt var opfundet. Der er hverdagsbilleder af bylivet med brandbilernes udrykning, togets ankomst på stationen og arbejderne, der forlader fabrikken. Der er fritid og leg – sneboldkamp på gaden, badning fra en badebro. Og der er arbejdslivet – nedbrydning af en mur, vaskekoner ved floden.

Der er også rejsebilleder, hvor publikum får et livagtigt glimt af London og Berlin, men også af Sfinksen ved Giza, New Yorks skyskrabere og de ildsprudende olietårne i Baku.

Måske mest fascinerende er optagelsen fra Fransk Indokina (i dag: Vietnam), hvor guvernørens fint klædte hustru og datter kaster småmønter ud til de pjaltede mennesker, der kryber rundt på jorden og ivrigt samler smulerne fra de riges bord. Kolonialismen indfanget i et symbolsk optrin.

Der er også bizarre film, der har været mere eller mindre ukendte: en grotesk trafikulykke, en mand, der har sat en sav på sin trækbasun og et vildt slagsmål mellem to kvinder (spillet af mænd) på et madrasværksted!

Vi får også flere versioner af den berømte L’arroseur arrosé, om vandingsmanden, der selv bliver vandet. Den uartige dreng træder på havemandens vandslange, og da havemanden kigger forundret på sprøjten, tager drengen foden væk igen, så havemanden får vand i hovedet. Det er filmhistoriens første lille fortælling, den første fiktion.

I sin tid pegede den tysk-amerikanske teoretiker Siegfried Kracauer på, at filmmediets to ”hovedstrømninger”, det realistiske og det fantastiske, kunne føres tilbage til de franske pionerer. Lumière-brødrene var grundlæggere af filmens realisme, mens efterfølgeren Georges Méliès, der for nyligt blev hyldet i Martin Scorseses Hugo, var stamfader til filmens fantastiske genrer.

Frémaux påpeger også forbindelseslinjer mellem Lumière-filmene og videre til Eisenstein, Kurosawa, italiensk neorealisme og James Camerons Titanic!

Fransk film har i de senere år på mirakuløs vis genoplivet stumfilmen. For nogle år siden overraskede man med The Artist, der vandt fem Oscars med sin historie om en stumfilmstjerne, der med nød og næppe overlever lydfilmens ankomst. Med Lumière! er det hele filmmediets fødsel, der bliver genfødt.

Trailer: Lumière!

Titel:
Lumière!

Land:
Frankrig

År:
2017

Instruktør:
Thierry Frémaux

Manuskript:
Thierry Frémaux

Spilletid:
90 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
23. november

© Filmmagasinet Ekko