Biografanmeldelse
27. apr. 2016 | 23:54

Marguerite

Foto | Glynn Speeckaert
Titelpersonen Marguerite tror, at hun synger fantastisk, men omverdenen holder hende for nar.

Beundringsværdigt portræt af en forblændet kvinde, men den franske film ved ikke, om den skal være sjov eller alvorlig.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Hvis man parrer den barmfagre operasangerinde Bianca Castafiore fra Tintin med eventyret om kejserens nye kæder, har man groft sagt det franske drama Marguerite.

I filmen, hvis udgangspunkt minder ret så meget om H.C. Andersens eventyr, udforsker instruktør og manuskriptforfatter Xavier Giannoli nemlig historien om en kvinde, der lever i en illusion opbygget af hendes medmennesker.

I Marguerite er den nøgne konge uden tøj skiftet ud med en kvinde, der brænder så meget for opera, at hun vitterligt tror, hun mestrer skønsangens svære disciplin.

Det gør hun bare ikke.

Og det er filmens primære dramaturgiske drivkraft: forholdet mellem hendes forblindede selvbillede og virkelighedens realitet.

Den modne kvinde Marguerite Dumont (Catherine Frot) lever et velhavende og mondænt liv sammen med sin mand Georges (André Marcon) på en herregård i 1920’ernes Frankrig.

Her får hun mest tiden til at gå med at optræde for parrets venner med sin operasang. De foregiver alle godmodigt, at Marguerite synger henrivende, men holder hende samtidig for nar. Alle ved, at hendes sang er forfærdelig – undtagen Marguerite selv.

Men da de to unge intellektuelle Lucien (Sylvain Dieuaide) og Kyrill (Aubert Fenoy) hører Marguerite udfolde sig, vækkes deres interesse. Først roser de hende for deres egen fornøjelses skyld og bruger hendes som et bevis på borgerskabets kunstige facade.

Men efterhånden som Lucien lærer hendes personlighed at kende, bliver han oprigtigt engageret i hende. I begejstring over sit forestillede talent beslutter Marguerite at opsætte en rigtig operakoncert på et rigtigt teater for et betalende publikum.

Hendes mand og Lucien kæmper samtidig med visheden om, at deres kære vil gøre sig selv til grin på scenen, men vil omvendt ikke såre hende med sandheden.

De hyrer derfor den flamboyante operasanger Atos Pezzini (Michel Fau) til at undervise hende, men inden længe bliver det sværere og sværere at opretholde illusionen for Marguerite.

Marguerite er en umage film, der lægger sig mellem komedien og dramaet. Scenerne, hvor Marguerite synger forfærdeligt, er klart komisk letsindige og næsten absurde. Men bag det underholdende ligger tragikomedien latent.

Det ved filmen godt. Især i sidste halvdel af Marguerite udvikler handlingen sig mere og mere alvorligt, og betydelige konsekvenser viser sig for fortællingens karakterer.

Netop karakterne udgør en broget og sprudlende flok af personager.

Centralt står titelkarakteren, men filmen ved heller ikke, om den skal sympatisere med Marguerite eller distancere sig fra hende. Det er svært at blive klog på den fantasifulde dame, og når filmen pendulerer lidt for letkøbt mellem det sjove og det alvorlige, forbliver man aldrig rigtig optaget af Marguerite.

Til gengæld er trekløveret bestående af forfatterspiren Lucien, hustjeneren Madelbos (Denis Mpunga) og hendes mand Georges et farverigt og sprudlende indspark. Det er bare synd, at de ofte forsvinder helt ud af handlingen i længere perioder uden egentlig forklaring.

Xavier Giannoli er en erfaren instruktør i sit hjemland, hvis film har gjort sig på festivalerne i Cannes og Venedig. Idéen til Marguerite har han fundet i den virkelige historie om amerikanske Florence Foster Jenkins, der i 1940’erne fejlagtigt troede, at hun var en operaåbenbaring.

Fortællingen om en forblændet kvindes forhold til virkeligheden har da også rigtig meget potentiale og god konflikt i sig. Giannoli fletter det hele sammen med en melankolsk stemning af borgerskabets dekadence og de modernistiske strømningers letbenede nybrud i mellemkrigstiden.

Undervejs hyrer den unge digtersjæl Kyrill for eksempel Marguerite til at synge Marseillaisen som del af en eksperimenterende kunstinstallation i en hittepåsom og visuelt veloplagt scene.

Marguerite kommer til Danmark med flere flotte priser og nomineringer i bagagen, og i glimt viser den bestemt også solide sider. Især skuespillet står frem, men i sin helhed er filmen for ufokuseret, broget og i sidste ende for lang.

Trailer: Marguerite

Titel:
Marguerite 

Land:
Frankrig 

År:
2015 

Instruktør:
Xavier Giannoli 

Manuskript:
Xavier Giannoli

Medvirkende:
Catherine Frot, André Marcon, Sylvain Dieuaide, Michel Fau

Spilletid:
129 minutter 

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 7 år

Premiere:
28. april 2016

© Filmmagasinet Ekko