Serieanmeldelse
08. mar. 2017 | 14:27

Mercur

Foto | Christian Geisnæs
Det unge trekløver (Andreas Jessen, Jon Lange og Neel Rønholt) stikker til søs for at oprette piratkanalen Radio Mercur.

Mercur er et veldrejet nichedrama om de radiopirater, der i slutningen af 1950’erne trodsede DR’s radiomonopol og sendte populærmusik til folket fra et skib i Øresund.

Af Brian Petersen

Blandt de mange historier, som det i årevis har ligget lige for at dramatisere, er den om Radio Mercur.

Det er fortællingen om de radiopirater, der i årene 1958-62 udfordrede Statsradiofoniens monopol på radiospredning ved at sende reklamefinansieret populærmusik fra et panamansk indregistreret skib i internationalt farvand. Løjerne blev først stoppet, da Folketinget i 1962 gjorde det ulovligt for danske statsborgere og virksomheder at medvirke til den slags (til gengæld fik lytterne P3).

Den beslægtede The Boat That Rocked (2009) skildrer (meget frit) historien om britisk piratradio versus konservative politikere og et forstokket BBC, men hændelserne udspillede sig fra 1966, fire år efter, at Radio Mercur indstillede sine udsendelser fra skibet Cheetah i Øresund.

Det siger næsten sig selv, at det er et emne, Danmarks Radio aldrig ville have kastet sig over på grund af den iboende kritik af institutionens egen anti-folkelige fortid. I stedet fik vi Krøniken om DR’s egen tilblivelse og uvurderlige kulturpolitiske betydning. Det ligner næsten poetisk retfærdighed, at en af TV 2’s nichekanaler, TV 2 Charlie, nu står bag denne alternative krønike om, at kulturmonopoler er til for at blive brudt.

I centrum for handlingen står to mænd fra forskellige baggrunde, men med en fælles kærlighed til den rock- og popmusik, Danmarks Radio havde bandlyst fra æteren: Chuck Berry, Tommy Steele, Brenda Lee og så videre. Det er musik til TV 2 Charlies målgruppe, men serien fortjener et bredere publikum.

Den jurastuderende Flemming (Andreas Jessen) bor hjemme hos sine middelklasseforældre i Brønshøj, mens den retningsløse serie-iværksætter Jan (Jon Lange) lever en tilsyneladende sorgløs tilværelse sammen med sin velpolstrede mor (Charlotte Fich) i Hellerup. De møder hinanden i en pladebutik, og ved forenede kræfter lykkes det Flemming og Jan at finde et juridisk smuthul og skaffe startkapital til radioeventyret.

Kombinationen af populærmusik og reklamer viser sig at være en gangbar forretningsmodel, og Radio Mercur bliver ikke bare til glæde for lytterne, men også for medarbejderne foran og bag mikrofonerne. Ikke mindst den enlige mor Anne-Marie (Neel Rønholt), som snarrådigt og kompetent arbejder sig op til en nøgleposition i firmaet.

Produktionen har indlysende ikke haft samme budget som DR’s efterhånden overæstetiserede og stærkt konstruerede serier – senest Bedrag og Arvingerne – men i modsætning til TV 2’s Badehotellet er tidsbilledet troværdigt og personerne ikke folkekomediekarikerede.

Et stort persongalleri holder fermt liv i det hele med figurer, man får lyst til at lære bedre at kende. Og imens spindes der videre på hovedhandlingen, eksempelvis den fåmælte cykelsmed Richard Hansen (Jesper Lohmann), som i sin fritid er radioamatør og opfinder, og som bliver teknisk chef på Mercur.

Noget karikeret er den allestedsnærværende Falk (Steen Stig Lommer), kontorchef i Post- & Telegrafvæsenet, men et drama skal jo have modstand, og i ham har forfatterne valgt at samle systemets og den politiske modstand mod Mercur.

Mercur beretter ikke den virkelige historie, men er baseret på, hvad der skete dengang.

Det kan undre, fordi stoffet sagtens kunne have båret en mere trofast dramatisering. Men omvendt giver det også en større frihed til at digte inden for rimelighedens rammer.

Efter de første tre afsnit, som er stillet til rådighed for denne anmeldelse, tegner Mercur til at blive en velfortalt og underholdende serie. Og forhåbentlig får vi endnu en sæson, da vi umuligt kan nå at komme omkring alle begivenhederne på kun ti afsnit.

Trailer: Radio Mercur

Titel:
Mercur

Land:
Danmark

År:
2017

Serieskaber:
Søren Frellesen, Jesper Malmose

Medvirkende:
Andreas Jessen, Jon Lange, Neel Rønholt, Charlotte Fich, Peter Gantzler, Jesper Lohmann, Ken Vedsegaard, Rasmus Botoft

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 40 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
6. marts på TV 2 Charlie

© Filmmagasinet Ekko