Biografanmeldelse
21. juni 2018 | 08:24

Ocean’s 8

Foto | Barry Wetcher
Et stjernespækket hold af kvinder leverer stærke præstationer i kupfilmen Ocean’s 8. Fra venstre er det Sandra Bullock, Sarah Paulson, Rihanna, Cate Blanchett og Awkwafina.

Spin-off af de populære Ocean-kupfilm har et fascinerende miljø og seje kvindelige karakter, men rammer ikke samme niveau som originalen.

Af Patricia Smollerup

I 2001 havde Steven Soderberghs kupfilm Ocean’s Eleven premiere. 

Danny Ocean og hans hold af smarte og snu forbrydere forførte og snød både ofre og publikum, mens de røvede kasinoer i Las Vegas. Det var den første film i Ocean’s-trilogien og bød på et stjernespækket hold med navne som George Clooney, Brad Pitt, Matt Damon, Julia Roberts, Andy Garcia og Casey Affleck på rollelisten. 

Nu er Ocean så tilbage. Men denne gang er det ikke Danny Ocean, men søsteren Debbie (Sandra Bullock), som leder kuppet. 

Og et powerteam af seje kvinder står klar til at tage traditionen videre. På rollelisten er foruden Sandra Bullock navne som Cate Blanchett, Helena Bonham Carter, Anne Hathaway og Mindy Kaling. 

Man kan stille spørgsmålstegn ved originaliteten i at tage en allerede velkendt succes og genskabe den med kvinder. På den anden side kan det sende et stærkt signal om, at roller, der er tiltænkt mænd, sagtens kan besættes af kvinder. 

Debbie Ocean er netop kommet ud af fængslet, og hun samler nu et hold af dygtige forbrydere for at udføre det største kronjuvelkup i nyere tid. Ved den årlige Met-galla – en prestigefuld fest fyldt med Hollywoods største stjerner – skal Oceans hold stjæle en diamanthalskæde til 150 millioner dollars. 

Ligesom i de første Ocean’s-film er det et glamourøst og betagende miljø med smukke og cool personligheder i dyrt designertøj. Med en velovervejet plan svindler de eliten, og vi bliver som publikum fascineret af, hvordan de får eksekveret det perfekte kup. Personerne får – ligesom i de originale film – blændet ofre og publikum med deres udstråling. 

Sandra Bullock forsøger at køre videre med den samme stil og charme, som George Clooney har som Danny Ocean – for eksempel når Debbie smiler til overvågningskameraet under hele kuppet og på den måde har et stensikkert alibi. Denne del af fortællingen fungerer godt, og Sandra Bullock leverer en solid skuespilpræstation – dog uden at man bliver helt så bjergtaget af hende som af Clooneys Ocean. 

Med Anne Hathaways karakter Daphne Kluger kommer den stereotype Hollywood-diva under kærlig behandling. Hun har brug for evig bekræftelse og dåner ved synet af den dyre diamanthalskæde. 

Også Helena Bonham Carter er interessant som den afdankede designer, der gestikulerer og overspiller, men alligevel overbeviser, når hun forsøger at snyde de franske sikkerhedsfolk, der beskytter den dyre halskæde. 

Desværre lægger filmen sig i flere passager for tæt op ad originalen. Filmen starter i fængslet med Debbie Ocean, der skal forklare sig, inden hun skal prøveløslades. Det føles lidt for nemt blot at gentage de forrige film. 

Den er også lidt tung i betrækket, og tempoet er flere steder for langsomt. Der bruges utroligt lang tid på at få introduceret holdet, før vi rent faktisk kommer frem til selve kuppet. 

Desuden bliver James Cordens forsikringsefterforsker John Frazier smidt ind fra højre i filmens sidste del. Corden er som altid sjov og charmerende, men man kan alligevel ikke lade være med at føle, at han er et unødvendigt indspark og et par billige point, som man lige skal hive med hjem i slutspurten. 

Udførelsen af kuppet fungerer udmærket, men trods tricks og fiduser føles det en smule mere banalt end kasinosvindlen i Ocean’s Eleven. Man får ikke den samme følelse af genialitet. 

Det havde derfor fungeret stærkt, hvis filmen var sluttet umiddelbart efter kuppet. Men det er ikke tilfældet. Vi skal lige have en krølle mere. Og en krølle mere. Og en krølle mere. Og udtoningen kommer til at føles som en evighed, når vi i tankerne allerede er halvt på vej op af biografsædet.

Trailer: Ocean’s 8

Titel:
Ocean’s 8

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Gary Ross

Manuskript:
Gary Ross, Olivia Milch

Medvirkende:
Sandra Bullock, Cate Blanchett, Anne Hathaway, Rihanna, Sarah Paulson

Spilletid:
110 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
21. juni

© Filmmagasinet Ekko