Biografanmeldelse
18. juli 2018 | 17:18

Sicario 2: Soldado

Foto | Richard Foreman Jr.
CIA-agenten Matt Graves (Josh Brolin, tv.) og lejesoldaten Alejandro (Benicio Del Toro, th.) skyer ingen midler i kampen mod menneskesmuglere. Men da deres geværer pludselig vender mod hinanden, må samvittigheden bane vejen.

Værdig efterfølger skildrer hårdkogte karakterer med bløde hjerter i en hyperrealistisk kamp mod terror.

Af Jens Steinicke Kjær

Når FBI-agenter i starten af Sicario fra 2015 stormer et hus med væggene fulde af rådne lig, rammer de flestes kæber jorden.

Man mærker straks, hvordan instruktør Denis Villeneuve og ikke mindst manuskriptforfatter Taylor Sheridan mestrer den angstfremkaldende suspense.

Siden har Sheridan skrevet formidable historier om ”det moderne vilde vesten” i USA, senest den nervepirrende krimi Wind River.

Han fortsætter med at skildre den mørke side af USA i Sicario 2: Soldado, der har den italienske instruktør Stefano Sollima bag rettet. Sollima står bag de dunkle gangsterserier Gomorrah og Suburra,og hans mørke udgave får nærmest Villeneuves forgænger til at ligne Skønheden og udyret.

Som i Sicario starter efterfølgeren med en kuldegysende åbningsscene. Tre mystiske mænd går stålsatte ind i et supermarked i Texas og sprænger både sig selv og supermarkedet i luften.

Der er altoverskyggende kaos, og hvem kan dog bringe orden i det? Det kan CIA-agenten Matt Graver, der igen spilles af Josh Brolin.

Graver er mere hårdhudet end en elefant. Det demonstreres i hans første scene, hvor han bruger en slags antitortur under afhøringen af et vidne, som fortæller ham, hvor terroristerne i Texas kommer fra.

De er blevet smuglet fra Mexico over den amerikanske grænse af mexicanske narkokarteller. Graver får til opgave af den amerikanske regering at skabe splid mellem kartellerne, så de én gang for alle kan få dem ned med nakken.

Filmens stemning er skummel. Lydsiden dundrer af mørke baslyde og de voldelige actionscener er skræmmende realistiske, når blodet sprøjter i takt med maskingeværssalverne.

Men i Sicario fulgte vi FBI-agenten Kate, som blev skildret med en nærmest jomfruelig uskyldighed af Emily Blunt. Hendes godhjertede hovedperson stod konstant i sitrende kontrast til den voldsomme handling.

Sicario 2: Soldado følger derimod Graver, hvis hjerte fra start virker sort som krudt. Han er iskold og rå, hvilket til gengæld får seriens gennemgående hovedfigur, den mystiske lejemorder Alejandro (Benicio Del Toro), til at virke som en flink og pålidelig fyr.

Graver hyrer Alejandro til at kidnappe datteren til en af kartellernes største narkobaroner og få det til at se ud, som om et andet kartel har taget hende.

”Det er nemmest at besejre sine fjender, hvis de allerede er i krig med hinanden,” siger Matthew Modine i rollen som amerikansk forsvarsminister, der har samme kølige blik som hans følelseskolde videnskabsmand i Stranger Things.

Datteren hedder Isabel (Isabela Moner) og er en hård lille madame, som frit kan slå på hvem hun vil i sin skole, fordi rektoren er bange for hendes far. Hun bliver dog mild som et lam, da hun bliver kidnappet af en maskeklædt Alejandro og hans tjekkede, men voldelige hold.

Det hele går som planlagt, men i filmens midte bliver alt vendt på hovedet, og pludselig ligger Alejandro og Isabel som en lus mellem to beskidte negle i form af USA og kartellerne.

Moners enorme, brune og rædselsslagne øjne tilføjer en tiltrængt uskyldighed i det ellers kaotiske, maskuline og håbløse univers. I filmens sidste akt ser vi gudskelov et lys trænge igennem det mørke, som hidtil har skjult Alejandro og Gravers sympati og samvittighed.

Menneskeligheden kigger frem fra mørket, der er utrolig flot filmet i al sin dunkelhed.

Sicario 2: Soldado viser ingen nåde i sin kompromisløse skildring af den håbløse kamp mod terror. Men trods et tykt og næsten uigennemtrængeligt mørke får det stærke cast menneskeligheden til at skinne igennem og gør filmen til en yderst værdig efterfølger.

Trailer: Sicario 2: Soldado

Titel:
Sicario 2: Soldado

Originaltitel:
Sicario: Day of the Soldado

Land:
USA, Italien

År:
2018

Instruktør:
Stefano Sollima

Manuskript:
Taylor Sheridan

Medvirkende:
Benicio Del Toro, Josh Brolin, Isabela Moner, Jeffrey Donovan, Catherine Keener

Spilletid:
122 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
19. juli

© Filmmagasinet Ekko