Stockholm Bloodbath

De fleste danskere forbinder Kong Christian II med Kongens fald, Johannes V. Jensens roman fra 1901. Her er den nølende monark, der ikke kan beslutte sig, et billede på dansk vægelsind.

I Sverige derimod hedder han Kristian Tyran. Fordi han invaderede Sverige flere gange for at tilrane sig den krone, han mente Kalmarunionen skyldte ham.

Det førte til blodbadet i Stockholm i vinteren 1520, hvor han udryddede sine modstandere – den svenske højadel. Omkring 80 mennesker blev henrettet på forskellig vis, mest ved halshugning.

Det får man rigeligt at se i Stockholm Bloodbath i den sidste times tid af filmen, som varer to og en halv time.

Før det har vi fulgt to unge kvinder, Anne og Freja, der, efter familien er slået ihjel af danske lejesvende, er på flygtende hævntogt med en liste over de drabsmænd, de vil hævne sig på.

Det enkle plot kommer flot fra start, hvor vi også ret hurtigt får at vide, hvem der er de gode og de onde. Danskerne er sleske skurke i diverse gradgradbøjninger af organiseret ondskab. Anført af Christian II, som vitterlig er en grænseoverskridende tyran med toner af det psykopatiske.

På en måde er det helt befriende at se aktive danskere som andet end slapsvanse og lunkne luskebukse, som navnlig vi selv ofte fremstiller os på det hvide lærred.

Christian II var vor største, handlekraftige renæssancekonge i klasse med Englands Henrik VIII og Frankrigs Henrik IV. De var magtfulde monarker mellem middelalder og renæssance, katolicisme og reformation. Som elever af Machiavelli brød de med alle fortidens hensyn og regler.

Claes Bangs gestaltning af den danske konge er imidlertid mere som en sinister, dekadent døgenigt i silkeskjorte end en cool rethaverisk magthaver.

Og hans håndgangne mænd, anført af biskoppen Gustav Trolle – i skikkelse af Jakob Oftebro, der leverer filmens bedste præstation – er alle til hobe kyniske sadister. Blandt disse finder vi Mikkel Boe Følsgaard, der svovlende og skrigende overspiller på kanten til parodien som hovedskurken Slagheck.

Manuskriptet er usammenhængende. Hævnplottet er sjusket fortalt. Man taler hele tiden om en union uden at præcisere, hvad den egentlig går ud på.

Anne og Freja – spillet af Sophie Cookson og Alba August – er skiftevis svage kvinder og stærke heltinder.

At sproget er engelsk, er vel okay. Men ikke at man ustandseligt skriger ”fuck” og ”fucking”.

Fjendskabet mellem danskere og svenskere er mere som hooligans til en moderne fodboldlandskamp end i en fordoms middelalderlige fælleskultur.

Der er flotte scener i filmen – et slag og et hofbal. Mens selve blodbadet er skildret med en splattet udpensling, hvor hoveder brutalt ruller for sværd- og øksehug på historiens personer, som filmen aldrig gider skildre med engageret indsigt og psykologisk relevans for handlingens drive og logistik.

Når man tænker på, hvad den franske instruktør Patrice Chéreau i sin tid fik ud af Alexandre Dumas’ ramasjangroman om et tilsvarende tidsmæssigt blodblad, Bartholomæusnatten i Paris, i Dronning Margot, er resultatet med Stockholm Bloodbath yderst sølle.

Mikael Håfström, som fortjent fik sit internationale gennembrud med kostskoledramaet Ondskab fra 2003, synes rundt på gulvet med sin instruktion og intentioner.

Leger vi Games of Thrones, kongedrama a la Shakespeare, gammeldags kappe-og kårdefilm eller det faktuelle dokudrama fra tv-serier om historiske begivenheder?

Stoffet er der. Det stockholmske blodbad, den flamboyante magtkamp om Sveriges krone og en despotisk konge med en skæbnesvanger profil.

Desværre er den meget lange film en stor skuffelse. Over skønne spildte kræfter. En slap omgang om en konge og alle hans mænds fatale fald i Nordens blodige historie.