Biografanmeldelse
19. sep. 2016 | 21:29

Suburra

Foto | Emanuela Scarpa
Alessandro Borghi er maskulin og rådvild i rollen som mafiabossen Numero 8 (tv.), der sammen med topgangsteren Samurai (Claudio Amendola) vil omdanne Rom til et nyt Las Vegas.

Stefano Sollimas gangster-thriller tegner et afgrundsmukt billede af en by badet i neonlys og mørke skygger, hvor ingen kan vide sig sikker.

Af Jesper Bo Petersen

En by går under, æder sig selv op. Drukner bogstaveligt talt i en dommedagsregn, der får baljen af lyst og død til at flyde over. Suburra var navnet på slummen i det antikke Rom, hvor magtmænd indgik handler med ludere og lommetyve, gadens konger.

Det er samme heksekedel anno 2011, instruktør Stefano Sollima beskriver i sin svært overskuelige, men også i momenter mesterlige anden spillefilm, Suburra.

Gennem sammenfiltrerede skæbnetråde, hvor enhver handling har omsiggribende, uforudsete konsekvenser, skildrer Sollima det senmoderne, kapitalistiske Italien – fra mafiaens nådesløse rænkespil til det korrumperede politiske system.

Kan man tale om en hovedperson, er det politikeren Filippo, der er i lommen på underverdenen og, ikke mindst, sin egen drift og grådighed. Han er sin egen værste fjende.

Om dagen strides han med venner og fjender for at få stemt en lov igennem, der kan gøre gangsteren Samurais planer om en havnefront med Las Vegas-kasinoer i forstaden Ostia til en realitet. Og om natten dør en mindreårig luder i hans selskab af en overdosis. Han får snigmyrdet luderens alfons, der viser sig at være bror til den groteske sigøjnerboss Manfredi, der nu vil have hævn.

En sagesløs pr-mand, som dyrker det celebre overfladeliv, arver en sigøjnergæld i millionklassen efter sin far, der handlede med Manfredi. Og Ostias aspirerende gangsterkonge forsøger at modstå Samurais magtovertagelse. Alt imens paven i Vatikanet giver op og overvejer at abdicere.

Alle personer, måske lige med undtagelse af den dæmoniske Samurai, vil gerne det gode, men de spænder konstant ben for sig selv.

Verden får åndenød, og Sollima tæller ned til dommedag. Det uoverskuelige plot er selvfølgelig en pointe i sig selv, men Sollima forsøger unægtelig at jonglere med mange plottråde. Suburra føles nogle gange som en serie-sæson kogt ned til en film. Men det er også intenst og stressende som livet. Det giver således god mening, at filmen er blevet forlæg til Netflix’ første italienske serie-produktion.

Suburra er rig på undergangsstemning, og de melankolske billeder er mesterlige.

Sollima fremmaner et hedonistisk grådighedens tempel på en smuldrende afgrund af sort dekadence, lyssat i neon og skygger. Men i modsætning til landsmanden Paolo Sorrentinos skildringer af menneskets absurde grundvilkår efterlader Suburra intet håb om en bedre verden.

Som thriller-instruktør og eksistentialist er Sollima langt tættere på amerikanske Michael Mann. Begge tegner de undergangstruede verdener badet i gadelampernes og neonlysenes elektricitet. Fotograf Paolo Carneras suveræne billedside lever i skyggerne.

Og midt i det hele står personerne, som desperat forsøger at overleve, mens de kæmper med de løkker, de selv har bundet. Pierfrancesco Favino er som Filippo en slave af sin lyst, men også i en overraskende effektfuld scene en brødebetynget familiefar.

Alessandro Borghi er en maskulin, stolt og usikkert tikkende bombe som Ostias nye mafiaboss, mens Elio Germano er hjerteskærende som pr-mand på afgrundens rand. Claudio Amendola er som Samurai en djævel i skyggerne, en ondskabens kompromisløse bureaukrat. Alle er skræmmende gode, og man føler faktisk med gangsterne, pr-manden og den kun alt for menneskelige politiker.

Filmen føles som et koncentrat af samfundsanalysen i David Simons The Wire og tragikken fra den i mine øjne fremragende, men ellers udskældte anden sæson af Nic Pizzolattos True Detective.

Som fortælling kunne Suburra være løftet yderligere af mere spilletid, men som sortskuende billeddigt er den afgrundssmuk.

Trailer: Suburra

Titel:
Suburra

Land:
Italien, Frankrig

År:
2015

Instruktør:
Stefano Sollima

Manuskript:
Sandro Petraglia, Stefano Rulli, Giancarlo De Cataldo, Carlo Bonini

Medvirkende:
Pierfrancisco Favino, Alessandro Borghi, Claudio Amendola, Elio Germano, Greta Scarano

Spilletid:
130 minutter

Premiere:
22. september

© Filmmagasinet Ekko