Serieanmeldelse
15. apr. 2024 | 22:21

The Sympathizer

Foto | Hopper Stone

Hoa Xuande har rollen som den kommunistiske spion Kaptajnen (tv.), mens CIA-agenten Claude er en af flere karakterer, som spilles af Robert Downey Jr.

Park Chan-wook og Don McKellars spionageserie under Vietnam-krigen er en forførende og forvirrende fortælling om identitet og storpolitik.

Af Liv Guhle Johanson

Himlen er malerisk som i gamle Hollywood-film, imens lyden af en projektor bevæger sig hen over gadebilledet ved en biograf i Saigon. 

Her mødes den kommunistiske spion Kaptajnen med CIA-agenten Claude, der med to billetter i hånden fører dem ind i biografen. 

Fra tilskuerrækkerne overværer de live en voldsom afhøring af en kvinde, der opfordres til at indtage rummet som skuespiller. Claude kigger sorgløst på optrinnet, som om brutaliteten foregår i en film, mens Kaptajnen skjuler sit grædende ansigt. 

HBO Max-serien The Sympathizer er baseret på Viet Thanh Nguyens roman af samme navn og handler om Kaptajnen, som er halvt fransk og halvt vietnamesisk – twice of everything

Under Vietnam-krigen bliver han af nordvietnamesiske Viet Cong sat til at spionere på den sydvietnamesiske hær, der var støttet af amerikanerne. 

Kaptajnen er en splittet karakter, der trods sin dedikation til kommunismen samtidig er forført af amerikansk popkultur. Spionidentiteten gør hele hans liv til et skuespil. 

Hans kontraspionage spejles i den lige så mystiske Claude, som han møder i Vietnam. Selv når CIA-agenten ikke er i forklædning, virker hele hans person som en performance. 

Claudes forskellige personaer er ikke af den slags, der lader ham gå i et med omgivelserne, men fremhæver hans tilstedeværelse, så han stjæler scenen. Claude spilles af Robert Downey Jr., der i løbet af serien dukker op i rollerne som flere af de amerikanske mænd, Kaptajnen møder. 

Downey spiller den republikanske politiker, der forsøger at charmere vietnamesiske flygtninge for at styrke sin antikommunistiske kampagne. Han spiller en professor, der fetichistisk studerer ”Orienten”. Og han spiller den dramatiske Hollywood-instruktør, der siger, at han vil lave en autentisk film om Vietnam-krigen, men som slet ikke går op i sandfærdighed, når det kommer til stykket. 

The Sympathizer er en fortælling om tilhørsforhold og identitet. Serien viser en global virkelighed, hvor det personlige flyder sammen med politiske kampagner og Hollywood-produktioner. 

Fra starten leger seriens virkelighedstro scener med fiktionslag og referencer til både vietnamesisk og amerikansk scenekunst. 

Saigons fald den 30. april 1975 bliver afslutningen på Vietnam-krigen, men Kaptajnens dobbelte identitet fortsætter ind i efterkrigstiden og fører ham til USA. 

Her skal han fortsat rapportere til det kommunistiske styre, mens han løber ærinder for en latterlig, men charmerende general, der naivt planlægger at generobre Vietnam fra baglokalet af en restaurant i Californien. 

Beretningerne træder her i baggrunden for en stadigt mere absurd fortælling, hvor de vietnamesiske immigranter og Kaptajnen bliver karikerede udgaver af sig selv og kolliderer med campede personificeringer af amerikanske magtpositioner. 

Viet Thanh Nguyens roman blev udgivet i 2015, og året efter vandt den Pulitzer-prisen for fiktion. Serieversionen er et samarbejde mellem sydkoreanske Park Chan-wook og canadiske Don McKellar. 

McKellar betragtes som en del af bevægelsen Toronto New Wave, mens Chan-wook er anerkendt for storslåede, stilbevidste og raffinerede skæbnedramaer som Oldboy, Handmaiden og Decision to Leave. 

Men Chan-wooks rørende menneskelighed er der ikke blevet plads i The Sympathizer, hvor der mangler en balance mellem det humane og det kommenterende metalag. 

Serien giver ikke en stemme til hverken vietnamesiske immigranter i USA, eller dem, der forsøger at genopbygge Vietnam efter først fransk besættelse og siden en krig støttet af USA. 

Kaptajnens egen historie står i skyggen af Robert Downey Jr.’s karakterer, selv om Hoa Xuande spiller sin rolle rørende. Med så mange ufortalte historier bliver The Sympathizer en fortælling om fortællinger. 

En komisk karikatur af amerikanske filmproduktioner og et værk, der gennem en upålidelig fortæller – Kaptajnen i en fangelejr – og flade karakterer fremskriver en verden, hvor kultur er magt, og historiefortælling og politik smelter sammen. 

The Sympathizer er en oplevelse, der bevæger og forvirrer på samme måde som det massemedierede samfund, serien behandler. Serien viser interessant, hvordan man kan drømme om et marxistisk samfund og samtidig være storforbruger af den amerikanske popkultur.

Kaptajnen forklarer forlegent, at han er fascineret og frastødt. Han kigger væk, da han får at vide, at det er præcis sådan, man elsker Amerika.

Det er samme oplevelse, The Sympathizer giver os.

Trailer: The Sympathizer

Kommentarer

Titel:
The Sympathizer

Land:
USA, Sydkorea, Canada

År:
2024

Instruktør:
Park Chan-wook, Marc Munden, Fernando Meirelles

Manuskript:
Don McKellar, Anchuli Felicia King

Medvirkende:
Robert Downey Jr., Hoa Xuande, Fred Nguyen Khan, Sandra Oh

Spilletid:
Syv afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Syv afsnit

Premiere:
14. april på HBO Max

© Filmmagasinet Ekko