Biografanmeldelse
28. nov. 2012 | 20:00

Tyrannosaur

Foto | Jack English
Peter Mullan giver en forreven og hjerteskærende præstation som den aggressive kyniker Joseph.

Paddy Considine leverer med sit instruktørdebut en uhyre fin skildring af modsætninger, der mødes. Men også en stærk, ligefrem brutal film, der skildrer et miljø fyldt af fysisk vold og mental forarmelse.

Af Rasmus Brendstrup

En voldelig og ustabil granvoksen mand sidder i fosterstilling bag et tøjstativ i en genbrugsbutik.

”Hvad hedder du?” spørger den skræmte ekspeditrice forsigtigt, mens Jesus kigger hende over skulderen fra en ramme på væggen.

”Robert De Niro.” Hans øjne flakker usikkert.

”Vil du ikke have en kop te? Robert?”

Sådan mødes Joseph og Hannah. Han (spillet af Peter Mullan) er aggressiv kyniker på randen af et sammenbrud. Hun (Olivia Colman) er den inkarnerede blidhed. Han bor blandt sin afdøde kones tingeltangel i en bermudatrekant mellem bookmaker, pub og socialkontor. Hun er fra et velhaverhjem og har en forretningsgemal, der kører sportsvogn.

De har intet til fælles – ud over at være nøgler til hinandens aflåste skabe. Bag Hannahs ydre barmhjertighed og ro står skeletterne i kø, og hun har desperat brug for en mand med løvehjerte. Bag Josephs adfærd ligger både sorg, skyldfølelse og uforløst had. Hannah bliver – da han omsider lukker sig op – hans sårbarhedskanal. Hun kan tilmed give hans døende far den tilgivelse, Joseph ikke selv kan mønstre.

Tyrannosaur er en odd couple-film, en uhyre fin skildring af modsætninger, der mødes. Men det er også en stærk, ligefrem brutal film. Begge de to hovedpersoners miljø – henlagt til Leeds, men principielt stedløst – er domineret af fysisk vold og mental forarmelse. Paddy Considine tegner England som et latrin, over hvilket både pøbel og overklasse skræver med åbne sår. Ganske sigende udgør en gravølsscene filmens mest lykkebårne stund, og selv her er underlægningsmusikken mere melankolsk end det, der danses til.

Men midt i al fornedrelsen, midt i den følelsesmæssige kølhaling, er der som filmelsker grund til at glæde sig. 38-årige Considine, mest kendt for biroller i film som Submarine og The Bourne Ultimatum, giver nemlig med sin instruktørdebut køkkenvaskrealismen et tiltrængt æstetisk og intensitetsmæssigt spark i røven.

Considine er durkdreven grænsende til det kyniske i sin brug af offscreen-handlinger. Han får forbløffende billedstyrke ud af en indlysende smal farvepalette (Considine er også tidligere fotograf). Han får Peter Mullan til at give sin mest forrevne, hjerteskærende præstation siden Ken Loachs My Name is Joe. Og han har modigt castet tv-comédiennen Olivia Colman som en Moder Teresa, der krakelerer – og bliver stærkere af det. Hun er et fund i rollen.

Filmens titel fortjener en særlig rose. ’Tyrannosaur’ refererer til Josephs afdøde, sukkersygeramte kone, hvis tunge skridt fik kopper til at skvulpe på bordet og mindede ham om Jurassic Park. Det betror han Hannah og får dermed indirekte sagt en hel del om både galgenhumor og en sent erkendt mangel på empati.

Men når Joseph med et vilddyrs opspilede øjne rejser sig fra den plæne, hvor han har begravet sin hund (sparket ihjel i et spontant øjeblik) og fået bank af en indvandrerbande, er det en anderledes uhyggelig tyrannosaurus, der vækkes til live. Det er muskelhunde-darwinisme i menneskeform. Og det er her, hos dyret Joseph, at Paddy Considine beder os parkere vores empati. Det er nærmest et følelsesmæssigt overgreb – og det virker.

Da filmens point of no return indtræffer – i form af et dødsfald midt i filmen – fremkalder det en uvant, dyb tilfredsstillelse. Vel at mærke uden den eskapistiske blodduft, som knytter sig til et generisk action-drab. Det her er en uforskønnet, ildelugtende død, som føles uhyggelig velgørende.

Jeg kan ikke komme i tanker om en britisk film siden Mike Leighs Naked (1993), der fremstår så skånselsløs, men som alligevel formår at dykke dybt i både civilisationsskepsis og kønsrollesuppe og vende tilbage med en form for grågrumset humanisme i næven.

Trailer til Tyrannosaur

Kommentarer

Instruktør:
Paddy Considine
Storbritannien 2011

Manus:
Paddy Considine

Medvirkende:
Peter Mullan, Olivia Colman, Eddie Marsan

Spilletid:
92 min.

Premiere:
29. november

© Filmmagasinet Ekko