Cannes 2018
10. maj 2018 | 16:57 - Opdateret 11. maj 2018 | 00:33

Ali Abbasi triumferer med fascinerende fabel

Foto | Nadim Carlsen
Eero Milonoff er dragende som den mystiske Vore, mens Eva Melander er rørende som outsideren, der har til gode at finde sin sande identitet.

Fortjent bifald i Cannes til svensk-danske Ali Abbasi, hvis Gräns er festivalens hidtil mest originale og grænseoverskridende film.

Af Claus Christensen

Der kom for alvor gang i buzzen om 37-årige Ali Abbasi, da hans svenske Gräns blev udtaget til den næstbedste konkurrence i Cannes – Un Certain Regard, som er trinet før hovedkonkurrencen.

Abbasi er uddannet på Den Danske Filmskole og debuterede i 2016 med den lovende arthousegyser Shelley. Og buzzen vil kun tage til efter dagens pressevisning i Cannes, hvor Gräns på tredjedagen af festivalen træder frem som den hidtil mest originale og grænseoverskridende film.

Enkelte publikummer udvandrede, sikkert fordi det er en grotesk og indimellem ulækker film. Men flertallet blev siddende tydeligt fascinerede, og da filmen var færdig, modtog den pæne klapsalver.

Lugter følelser
Handlingen er på en gang enkel og særpræget.

Tina er en yngre kvinde, der arbejder som toldbetjent ved en færgehavn. Hun har en ekstraordinært god lugtesans, som gør hende i stand til at lugte, når mennesker føler skam, skyld eller vrede. Og derfor knalder hun gang på gang smuglere og andre mennesker, der har noget at skjule.

Hun kan sågar lugte, når der gemmer sig børneporno på den mobiltelefon.

Men en dag ankommer en fyr til tolden, som hun af uransagelige årsager ikke kan lugte noget som helst hos. Og besynderligt nok ligner den fremmede hende. De har nøjagtigt samme voldsomt grove ansigtstræk, en abnormt stor næse og indsunkne øjne.

Den fremmede bærer det underlige navn Vore, og da Tinas kollega undersøger ham, viser det sig, at Vore har en kvindes underliv. Det standser dog ikke Tinas betagelse, og efterhånden som de lærer hinanden at kende, udvikler de amourøse følelser.

Perfekt balance
Historien er baseret på en bog af John Ajvide Lindquist, som stod bag meterværket Lad den rette komme ind. Gräns balancerer lige så suverænt mellem socialrealisme og det overnaturlige, og et langt stykke af vejen tror man på historien, selv om den bliver mere og mere syret.

Det er især en fornøjelse at opleve, hvordan Ali Abbasi med sikker autoritet udfolder Tinas hverdag. Aftensmaden med sambonørden Roland og hans tre hunde i skovhytten, besøgene hos den begyndende demente far, nøgenbadning i søen. Det står klart, at her er et menneske, som på grund af sit lettere deforme ansigt er blevet mobbet og har været holdt udenfor. Her er også et menneske, som ikke har fundet sig selv, ja, måske i virkeligheden er mere dyr end menneske.

Vore flytter ind hos Tina, og så begynder handlingen at tage fart. Han introducerer hende for at spise levende orme, og i filmens absolutte højdepunkt kysser de og har sex på en højst uventet facon, der bryder med kønsnormative forestillinger.

Samlejet er blændende eksekveret. Lige så storslået som Wagner-opera og dog med plads til et grin, for det er jo også urkomisk. Men frem for alt svigter Abbasi og hans medforfatter Isabella Eklöf aldrig sympatien for Tina, spillet af Eva Melander, der er intet mindre end et fund i hovedrollen.

Vi tror på hende hele vejen igennem. Vi mærker hendes indestængte følelser og gryende begær, og hendes coming-of-age fra selvundertrykt menneske til en handlekraftig, dyrisk skabning må være en af de største transformationer i en moderne skandinavisk film.

Triers arvtager?
Ali Abbasi har fortalt, at han er mere optaget af at skildre tilstande end i at konstruere plots. Det mærker man tydeligt i Gräns. Da han mod slutningen forsøger at forbinde, hvad der knapt nok har været et subplot (børnepornoen), med Vores mystiske ageren, taber filmen højde og troværdighed.

Det bliver simpelthen for meget af det gode – eller snarere: dårlige – og det går pludselig alt for stærkt. Vore er dragende spillet af Eero Milonoff, men hans større planer for menneskeheden, tror man ikke rigtigt på. Og hvorfor er der egentlig brug for en skurk i fortællingen?

Men indtil da er Gräns en opsigtsvækkende film, der forener romantisk fantastik og gotisk horror i traditionen fra forfatteren E.T.A. Hoffmann. Eller blander et nordisk eventyr med David Lynch og måske noget fra den iranske kultur, som Abbasi kommer fra. Gräns er en solidarisk fabel om samfundets outsidere, men den går samtidig et skridt videre end for eksempel Elefantmanden og svenske Johannes Nyholms Kæmpen ved at tildele hovedpersonen et brunstigt sexliv.

Gräns er en svensk film med en dansk coproducer (Meta Film), fordi man med Abbasis ord må lave filmen i det land, der er villig til at betale gildet. Forhåbentlig kender Det Danske Filminstitut sin besøgelsestid og er klar til at støtte Abbasi, som uden tvivl har retning mod hovedkonkurrencen i Cannes.

Han ligner lige nu en af de bedste arvtagere for Lars von Trier på den internationale kunstfilmscene.

Scene: Gräns

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for tolvte år i træk Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos internationale stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i festivalens sidekonkurrence Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival er nummer 71 og løber fra 8. til 19. maj 2018.

© Filmmagasinet Ekko