Interview
11. jan. 2013 | 16:00

Børnepsykologen bag Jagten står frem

Foto | Thomas Rønn
"Hver gang vi sætter ind med nye rammer og retningslinjer, kan der meget vel følge bivirkninger med. Og vi skal ikke bare lade os styre af vores følelser, men også af vores fornuft," siger børnepsykolog Søren Friis Smith.

Den mystiske børnepsykolog, der inspirerede Thomas Vinterberg til Jagten, giver her sit første interview. Han kommenterer den aktuelle pædofili-debat – og afslører, at han allerede har givet instruktøren nye ideer.

Af Jacob Ludvigsen

En vinterdag i 1999 banker det på Thomas Vinterbergs dør i Kartoffelrækkerne. Uden for i sneen står en 49-årig mand. Han er børnepsykolog og bor lidt nede ad gaden.

Manden har set Festen og synes, det er en fantastisk film. Men han mener også, at den bygger videre på den mytologi, han har iagttaget i forbindelse med fortællinger om overgreb på børn de senere år.

”Du er simpelthen nødt til at fortælle den anden historie også,” siger han til Thomas Vinterberg.

Psykologen giver Vinterberg en bunke fotokopierede avisartikler, videnskabelige rapporter og en række noter, han selv har flettet sammen.

Alt sammen handler det om sager, hvor anklagerne om pædofili har været falske. Hvor uskyldige er blevet forfulgt og stemplet med et brændemærke, det nærmest er umuligt at vaske af. Hvor forældrene og de voksne har været de mest ”skyldige”.

Brænde til heksebålet
Thomas Vinterberg har fortalt historien om sit møde med børnepsykologen i flere interviews om Jagten, der fik premiere herhjemme i går.

Hidtil har psykologen været en mystisk, unavngiven katalysator for præmissen bag Jagtens historie om den sympatiske Lucas, der får hele lokalsamfundet imod sig, da han fejlagtigt anklages for at have blottet sig for en lille pige i den børnehave, hvor han arbejder.

Indtil nu. For nu står Søren Friis Smith, som børnepsykologen hedder, frem.

”Jeg tænkte, at når nu Thomas havde den mesterlige evne som filmskaber, han har, så var det også ham, der skulle følge op på Festen. Han ville bedre end nogen anden kunne lave antidoten. Jeg var bekymret for, om Festen ville kunne skabe flere falske anklager. Om den ville kunne bære brænde til det heksebål, der brændte i forlængelse af Vadstrupgaard-sagen og andre sager,” fortæller Søren Friis Smith.

Gjorde børn til ofre
Søren Friis Smith havde siden 80’erne fulgt de sager, der begyndte at pible frem, hvor børn fortalte gruopvækkende historier om mandlige pædagoger, som viste sig ikke at holde stik.

I 1992 kom den forfærdende Bjugn-sag, hvor en pædagogmedhjælper blev anklaget for at have forgrebet sig på samtlige 36 børn i en daginstitution i den lille norske by Bjugn. Anklagerne hærgede og greb om sig den lille by, og selv efter pædagogen blev frikendt to år efter, blev han aldrig fri af mistanken.

I 1995 kom Stephen Cecis bog Jeopardy in the Courtroom: A Scientific Analysis of Children’s Testimony, der afdækkede, hvordan børns vidneudsagn i en række sager om overgreb var blevet fordrejet af de voksnes ledende spørgsmål i en grad, at der blev skabt falske erindringer. Børnene huskede simpelthen grumme oplevelser, der aldrig havde fundet sted.

I 1997 fik Danmark sin første og eneste store børnehavesag, Vadstrupgaard-sagen. En pædagog blev anklaget og senere dømt skyldig for overgreb på 23 børn, og i kølvandet på dommen dukkede en række historier op om et omfattende netværk af seksualforbrydere og overgreb mod op til 57 børn. I 1999 meddelte politiet, at der hverken var tekniske beviser eller vidneudsagn, der kunne underbygge de af børnenes forklaringer, der udsprang af den oprindelige sag.

Søren Friis Smiths klinik lå dengang et stenkast fra Vadstrupgaard.

”Jeg sagde nej til at behandle de børn, jeg fik henvist af kommunen, for jeg var usikker på, om børnene var ofre for krænkende seksuelle handlinger fra en ansat eller for falske forestillinger indprentet af de voksne. Og jeg var bange for, om jeg fejlagtigt ville kunne komme til at befæste i deres sjæle, at de var ofre,” siger han.

”Der var alt for meget, der passede på den forkerte måde i de her sager. Der var en bekymrende række lighedspunkter fra den danske sag til de amerikanske og den norske.”

Den film bør laves
Som Thomas Vinterberg lytter også Søren Friis Smith interesseret med på Kjeld Koplevs radioprogram Krydsfelt, da ”Allan” fortæller sin knugende stærke historie om, hvordan han ved en familiefest konfronterede sin far, der havde misbrugt ham seksuelt som barn.

Det blev inspirationen til Festen, men senere viste det sig, at Allans historie var løgn.

”På den måde blev Festen jo eksemplarisk materiale på mytologien omkring det omfattende misbrug af børn. Men det vidste jeg jo ikke, da jeg bankede på hos Thomas,” fortæller Søren Friis Smith.

Søren Friis Smith oplever Vinterberg som venlig og særdeles lydhør over for hans pointe om, at Festen ikke fortæller hele sandheden. Men de næste mange år sker der ikke rigtigt mere. Thomas Vinterberg kaster sig over andre projekter.

”Og jeg tænker: ’Ærgerligt, den film bør laves!’”

Børn er suggestive
I vinteren 2007-8 krydser Thomas Vinterberg og Søren Friis Smiths veje dog atter hinanden. Instruktøren har brug for psykologens ekspertise i privat sammenhæng.

”Og så tænker han nok, at han lige før vores møde bør have kigget på det materiale, jeg gav ham mange år tidligere – så det ikke bliver alt for pinligt, når jeg spørger ham, hvordan det for resten gik med alt det,” griner Søren Friis Smith.

Men den høflige gestus bliver til en oprigtig interesse hos Vinterberg, som bliver overbevist om, at der ligger en film i materialet. Det bliver til Jagten, der ikke kun har hjemtaget prisstatuette på prisstatuette, men også er blevet del af en debat om netop misbrug og pædofili – og anklager herom – i daginstitutionerne.

I sidste uge viste de første resultater af en stor undersøgelse fra BUPL, at mellem 50 og 100 pædagoger de seneste fem år er blevet anklaget for at have krænket et barn seksuelt. Kun i ét tilfælde er en person dog blevet dømt.

Selvom det er mere end et årti siden, Søren Friis Smith foreslog emnet til Thomas Vinterberg, mener han da også stadig, at det er relevant.

”Undersøgelsen er en indikation af, at det er en dødsensalvorlig tematik. Man har jo haft folk, der er blevet dømt for pædofili og siden frikendt, og som tager livet af sig. Vi har at gøre med liv og død,” siger han.

Fornuften skal styre
Forskeren Stephen Ceci medvirkede i 90’erne i nogle tv-udsendelser, hvor han viste, hvordan voksne kunne indprente falske erindringer i børn.

Her fik han blandt andet et barn til at tro, at hans finger havde været i en musefælde, og at han havde været på hospitalet – selvom det aldrig var sket. I en anden udsendelse blev børn forført til at vide, at de var blevet væk i et supermarked.

”Små børn er generelt suggestive. For de børn er den ydre sandhed ikke særlig interessant. Det er interessant for børn at fremstå på en måde, så de også bliver passet godt på i morgen. Børn vil søge mod at komme med svar, så der ikke bliver ved med at komme nye spørgsmål. Deres svar vil derfor mere reflektere det, der foregår i hovedet på de voksne, end hvad der er sket med børnene.”

”Ord indlejrer sig som billeder i børnenes hoveder, og hvis politiet så senere afhører dem, kan de komme til at blande den eventuelle oprindelige hændelse sammen med de her emotionelt ladede ord, de har fået i den første samtale med forældrene,” siger Søren Friis Smith.

Børnepsykologen fortæller, at i flere af 90’ernes sager fik forældrene information om, hvilke tegn der kunne være på, at børnene blev misbrugt.

”Men vi ved – og det vidste forskningen også allerede dengang – at sådanne tegn på, at netop misbrug har fundet sted, ikke findes. Hvis barnet er træt, ikke spiser eller spiser for meget, kan det skyldes alle mulige ting. Men forældrene bekræftede hinanden i, at børnene havde været udsat for overgreb, fordi de kunne se de tegn.”

Er du ikke bange for, at vi kommer til at gå over i den modsatte grøft? At denne her diskussion kan betyde, at vi nu slet ikke tror på børnene? For misbrug eksisterer jo!

”Misbrug findes, bestemt. Men det gode er, at vi er blevet betydeligt bedre til at interviewe børn. Det betyder, at vi meget bedre i dag kan fæstne lid til det, vi har fra børnenes mund. På den måde bliver deres udsagn ikke mistroet og taber ikke i værdi i forhold til retssystemet.”

”Selvfølgelig forekommer seksuelt misbrug af børn. Det er fuldstændig forfærdeligt, og vi skal gøre alt, hvad der er lovligt og rimeligt for at undgå det. Men vi skal tænke hele vejen rundt og vide, at hver gang vi sætter ind med nye rammer og retningslinjer, kan der meget vel følge bivirkninger med. Og vi skal ikke bare lade os styre af vores følelser, men også af vores fornuft.”

Dørløse toiletter er svigt
I den aktuelle debat om overgreb og pædofili-angst i daginstitutionerne er det også kommet frem, at mange børnehaver, vuggestuer og sfo’er tager sig en række forholdsregler, der både skal forebygge overgreb og uberettiget mistanke mod pædagogerne.

I nogle institutioner har man for eksempel taget dørene af toiletterne, ligesom det er gængs praksis, at pædagogerne aldrig må være alene med børnene.

Og det er – ifølge Søren Friis Smith – netop et eksempel på, at alt har bivirkninger.

”Der ligger en form for omsorgssvigt, når især mænd, men også kvinder, i daginstitutionerne begynder at lægge afstand til børnene. Det forringer simpelthen institutionstilbuddet.”

”Derudover viser mange børn, fra de kan gå, at de har brug for privathed, når de har afføring. De går for eksempel om bag en dør. I børnehaver har vi set børn, der reagerer ved at få pædagogen til at stå vagt, nogle putter et kosteskaft for toilettet, og nogle bruger voksentoilettet i stedet. Når man tager dørene af, udsætter man børn for masseblufærdighedskrænkelse i bestræbelsen på, at de ikke skal blive krænket. Vi hælder barnet ud med badevandet.”

Tro og tvivl
Søren Friis Smith så Jagten ved Ekkos forpremiere for et par uger siden og kalder den ”et brag af et drama”.

Han mener også, at den troværdigt fortæller om de mekanismer, der sættes i gang i forbindelse med de falske anklager.

”Det er jo middelalderens heksejagter, man kommer til at tænke på i de her sager. Og man kan spørge sig selv, hvor meget det er en søgen efter den skyldige – og hvor meget det, ubevidst, er en søgen efter en skyldig, vi – som slagteren i filmen – kan straffe, så vi får en selvgod fornemmelse af, at vi har gjort kål på det onde.”

”Thomas Vinterberg er udogmatisk åben over, hvordan verden ser ud, og jeg tager virkelig hatten af for, at han har brugt blod, sved og tårer på at få den modsatte side belyst.”

Og hvad er så din næste ide til ham? For du har vel én!

”Ja! Jeg har allerede fortalt ham om en ide,og jeg har én mere,” griner Søren Friis Smith.

”Men nu tror jeg jo ikke i fuld alvor på, at de vil blive brugt. Jeg forestiller mig ikke, at jeg skal være fødselshjælper for endnu en film. Men jeg har da nogle ideer.”

Hvad går de ud på?

” Det kan jeg ikke sige! De er selvfølgelig inden for mit fagområde. De handler om menneskeskæbner, om menneskene imod hinanden og imod systemet, om magt og afmagt, viden og uvidenhed, og hvad uvidenhed kan føre til. Om tro, mistro og tvivl, og hvor meget nemmere det er at sælge tro end at sælge tvivl. Det handler Festen og Jagten om, og det handler nogle af mine ideer også om, med afsæt i klinisk psykologisk praksis.”

Så den film får vi at se om en tolv års tid?

”Det må du spørge Thomas om!”

© Filmmagasinet Ekko