Dag 1: Channing Tatum i matrostøj

Der er en scene i den nye film af Coen-brødrene, som virkelig er værd at skrive hjem om. Og at skrive hjem er jo netop, hvad der skal gøres de kommende ti dage, så her er scenen set fra Berlinalens kolossale festivalpalads:

I Hil Cæsar! har MGM-mediemogulen Eddie Mannix inviteret fire forskellige trosretninger til møde om studiets kommende storfilm Hil Cæsar! Deres diskussioner om manuskriptets rigtighed i forhold til Jesus er så intellektuel, men samtidig fladpandet, at man triller rundt i biografsædet fra start til slut.

Lige netop her får vi Coen-brødrene for fuld udblæsning, men da rulleteksterne havde forladt lærredet, sad salen alligevel tilbage med en lidt hul fornemmelse, fordi alt var morsomt, men aldrig dybdegående. Eller for den sags skyld særligt hudflettende i en film, som ellers foregår i 1950’erne, hvor klapjagten på kommunister var udtalt i Hollywood.

Krøllet syn på verden
Derfor gik denne filmjournalist da også til det efterfølgende pressemøde med brødreparret fyldt op af spørgsmål. Men så lige pludselig, mens Joel og Ethan Coen var i fuld gang med at udlægge deres krøllede syn på verden, begyndte flere af scenerne fra Hil Cæsar! at poppe op på nethinden igen. 

Der er den med Channing Tatum i matrostøj, som giver et intet mindre end formidabelt dansenummer på en bar, inden skibet skal stævne ud. Der er den, hvor Eddie Mannix må forsøge at hjælpe sin superstjernekvinde (Scarlett Johansson) ud af en penibel situation, hvilket han (i øvrigt glimrende og tykhudet spillet af Josh Brolin) gør eminent.

Og der er den scene med George Clooney, der som hovedrollen i storfilmen om Romerriget og Jesus pludselig en dag forsvinder og vågner op fra en bedøvelse i et luksusstrandhus, hvor han møder en ældre rengøringskone, som er totalt ligeglad med den søvndrukne verdensstjerne. 

Fætrene Coen
Den fuldstændigt modsatte reaktion mødte i øvrigt Clooney, da han troppede op til pressemødet i Berlin med instruktører og medskuespillere fra Hil Cæsar! 

En tysk journalist afkrævede straks den evigt politisk engagerede skuespiller svar på, om vi ikke snart skal have en Syriana mere. Syriana er Clooneys lille, fortættede filmperle fra 2005, som trækker tråde imellem alverdens kriser. Efter spørgsmålet gav journalisten som en happening Clooney en plakat med et Picasso-maleri som inspiration til en kommende film.

Clooney svarede roligt, at film har svært ved at kommentere på en situation lige nu og her, fordi produktionstiden er så lang. Som eksempel forklarede skuespilleren, at han igennem flere år har forsøgt at lave en film om tilstandene i Sudan, men at han ikke har kunnet finde vinklen, fordi en sådan film skal ramme helt rent. Også politisk.

Clooney fik også fortalt, at han fredag skal mødes med den tyske bundeskansler Angela Merkel, men skuespilleren nævnte ikke, at hans kommende filmprojekt virker noget mere letbenet.

Clooney skal instruere en film noir skrevet af, ja, ganske rigtigt, Coen-brødrene, og opkøberne i Berlin flokkes allerede om filmen. Clooney kunne ellers sagtens have nævnt det, for han var i rigtigt drillehumor. 

”Lad os lige få én ting på det rene,” sagde skuespilleren eksempelvis, da en journalist spurgte til hans forhold til Coen-brødrene: ”De to er fætre, ikke brødre. It’s the Coen cousins. 

Ved siden af Clooney brød medskuespillerne Channing Tatum, Josh Brolin og Tilda Swinton sammen af grin. Coen-brødrene fortrak ikke en mine.

Storfavoritten
Efter pressemødet gik diskussionen blandt filmjournalisterne overvejende på, om Channing Tatum eller Scarlett Johansson leverer Hil Cæsar!’s sjoveste birolle.

”Jeg ville hellere spise middag med Scarlett Johansson og gense Tatums dansescene end omvendt,” sagde en ældre, distingveret fransk anmelder. End of discussion.

Diskussioner vil der nu formentlig komme rigeligt af i de kommende dage. Allerede i morgen tidlig toner en af de film, som mange har set frem til, nemlig frem i festivalpaladset. Hedi er en debutfilm af tuneseren Mohammed Ben Attia, men instruktøren har rent faktisk allerede et stort tysk publikum på grund af sine smukke, stemningsmættede kortfilm, hvor den romantiske komedies genretræk aldrig er langt væk.

I Hedi skal vi møde en mand, der snart skal giftes ind i et arrangeret ægteskab, men som forelsker sig i en fremmed kvinde. Tyskerne er allerede inden verdenspremieren oppe at ringe. Mildt sagt.

Alligevel knytter de største forventninger sig nu mest til den film, der på forhånd er favorit til hovedprisen hos de fleste. Midnight Special af Jeff Nichols kombinerer familiedrama med sci-fi og med Kirsten Dunst og Michael Shannon (Nichols hofskueskuespiller) på rollelisten, kan det næppe gå helt galt.

Nichols to seneste Take Shelter (2011) og Mud (2012) var begge fremragende, men dog med en noget haltende dramaturgi hen imod slutningen. Har Nichols fået styr på dette, kunne Midnight Speciel blive en milepæl for ham, men om den er politisk nok til at vinde Berlinalen, er så straks en anden sag.

Historisk by
For Berlinalen er netop den af de helt store filmfestivaler, der virkelig går op i det politiske aspekt.

Derfor var det også naturligt, at Clooney blev spurgt til en ny Syriana i dag. Derfor er det også logisk, at der er så stor buzz omkring Hedi, som undersøger den menneskelige synergi i arrangerede ægteskaber.

Og derfor er det også logisk, at uanset hvor man går og står på festivalen og bliver genkendt som dansker, ja, så bliver man straks afhørt om, hvor god Kollektivet er. Filmen besidder nemlig et interessant politisk aspekt for resten af verden: en venstreorienteret drøm om anderledes familiestrukturer.

Det er lige Berlin! En by, der indtil slut-80’erne var opdelt i kapitalisme og kommunisme. En by, hvor man vader rundt i verdenshistorien og konstant bliver mindet om verden udenfor, når der samles ind til flygtninge foran biograferne.

Og mon ikke, der blev smidt lidt penge i bøssen efter markedsvisningen på dokumentaren Les Sauteurs her i eftermiddags? Filmen er produceret af danske Final Cut For Real og fortæller en historie om netop flygtningekrisen i Europa ved at følge Abou fra Mali, der på sin vej er strandet i Marokkos bjerge. Les Sauteurs vises i et sideprogram, men interessen har nu alligevel været ganske stor.

En lidt mere kuriøs interesse i Berlin i disse dage har handlet om selveste Kina. Flere mener nemlig at vide, at folkene bag Berlinalen har diskuteret, om festivalen simpelthen bør rykkes på grund af den kinesiske kalender.

Berlinalen (som i øvrigt var den første af de førende filmfestivaler i verden, der nogensinde havde en kinesisk film i hovedkonkurrencen: Chun Yens The Valley of the Lost Soul i 1957) ligger nemlig ofte lige midt i det kinesiske nytår, som er den største højtid i det kinesiske imperium. 

Og eftersom Kinas filmmarked nærmest eksploderer i vækst i disse år, mener nogen, at Berlinalen bør have en flyttedag i tankerne.

Om det er realistisk, er nu nok mere tvivlsomt. Ærligt talt lyder et datopres fra en flok kinesere på en europæisk filmfestival vel mest af alt som en velfungerede scene fra en kulsort Coen-komedie.