Nyhed
22. apr. 2013 | 12:00

Shortlist: Bewilderbeast på førstepladsen

Foto | Jesper Spanning
Fotograf Jasper Spanning har skabt den stiliserede billedside til Bewilderbeast, som i den forgangne uge var den mest populære film på Ekko Shortlist.

Balder Skånström-Bos satiriske sci-fi-action-film tager læserne med storm og springer direkte ind som nummer et efter første uge af Ekko Shortlist.

Af Claus Christensen

For præcis en uge siden gik Ekko Shortlist i luften. Ekkos redaktion havde sammensat en top 10 og udvalgt seks kortfilm som ”boblere” til listen.

Men herefter har det været op til læserne at sammensætte denne uges top 10. Jo mere en film er blevet set, og jo flere stjerner den har fået i den forgangne uge, des bedre placering.

Og læsernes dom er ikke til at tage fejl af. En bobler – faktisk den sidst udtagne – har været så populær, at den er strøget direkte ind på førstepladsen!

Sin City-inspireret
Det er Balder Skånström-Bos Bewilderbeast, der er produceret på Filmværkstedet. I filmen forlader Mads (Casper Sloth) sin gravide kæreste (Julie Zangenberg) og sit golde overklassehjem for at finde sin egentlige passion. Da han møder en sekt, som vil tilintetgøre Jorden, bliver han tvunget til at træde i karakter.

Filmen er så langt fra det klassiske, følsomme kortfilmdrama, som man overhovedet kan forestille sig. Den henter inspiration fra Sin City og er en overrumplende original blanding af science fiction, hårdtslående action, splatter og komedie. Og så er den hyperæstetisk fotograferet af Jasper Spanning.

Hver uge har to boblere chancen for at komme ind på top 10, og Bewilderbeastfår følgeskab på listen af en anden bobler. Det er Jakob Rasmussens FN-soldatdrama fra Eksjugoslavien Hearts and Minds, der indtager syvendepladsen.

Dokumentarisk højdespringer
Det betyder, at vi på top 10 må sige farvel til Thor Oschners animationsfilm 1989: Dengang jeg var 5 år gammel og Joachim Ladefogeds bodybuilding-dokumentar Mirror.

De to film forsvinder dog ikke fra Ekkos hjemmeside. De vil fortsat kunne ses på All Time Shortlist, hvor de vil blive rangeret sammen med alle de film, der gennem tiden er blevet udtaget til Ekko Shortlist.

På den aktuelle listes andenplads finder vi ugens anden højdespringer, Telefonbesked fra mor, Edda Rós’ varme og humoristiske dokumentarfilm om sin maniodepressive mor.

Sidste uges nummer et, den magisk-realistiske Daimi, indtager tredjepladsen efterfulgt af gyserfilmen Vilddyr og zombiefilmen Outpost. At dømme efter den første uge er genrefilm og genreblandinger populære.

Spøgelser i sommerhus
Der er kommet to nye boblere til listen.

Det er Helena Franks afgangsfilm fra Filmskolen, Heavy Heads. Den absurd-humoristiske animationsfilm handler om Monika, der lever sammen med en køkkenflue, men en dag får uventet besøg.

Og så er det Philip Th. Pedersens spøgelsesfilm Emma, hvor en hyggelig weekend i et norsk sommerhus med børn og venner forvandles til et sandt mareridt. Filmen deltog i Movie Battle på Cph Pix 2012, hvor den fik næstflest publikumsstemmer efter Outpost.

På top 10 bliver alle views og stjerner nulstillet hver mandag, så hvis du vil hjælpe din yndlingsfilm, gælder det om at gå ind og se filmen, give den stjerner og dele den med dine venner.

Mandag 29. april kl. 12 offentliggøres en ny top 10. De ti bedst placerede på top 10 i løbet af 2013 konkurrerer om Shortlist-prisen på 25.000 kroner.

Se hele top 10.

Ekko Shortlist – top 10

1. Bewilderbeast (instr. Balder Skånström-Bo)

2. Telefonbesked fra mor (instr. Edda Rós)

3. Daimi (instr. Marie Grahtø Sørensen)

4. Vilddyr (instr. Ask Hasselbalch)

5. Outpost (instr. Esben Blaakilde)

6. Book of Miri (instr. Katrine Philp)

7. Hearts and Minds (instr. Jakob Rasmussen)

8. Berik (instr. Daniel Borgman)

9. Grantræet (instr. Lars Henrik Ostenfeld)

10. Slug Invasion (instr. Morten Helgeland, Casper Wermuth)

Boblere

Emma (instr. Philip Th. Pedersen)

Heavy Heads (instr. Helena Frank)

Min vens bøjle (instr. Christina Christensen)

13 (instr. Malou Reymann)

At se sorg (instr. Martin Winther)

Megaheavy (instr. Fenar Ahmad)

Ekko Shortlist 

Se hele top 10 her.

Se Bewilderbeast her.

© Filmmagasinet Ekko