Interview
30. nov. 2017 | 14:52

Fotografernes favoritskud

Foto | Louise McLauglin
I Maybe This Christmas gør Bobby (Gunnar Jónsson) juleaften klar ved at finde selskab på en tankstation. Men på billedet nede i artiklen er beskæringen ændret, så det ses, at han er alene i bilen.

De fem nominerede fotografer til Ekko Shortlist Awards giver hver deres bud og forklaring på det bedste skud i deres film.

Af David Madsen

Ekko Shortfilm Awards 2017 afholdes 9. december, og kategorien for bedste fotograf er igen i år benhård. De fem fotografer har hver især brugt vidt forskellige kamerateknikker til at fortælle filmens historie bedst muligt.

En fotograf var heldig med tåget vejr på filmdagen, en anden har holdt kameraet ubehageligt tæt for at understrege hovedpersonens skrøbelighed, og en tredje har fundet inspiration i Paul Thomas Andersons antologifilm Magnolia.

Ekko har bedt de fem nominerede fotografer om at give et bud på deres favoritskud i deres film, også selv om det til tider har været svært at vælge.

De fem nominerede kan findes her.


Kristoffer Aabo, Lulus første gang

Skoletiden kan være nådesløs, hvis man er en outsider. Det bliver i den grad fremvist i skuddet fra Tone Ottilies Lulus første gang, som fotograf Kristoffer Aabo har udvalgt.

”Situationen, som skildres, er én, vi alle kan genkende fra folkeskolens omklædningsrum, hvor øjnene er på stilke, og vi undersøger hinandens usikkerheder. Derfor bliver det skud hængende hos mig lang tid efter rulleteksterne,” fortæller Kristoffer Aabo.

Den sky Lulu tror, at hun har fundet en veninde i sin værelseskammerat, og i et svagt øjeblik fortæller Lulu hende, at hun har en internetkæreste. Men kammeraten bruger hemmeligheden som ammunition til at mobbe Lulu.

I skuddet bliver Lulu omringet i bruserummet af hende og to andre klassekammerater. ”Smukke pige,” siger Lulus værelseskammerat med gift i stemmen og skubber til hende.

”Tone og jeg kondenserer her filmens omdrejningspunkt, nemlig Lulus skrøbelighed,” forklarer han.

”Jeg gik med vilje meget tæt på nøgne Line Hesdam, der spiller Lulu. Det håndholdte kamera, som er bragt ind i et meget personligt rum, understreger Lulus situation. De tre klassekammerater er påklædt og kampklar, mens hun er nøgen og blottet.”


Kamil Franko, Hibernation

Kamil Franko fungerer både som instruktør, fotograf og skuespiller i Hibernation. Filmen har ingen klar historie, men er en slags meditation over drømmens logik i stil med Andrei Tarkovskijs Spejlet.

I hans yndlingsskud ser vi en mand vågne op i sin seng.

”Skuddet var det allerførste jeg optog til filmen, og det var før, jeg overhovedet vidste, hvorhen projektet ville føre mig. Da jeg optog det, eksperimenterede jeg med rumorientering i billedet, og jeg opdagede, at ved blot at vende mit kamera på siden kunne jeg skabe en følelse hos publikum, der var præcist lige så fremmed og dragende som drømme,” siger Kamil Franko.

”På baggrund af det billede var det helt naturligt for mig at undersøge, hvordan man formidler drømmes logik.”

Skuddet, der starter på mandens sovende ansigt, trækker sig langsomt ud og afslører, at kameraet er placeret på siden. Samtidig ses manden igennem en refleksion fra et spejl, og det øger blot billedets desorienterende komposition.

”Skuddet er filmet fra mit point-of-view, hvor jeg ligger i min seng og betragter mig selv gennem et spejl,” forklarer Kamil Franko. ”Det viser overgangen fra et søvnstadie til selvbevidsthed, når man vågner. Selvbevidstheden sniger sig ind, idet kameraet trækker sig væk fra den sovende krop og afslører rummet omkring den.”

”Det skud blev til en vision og har formet resten af filmen.”

 

Louise McLaughlin, Maybe This Christmas

Julen siges at være festernes højtid, men for ensomme sjæle er der ikke meget at fejre. På vegne af Louise McLaughlin, der er begravet i arbejde på den anden side af kloden, har instruktør Theis Ferrall udvalgt et billede, hvor vi ser den svært overvægtige Bobby alene i sin bil med to hotdogs på juleaften.

”Louise og jeg snakkede meget om forholdet mellem billedets beskæring og dets belysning, da vi lavede filmen. Og for os rummer dette billede på en gang filmens tone og tematik. Der er noget sørgeligt og isolerende i det,” fortæller Theis Ferrall.

”Vi var meget optaget af kontrasten mellem lys og skygge. I skuddet er der en lille lyskilde over Bobby, men ellers befinder han i mørke. De her isolerede lyskilder var noget, som Louise var meget interesseret i at formidle. Hun var enormt bevidst omkring lyssætningen for at få ensomheden tydeligt frem.”

Men det er ikke kun lyset, som understreger, at Bobbys triste tilværelse. Beskæringen er også afgørende, og her hentede fotografen inspirationen hos Paul Thomas Andersons Magnolia, der arbejder meget bevidst med den effekt.

”Inden Bobby i vores film går ind på tankstationen, er kameraet tæt på ham. Her er han stadig fuld af forhåbninger, men da han vender tilbage til bilen, har vi trukket kameraet tilbage og afsløret, at passagersædet er tomt. Det understreger, at han er helt alene.”


Jonatan Mose, Delphi

Hvordan kan man visualisere et science fiction-univers uden et millionbudget? For fotograf Jonatan Mose var løsningen at lave en film, der ser ud, som om den eksisterer på fremtidens internet. Moses yndlingsskud fra Delphi er det allersidste i filmen.

”Der er alle de her fejl og artefakter i billedet, som kan opstå, når man komprimerer filer for meget. Instruktøren Søren Peter og jeg var begge meget fascineret af, at når man sidder med sin computer, så gør den bare nogle bizarre ting nogle gange. Vi ville give tilskueren følelsen af, at filmen er et værk, som bare driver rundt ude på internettet,” forklarer Jonatan Mose.

I slutskuddet er de to venner Sigurd og Nikolaj, som har opfundet appen Delphi, gået hver til sit. Mens Nikolaj fortsætter på arbejdet, sidder Sigurd tilbage i sin store, tomme lejlighed med paranoide forestillinger om opfindelsen.

Jonatan Mose fortæller, at et afgørende element i skuddet opstod ved en tilfældighed.

”Da vi skulle optage scenen oppe i et lejlighedshotel på Islands Brygge, var der en enormt tæt tåge over København, som pakkede hele byen ind i et mærkeligt, lydløst vattæppe,” siger han

”Tågen gav mig følelsen af, at Sigurd er fanget i et stort tomrum. Skuddet havde jo været helt anderledes, hvis det havde været en klar, solskinsfyldt dag. Så det var sindssygt heldigt.”

 

Sebastian Bjerregaard, Guldalder

I den indstilling som fotograf Sebastian Bjerregaard har valgt, ser vi de to venner, Willy og Pelle, gå ned ad en svagt belyst gade om natten, mens de mindes deres unge, vilde dage. Willy har lokket vennen med til en fest, hvor han prøver at sælge nogle stoffer, som han har fået af en narkobaron.

”De to venner bevæger sig gennem mørket i gadelampernes orange lys. Det lune skær vækker varme følelser hos tilskuerne, men samtidig advarer farven om en fare forude,” fortæller Sebastian Bjerregaard.

Han giver udtryk for, at det var svært at udpege en enkelt indstilling, for sammenspillet mellem indstillingerne er en stor del af filmens visuelle stil.

”Det skud, jeg har valgt, er et af de mere rolige i filmen, der ellers har et hektisk udtryk. Efter skuddet klippes der til en ny lokation, hvor de to venners samtale fortsætter uafbrudt i samme spor, men foran en larmende bar – et fletværk mellem tid og sted.”

Hele filmen er fotograferet med et håndholdt kamera. Det var et bevidst valg af Sebastian Bjerregaard, som sørgede for at skabe varierede, spændende billeder for instruktøren Mikkel Schmidt at arbejde med.

”Min intention var at handle intuitivt ud fra skuespillet. Jeg kan godt lide, når kameraet er nysgerrigt og søgende uden at være for bevidst om sig selv. Det gør det muligt at gribe det uventede, der dukker op undervejs.”

Nominerede fotografer


Kristoffer Aabo
Lulus første gang


Kamil Franko
Hibernation


Louise McLaughlin
Maybe This Christmas


Jonatan Mose
Delphi


Sebastian Bjerregaard
Guldalder

© Filmmagasinet Ekko